Hospitalspræst: Lad 2017 blive hengivelsens år

Hvis du midt i nytårsforsætterne stadig ender med at prøve for hårdt, løbe for stærkt og konstant søge adspredelse, så prøv også at hengive dig til livet, som det er. Det går faktisk an, skriver hospitalspræst

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

FOR MANGE mennesker giver nytåret anledning til at udtænke alle mulige nytårsforsætter med det håb og formål, at netop dette bliver året, hvor man gør det, man ikke formåede i det forgangne. Eller måske rettere: ”Hvordan bliver jeg i år en bedre udgave af mig selv?”.

Personligt har jeg kun ét nytårsforsæt – det samme jeg har haft i mange år – nemlig at blive bedre til at hengive mig til livets vilkår. Og måske er det i virkeligheden mere en bøn end noget, jeg egentlig sætter mig for.

DER ER NEMLIG noget særligt ved nytåret. Det får mig til at reflektere over, om der er sket noget med den måde, vi forholder os til livets vilkår på. Tendenser ændrer sig, og helt sikkert har noget flyttet sig, men hvorhen?

Et helt konkret eksempel fik jeg, da jeg for nylig mødte en bekendt. Da jeg første gang traf hende til en middag, for et lille års tid siden, var hun vældig optaget af en særlig del af selvhjælpslitteraturen, og vi havde en lang samtale om, hvordan hun drog nytte af den i sit liv. Men sådan var det åbenbart ikke længere.

Hun undrede sig derimod nu over, at hun havde brugt så megen energi på at bilde sig selv ind, at hun blot med en simpel øvelse fra en selvhjælpsbog kunne opretholde kontrol i sit liv. Det var siden gået op for hende, at dét, hun ønskede at opnå, alligevel ikke altid lykkedes. Lige meget hvor hårdt man prøver, hvor meget man sætter sig for, hvor stærkt man løber, eller hvor meget man lader sig adsprede.

Nogle gange må man bare stå stille og hengive sig til livet, som det er, i stedet for at søge efter løsninger på det uløselige. Dét, man som menneske måske slet ikke har magt til at løse. Dét, som måske ikke syner pænt på overfladen, men som dog stadig er en del af det at være menneske.

Hun var netop et godt eksempel på, at der er ved at ske et skift i den måde, vi opfatter os selv på. Vi kan ikke alt blot ved at vende blikket indad. Den erkendelse kan vi blandt andre takke psykologiprofessor Svend Brinkmann for. Han har formået at formidle det vigtige budskab, at vi skal kigge andre steder hen end til vores egen navle efter svar, hvilket ellers er målet for meget af selvhjælpslitteraturen.

Man skal hellere bruge energien på for eksempel at læse en skønlitterær bog eller kysse sin elskede. Og se, det lyder jo rigtig fornuftigt – hvis man vel at mærke formår at læse en bog eller for den sags skyld har en elsket at kysse..., men fred være med det, for hovedbudskabet er tydeligt: Vi mennesker kan eller skal ikke alt selv, og vi løber måske lige lovlig stærkt i vores forsøg på netop det.

PÅ TRODS AF denne nyvundne indsigt er meget dog stadig ved det gamle – blot med nyt fortegn. Forsætterne ligner til forveksling sidste års. Det er muligt, at selvhjælpslitteraturen er trådt i baggrunden, men når vi støder på nogle af livets barske vilkår – håbløshed, afmagt og meningsløshed – går vi straks i løsningsmodus med kurser, terapi eller ”kultur på recept”.

Fine tiltag. Det er ikke rart at være uden håb, magt og mening. Men det er trods alt en del af det at være menneske. Er dét netop problemet – vi vil ikke hengive os til disse menneskelige vilkår? En vanskelig hengivelse, fordi den forudsætter, at vi slipper kontrollen og derfor bliver set som dem, vi i virkeligheden er. Bliver gennemskuet.

I en af Søren Kierkegaards opbyggelige taler, er der et billede, jeg har båret med mig i mange år. Han skriver om, hvordan Solen ikke kan sætte sit aftryk i havet, før det er blikstille. Solen som metafor for Gud, havet for det urolige menneske, der ikke vil lade sig gennemlyse – gennemskue – og derfor er i konstant bevægelse. Vi vil ikke gennemskues i, at vi ikke altid kan leve op til alle de krav som omverdenen – og vi selv især – stiller om konstant at skulle efterstræbe en bedre udgave af os selv. Står vi derimod stille og hengiver os til livets vilkår, så risikerer vi jo, at andre kan se vores svagheder. At vi indeholder det gode såvel som det dårlige. Kort sagt: Vi frygter at blive gennemskuet i al vores menneskelige uperfekthed. Paradoksalt nok er det i sidste ende vores inderste ønske at blive set som dem, vi er, og elsket som bare det. Et ønske, der kræver, at vi slipper kontrollen og lader os falde – lader os hengive. Det forudsætter dog, at vi har troen på, at vi bliver grebet – fordi vi er gode nok, med alt, hvad vi indeholder.

Så hvis du midt i nytårsforsætterne stadig ender med at prøve for hårdt, løbe for stærkt og konstant søge adspredelse, så prøv også at hengive dig til livet, som det er. Det går faktisk an. Også i 2017.

Godt nytår.

Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen , forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen , tidligere biskop Kjeld Holm , sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk .