I Kristeligt Dagblad tirsdag den 5. februar kan vi læse, at skoleuro skyldes søvnmangel. En ny undersøgelse påviser, at danske børn har svært ved at falde i søvn, hvilket påvirker kvaliteten af søvnen og barnets trivsel. Samme undersøgelse giver ingen forklaring på fænomenet, men flere eksperter, blandt andre børne- og ungdomslæge Vibeke Manniche, peger på forældrenes manglende styring, som hun mener nærmer sig omsorgssvigt. Endvidere følger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, op på undersøgelsen ved at påpege, at det er forældrenes opgave at få børnene i seng i ordentlig tid.
På Dansk Skolemuseum kan de fortælle, at der de sidste 71 år ikke har været sat spørgsmålstegn ved mødetidspunktet i skolerne, og det vækker jo undren. I såvel Danmark såvel som i udlandet forskes der i døgnrytmer og søvnvaner, og alle steder når man frem til det samme resultat: Vores døgnrytme er genetisk betinget og styres af såkaldte klokkegener proteiner, hvis længde afgør, om man udvikler sig til et morgenmenneske, som oftest omtalt som A-menneske, eller man er længere om at vågne, men til gengæld kan præstere senere på dagen/aftenen altså er et B-menneske.
Ernæringsforsker ved Uppsala Universitet Maria Lennernäs kalder det et stort samfundsmæssigt og menneskeligt ressourcespild, når hun beskriver den kendsgerning, at vi ikke tager højde for, at B-mennesker først vågner af sig selv tre timer efter A-mennesker, der af samme grund har deres optimale præstation, fire timer før B-mennesket præsterer optimalt. Samfundsmæssigt kan det blive et gode, idet de to typer netop supplerer hinanden. Og da vi ikke længere befinder os i hverken bondesamfund eller tidlig industrialisering, er det på tide at skabe samfundsstrukturer, som passer til de mennesker, som bor og lever her.
Det er på tide, at vi udvider skolernes og institutionernes åbningstider. Forskere fra Umeå Universitet i Sverige har endvidere foretaget en undersøgelse blandt 2000 elever på 7.-9. klassetrin. På 9. klassetrin er der 7 procent A-mennesker og 45 procent B-mennesker, idet forekomsten af B-mennesker er stigende under puberteten.
Lad os fortsat lade de morgenduelige møde som altid, men til gengæld være åbne over for et alternativt mødetidspunkt, for eksempel klokken 10, hvor undervisningen fortsætter til klokken 17 eller 18 med mulighed for fysiske aktiviteter midt på dagen.
Når børnene skal i seng i ordentlig tid skyldes det ene og alene, at vi er fastlåst i et tidstyranni, som ikke tilgodeser de faktiske forhold på arbejdsmarkedet eller de ændrede familiemønstre. I vidensamfundet er arbejdet ikke længere henlagt til tidsrummet 8-16, men de strukturer, som skulle understøtte den enkelte familie fra samfundets side, passer simpelthen ikke til virkeligheden. For virkeligheden rummer ikke længere en bestemt standard, når det gælder familier og dermed børn.
Et senere mødetidspunkt ville betyde, at mange familier kunne få en rolig morgenstund. De kunne tage hjemmefra senere, og deres aftener ville ikke være stressfyldte ved tanken om vækkeurenes kimen, mens det endnu er nat. Og et barn, som ikke skal jages i seng, vil også kunne lære sin egen døgnrytme at kende og finde sit eget behov for søvn. Ingen mennesker kan falde i søvn på kommando heller ikke børn.
Vi er enige i, at det er forældrenes ansvar, at børnene er udhvilede og parate til en ny dag, men er det ikke på tide, at samfundet tager ansvar for at give forældrene rammerne og mulighederne for at indrette en tålelig hverdag, som matcher barnets og den voksnes behov? Og som matcher det samfund, vi har, og ikke det, vi havde.
Camilla Kring er formand for B-samfundet, og Liselotte Kring er landssekretær i B-samfundet