Prøv avisen

Løgn og opdigt

SANDHED OG LØGN At bruge fortællinger, myter, lignelser og andet for at få forkyndt evangeliet betyder ikke, at man ophæver mod-sætningen mellem sandhed og løgn

Gudmund Rask Pedersen skriver nogenlunde midt i sin kronik den 18. januar, at sandhed og fantasi ikke er uforenelige modsætninger. Det vil jeg give ham ret i. Man kan også sige, at sandhed og opdigt eller sandhed og illusion ikke er uforenelige modsætninger. En fortælling er opdigtet, men kan godt være sand trods det. Et teaterstykke opererer ved hjælp af teaterillusionen, men kan alligevel være sandt, fordi det siger os noget sandt om vor tilværelse.

Blot forekommer det mig, at han modsiger sig selv ved i begyndelsen og i slutningen af kronikken at bruge en terminologi, hvorefter den illusion, som enhver fortælling betjener sig af, bliver kaldt løgn.

Fortælling er "langt nærmere beslægtet med opspind, fantasifuldhed og løgn end med faktuel viden. Løgn her brugt som et positivt udtryk", som det hedder. Jo, jeg tror nok, jeg forstår, hvad han mener. Og jeg ville måske heller ikke være faret i computeren, hvis ikke det modsatte stod i midten af kronikken.

Men hvad, der står først og sidst, forudsætter, at sandhed er den dokumentariske sandhed. Det er ud fra den forudsætning, at illusion, fantasi og opdigt kan kaldes løgn. Og så modsiger denne sprogbrug påstanden fra det midterste af kronikken: at sandheden netop ikke er dokumentarisk.

Det er, som om Gudmund Rask Pedersen skruer sin skrue over gevind. Han vil slå det rigtig eftertrykkeligt fast, at sandheden ikke er den videnskabelige sandhed, og kommer så uforvarende til at sige netop det, når han hævder, at løgn og fantasi er identiske. På samme måde skruer for øvrigt Thorkild Grosbøll sin skrue over gevind. Han vil slå fast, så enhver kan forstå det, at man finder Gud i næsteforholdet, og skruer så skruen over gevind ved at fjerne den skabende og opretholdende gud fra sin trosbekendelse.

Det er sandt, som Rask Pedersen skriver, at kristendommen "for troen har et af sine væsentlige fascineringspunkter liggende i dette, at det kan være, det slet ikke passer". Men deraf følger ikke, at kristendommen er en illusion. Det gør det heller ikke, selv om man føjer til, at man skal tro på den for ikke at blive desillusioneret, som Rask Pedersen gør det med et ordspil, der rummer samme selvmodsigelse i sig som resten af kronikken. Man kan blive desillusioneret, hvis man finder ud af, at man har levet på noget, som viste sig at være en illusion. Og det er naturligvis trist på den måde at blive desillusioneret. Men modsætningen er at leve på sandheden, at leve på noget, som ikke siden viser sig at være en illusion.

Der er noget forkert i at bruge sproget imod sproget selv: at sige, at løgn skal forstås positivt, eller at sige, at man skal gå ind under en illusion for ikke at blive desillusioneret. Bredt sagt: Dette, at vi bruger fortællinger, myter, stridssamtaler, lignelser osv. for at få forkyndt evangeliet, betyder ikke, at vi ophæver modsætningen mellem sandhed og løgn.

Sandheden ser anderledes ud, når den ikke er dokumentarisk, men den er der stadigvæk, og den er der stadigvæk i uforligelig modsætning til løgnen.

Ricardt Riis, Carit Etlars Vej 25, Horsens