Prøv avisen

Læger bør bruge andet end naturvidenskaben

ALTERNATIV BEHANDLING Naturvidenskab er ikke i stand til at forklare helheder, men kun enkeltheder, og et menneske er en utrolig kompliceret helhed

I sin iver for at lægge afstand mellem læger og alternative behandlere kommer den nye formand for Lægeforeningen, Jens Winther Jensen, til at virke både snæversynet, usammenhængende og arrogant. Det har sikkert ikke været meningen, men er efter vores mening en nødvendig følge af at forsøge at holde læger snævert inden for det naturvidenskabelige univers. Det vil ikke være nogen brugbar løsning, men udgør til gengæld en stor del af problemet.

Det kan nemlig slet ikke lade sig gøre, hvis man som læge skal hjælpe sine patienter. Naturvidenskab er ikke i stand til at forklare helheder, kun enkeltheder. Et menneske er en utrolig kompliceret helhed. Selv hvis man kunne forstå alle enkeltheder i den menneskelige organisme, er det komplet umuligt på ren naturvidenskabelig baggrund at rådgive det menneske ordentligt, der sidder over for én i konsultationen og skal have hjælp mod sine skavanker.

Hvis man ikke inddrager andre facetter af menneskets væsen end det fysiske (f.eks. det psykologiske, sociale, spirituelle), vil patienten vandre uforløst bort. Og måske gå til en eller anden alternativ behandler. Og måske blive hjulpet, måske ikke.

Både til at forstå ens patient og til at kommunikere med hende er vi læger nødt til at anvende andre synsmåder, andre "videnskaber". Vi er bare aldrig blevet undervist i det, det er et af problemerne.

Men dette er måske ikke særlig let at se for en sygehuslæge: på hans afdeling kommer patienten ikke igen, hvis sygehuslægen ikke har løst hans problem og samtidig ikke forstået ham. Lægen får ikke nogen feedback fra patienten, og det er synd. Men den praktiserende læge får det at vide, hvis han har øjne og ører åbne.

Så meget om det snævre syn. Det usammenhængende viser sig ved, at formanden med lægeløftet i hånden kræver, at alle læger holder sig udelukkende på naturvidenskabelig grund, for i næste sætning at oplyse at halvdelen af landets praktiserende læger (plus et mindre antal speciallæger) anvender alternativ behandling. Mener formanden, at lægeløftet indeholder et løfte om udelukkende at bruge naturvidenskaben? Mener formanden, at op imod 2000 danske læger dagligt bryder lægeløftet?

Arrogancen er næsten det værste. Skulle man ikke kunne forlange lidt ydmyghed fra formanden for en stand, der trods enorme fremskridt gennem 350 naturvidenskabelige år kun har været i stand til at belyse en lillebitte del af gåderne om sundhed og sygdom, og, så vidt jeg ved, kun i en håndfuld sjældne tilfælde har kunnet finde årsagen til, at man bliver syg?

Formanden giver til sidst i sit indlæg læger lov til at behandle med midler, der ikke er naturvidenskabeligt belæg for, bare der er lang erfaring for, at de virker. Men denne ret nægter han de alternative behandlere, selvom nogle af disse bygger på erfaring, der er 4-5000 år gamle! Formanden graver grøfter. Og vi andre skal så bruge de næste måneder og år til at dænge dem til igen i et forhåbentligt øget kendskab til og eventuelt øget samarbejde med de kompetente af de alternative behandlere. Dem, som vi ved hjælper deres klienter. Ja, rigtige læger arbejder på naturvidenskabelig grund, men vil ikke nøjes med det.

Niels Bie,

praktiserende læge,

Søndre Molsvej 7,

Knebel