Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning. 

Lad de unge få fred, og lad os sammen normalisere udsvingene, som livet bringer

Vi forældre skal ikke reagere med ekstra opmærksomhed og bekymring, så snart vi ser en krusning i de unges humør. At føle ubehag, usikkerhed og tristhed er en helt almindelig del af det at være menneske

Lad os normalisere udsvingene, som livet bringer, skriver kronikørerne.
Lad os normalisere udsvingene, som livet bringer, skriver kronikørerne. . Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix. .

Om få dage begynder skole- og gymnasielever på et nyt skoleår, og lidt ældre unge på videregående uddannelser. Derfor er der lige nu højsæson for nye og spændende oplevelser for Danmarks unge – og dermed også højsæson for forældre-spørgsmål: Hvordan har du haft det i dag? Har du fået nogle nye venner? Husker du at bruge tid med dine gamle venner? Er der god stemning i klassen? Kan du følge med i spansk? Har du brug for at snakke med studievejlederen? Læser du nok? Sover du ikke for lidt? Hvorfor vil du stoppe til håndbold? Hvorfor skal du ikke til gymnasiefesten på fredag? Du ser lidt trist ud, er der sket noget i skolen? 

Selvfølgelig skal vi forældre interessere os for vores børns trivsel. Vi skal spørge til deres dag og lade dem fortælle, når de vil. Men vi skal ikke reagere med ekstra opmærksomhed og bekymring, så snart vi ser en krusning i de unges humør. Vi skal ikke flytte al vores fokus hen på den unges humør og trivsel. Og vi skal ikke straks foreslå løsninger, der kan få den unges ubehag til at forsvinde.

At føle ubehag, usikkerhed og tristhed er en helt almindelig del af det at være menneske.

Det er helt normalt at have gode og dårlige dage med godt og dårligt humør. Det er normalt at føle sig usikker og sammenligne sig med de andre. Og det er helt normalt at blive frustreret og ked af det, når noget føles svært og uoverskueligt.

Når vi forældre reagerer ved at spørge og spørge og foreslå handlinger, for at få ubehaget til at gå væk, gør vi det normale unormalt. Vi forstørrer problemet gennem det enorme fokus. Og dermed risikerer vi at forværre og fastholde den unges mistrivsel.

Forleden fortalte den 17-årige gymnasieelev Anemone Camphausen i Berlingske og i Go’ Morgen Danmark om netop dette store fokus på unges trivsel. "At man let bliver revet ned i negative følelser, når man taler rigtig meget om dem," og at nogle måske også bruger ordene "stress" og "angst" uden klinisk at have hverken stress eller angst. Flere fulgte efterfølgende gymnasieelevens erkendelser af, at et alt for stort fokus på unges trivsel kan give bagslag.

Vi håber, at den megen debat om unges mistrivsel kan blive mere nuanceret. Vi har brug for at lægge gammel vanetænkning fra os, når vi diskuterer resultaterne af de undersøgelser, der viser, at mange børn og unge mistrives, og at nogle udvikler psykisk lidelse, som angst og depression. Vi har brug for at se på alle bagvedliggende årsager – og turde erkende, at unges mistrivsel ikke (alene) opstår på grund af svære rammer for unges liv – med perfekthedskultur, 12-talsstræben og uanede mængder af valg og krav.

Nyere forskning inden for metakognitiv terapi peger på, at årsagen til blandt andet angst og depression skal findes i mængden af tid, vi bruger på vores negative tanker og følelser. Vi taler her ikke om at pålægge nogen "skyld", men om at vi mennesker er forskellige. Og at vi – når vi erkender årsagen – kan hjælpe os selv og hinanden til at anerkende dårligt humør som en normaltilstand og til at lade det dårlige humør fordufte igen.

Alle mennesker har negative tanker og følelser indimellem, men vi udvikler ikke alle psykiske problemer. Der ser altså ud til, at nogle har sværere end andre ved at lægge de (helt normale) negative tanker fra sig. Nogle mennesker har lært eller har en medfødt evne til at lægge det negative bag sig og komme videre med livet, mens andre bruger megen tid på at tale om, bearbejde, analysere, gruble og bekymre sig. Og det er ifølge en række studier denne proces, der skaber og vedligeholder psykisk lidelse. 

Med afsæt i denne forståelse, har gymnasieeleven Anemone fat i noget helt centralt: Vi kan ikke overvinde mistrivsel, angst og depression ved blot at give negative tanker og følelser endnu mere fokus. Overtænkning kan ikke overvindes med mere tænkning.

Hvad skal vi så stille op med unge i mistrivsel? Der er selvfølgelig reelle problemer, som vi skal tale om, forholde os til og løse. Mobning er helt uacceptabelt og skal håndteres. Sorg efter dødsfald, forældres skilsmisse eller sygdom skal have al nødvendig plads i en periode for så naturligt at vige pladsen lidt efter lidt for det liv, der venter på at blive levet.

Vi forældre bør i stedet lære vores unge at mestre livet, også når det er svært og uretfærdigt. Vi bør vise de unge, at negative tanker og følelser som tristhed, angst, vrede og sorg, er lige så normale, uundgåelige og forbipasserende, som positive følelser, som glæde og stolthed. Vi må lære vores børn at vende sig ud mod livet og ikke bruge timevis dagligt på at gruble over alt det, de mærker i sig selv.

Et stort fokus indad fører naturligt til større usikkerhed end et stort fokus udad. Det er helt normalt at bekymre sig om alt det, der kan gå galt, gruble over alt det, der er sket eller vil ske, bebrejde sig selv for ikke at være gode nok og fokusere på problemer og udfordringer.

Men det er uhensigtsmæssigt i overdreven grad, fordi det forstørrer de negative tanker og følelser. I stedet skal vi – og vores børn – lære at lade de negative tanker og følelser være. Derved skaber vi de bedste betingelser for, at sindet kan regulere sig selv. På samme måde som såret på armen heler sig selv, hvis vi undlader at pille i det konstant.

Når vores unge snart begynder i skole og igen bliver udsat for præstationskrav, konflikter og karakterræs, så lad os lytte til Anemone: Lad de unge få fred, og lad os sammen normalisere udsvingene, som livet bringer.

Sarah Møller, psykolog ved Center for Metakognitiv Terapi, og Pia Callesen, psykolog ved Center for Metakognitiv Terapi.