Lørdagsrefleksioner: Udviklingen i ældreplejen er umenneskelig

Ældrepleje i Danmark. Omsorg for de ældre. Plejehjem i Danmark. Hænder der viser

Jeg vil meget, meget nødig havne i den situation, at ingen gider komme og hjælpe mig, hvis jeg får hjælp behov og får lov at blive så gammel, at det kunne blive aktuelt. Og at der så i stedet kommer robotter, skriver Peter Olesen. Foto: Finn Byrum Denmark / Scanpix

Man sætter pinedød ikke en robot til at hjælpe et stakkels hjælpeløst menneske. Der skal menneskelig kontakt til, skriver Peter Olesen

Jeg vil knagensparkemig ikke vaskes bagi af et vasketoilet eller have hjælp af en robot til at spise. Gud fri mig for at blive gammel i et samfund, der vil vaske mig i bagdelen med et vasketoilet og hjælpe mig med at spise med en robot, hvis min fremtidige fysiske tilstand kræver hjælp til begge dele.

Hvad er det dog for et menneskesyn, der sorterer mennesker fra og sætter robotter og maskiner ind i stedet? Det er skammeligt, og det er direkte menneskefjendsk og uværdigt. Her handler det i den grad om værdighed, respekt og omsorg og ikke om robotter, tak!

Skulle jeg en dag havne i den situation, at jeg ikke selv kan gå på toilettet eller vaske mig selv bagi, så vil jeg altså meget gerne møde et menneske, der kan hjælpe mig. Et menneske, jeg kan se i øjnene og tale med og forhåbentlig have tillid til, som jeg for tiden ser en kær, ALS-ramt veninde have det med sine mange nødvendige menneskelige hjælpere.

LÆS OGSÅ: Kritik: Uværdigt at så mange ældre må gå med ble

Og kan jeg ikke selv spise mere, ikke selv løfte en ske eller gaffel, må jeg så være fri for at få en robot til at hjælpe mig? Aldrig i livet. Så kan regeringens ministre og Kommunernes Landsforening og alle de kloge mænd og kvinder tale nok så meget om nødvendig teknologisk udvikling og frigørelse af menneskelige ressourcer. Jeg giver ikke en pind for den tågesnak! Der er tale om besparelser, er der, og der er tale om tarvelig, uværdig, respektløs og umenneskelig adfærd. Man sætter pinedød ikke en robot til at hjælpe et stakkels hjælpeløst menneske. Der skal menneskelig kontakt til.

Vi fatter ikke, hvorfor vi har så mange arbejdsløse. Men det er der da mange gode forklaringer på. Blandt andet, at vi sparer så mange mennesker væk overalt i samfundet. Ikke kun ved telefonomstillingerne er de erstattet af maskiner. Også DSB har lukket de fleste af sine billetsalgssteder, ligesom de fleste posthuse er nedlagt. Støvsugning er erstattet af robotstøvsugere, og kun få kommuner har erkendt, at den umenneskelige uvikling med robotstøvsugere ikke holder i længden.

Hvad bliver det næste? Mener de kloge folk virkelig, at robotter gør det bedre end mennesker, og at det ikke kun handler om økonomiske besparelser men om frigørelse af ressourcer?

Hold dog op. Jeg tror dem ikke over en dørtærskel. Jeg vil meget, meget nødig havne i den situation, at ingen gider komme og hjælpe mig, hvis jeg får hjælp behov og får lov at blive så gammel, at det kunne blive aktuelt. Og at der så i stedet kommer robotter.

LÆS OGSÅ: "Ingen ændre skal frygte at være overladt til deres børns velvilje"

Hvem finder på det, og hvem finder på at argumentere for det positive i den fjendske udvikling? Den varme hånd, den menneskelige kontakt, det rare blik og det gode smil, det klarer robotten så sandelig ikke.

Jeg føler direkte ubehag, når jeg ser økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) på tv varmt argumentere for denne kolde og kyniske udvikling. Jeg tror ikke et øjeblik på hende. Hvorfor prøver hun ikke selv en uge på den melodi? Ikke at kunne noget mere og så kun blive mødt af robotter?

Her er det, at nogen må sige fra og bede om det menneskelige i dette samfund. Hvad sker der, hvis vi alle efterhånden kan undværes og erstattes af maskiner og robotter? Hvorfor skal vi så være her? Hvad er så meningen med det hele?

Mit meget udmærkede apotek har lige fået en regulær robot til at finde medicinen frem fra lagerhylderne. Hvor mange ansatte sparer den mon på lang sigt? Hvor mange af os er det, vi kan gøre overflødige med den forbaskede udvikling?

Er det virkelig det samfund, vi er ved at udvikle os til, så er der i den grad brug for et oprør og en intens debat om, hvor meget vi skal tillade os at spare økonomisk og samtidig miste på den menneskelige konto.

Jeg græmmer mig og bliver ikke kun bekymret, men også oprigtig forarget, som det vist fremgår med al ønskelig tydelighed. Menneskelighed, tak. Ikke kold, kynisk, mekanisk umenneskelighed. Det er skammeligt at se og høre på!

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, journalist og forfatter Kåre Gade og højskoleforstander Thue Kjærhus