Prøv avisen
Kirkeligt set

Marie Høgh: Lad de unge være i fred. De skal ud at drikke bajere og danse på bordene

Det er, som om nogen bare insisterer på kristendommens og folkekirkens forfaldshistorie. Småborgerlige reaktionære hører troens undergangstoner i skilsmissestatistikker, homovielser, enlige mødre, sædernes forfald og regnbuefamilier. For kristendommen er gået fløjten og holder derfor ikke sammen på det skøre dekadente samfund. Åh, man bliver så træt, skriver sognepræst Marie Høgh. Illustration: Søren Mosdal

Ungdommen skal ud at jage piger og drenge, drikke bajere, danse på bordene og gøre alt det, der hører et ungt liv til. Og så er det ikke sikkert, de slider lakken af kirkebænken hver søndag morgen, skriver sognepræst Marie Høgh

Der er i grunden altid et herrens hysteri omkring den folkekirke. En værre palaver på kristendommens vegne. For nylig var den rystende nyhed, at ikke-tro er normen blandt Europas unge. Med variation selvfølgelig. I Polen er der ingen panik, her siger 83 procent af ungdommen, at de tilhører en kristen trosretning, men den er selvfølgelig (og paradoksalt nok) helt gal i barmhjertighedsstaten Sverige med kun 18 procent.

Bare lige for en ordens skyld: En stadig stigende del af den svenske ungdom har muslimsk og ikke kristen baggrund. Herhjemme i bøgens og Grundtvigs fædreland vil 34 procent af de unge kalde sig kristne. Og hvad så? Ja, en professor er bekymret for den kristne identitet i Europa, og Brian Arly Jacobsen mener ligefrem, at alarmklokkerne skal ringe i de kirkelig institutioner.

Med al respekt. Rolig nu. Lad dog de unge være i fred. Når man er ung, tror man sig selv udødelig og har derfor ikke brug for Gud. Det opdager man så senere, at man ikke er alligevel. Når man bærer en død til graven, en baby til dåben, eller noget helt tredje.

Ungdommen skal ud at jage piger og drenge, drikke bajere, danse på bordene og gøre alt det, der hører et ungt liv til. Og så er det ikke sikkert, de slider lakken af kirkebænken hver søndag morgen. Og det har ungdommen historisk set aldrig gjort. Kun de missionske kredse kan fylde kirken med ungdom.

Det kunne den brede folkekirkelighed (læs: grundtvigianere) også godt tænke sig. Hør her, kære venner, det er en anden tradition. På den måde er der stadig forskel på grundtvigianere og missionsfolk. Ved nærmere selvransagelse passede præsterne næppe selv deres kirkegang. Medmindre man var erhvervskristen i sin studietid (læs: kirkesanger, kirketjener og lignende). Du kan sagtens have kristendommen med dig som grundklangen i dit liv, som en del af dit stofskifte, uden at det hele livet er lige præsent. 68-generationens børn fik heller ikke kristendommen ind med sutteflaske, og mange har taget det til sig senere i livet.

Det er, som om nogen bare insisterer på kristendommens og folkekirkens forfaldshistorie. Småborgerlige reaktionære hører troens undergangstoner i skilsmissestatistikker, homovielser, enlige mødre, sædernes forfald og regnbuefamilier. For kristendommen er gået fløjten og holder derfor ikke sammen på det skøre dekadente samfund. Åh, man bliver så træt.

Så er der Ateistisk Selskab. Dem sloges vi også med, for Anders Stjernholm med det smarte strithår snupper vores folkekirkemedlemmer. Humanistisk Selskab er vi også trætte af. Ritualer uden Gud, men med tolerance og kærlighed scorer billige point i Politiken. Og dog. For ikke engang det såkaldte Politiken-segment er særlig kristendomsforskrækkede.

Og medierne driller os. Ved hver kirkelig højtid trækker man en træt gammel krikke af stalden med oplysning om, at det ser skidt ud for folkekirken. Der er ingen, der gider gå i kirke. Dåbstallet rasler ned, medmindre man lige trækker alle ikke-kristne indvandrere fra.

Men hvis det virkelig var gået efter alle (kirke)sociologers, religionseksperters og fremtidsforskeres beregninger, ja, så var kirken lukket og slukket for længst. Og Kristeligt Dagblad havde nok også drejet nøglen om.

Nu kan det så være, at folkekirken lukker. Ikke permanent, men arbejdsmarkedskonflikten giver rystelser i folkekirken. Panik i præsteforeningen og provsteriet. Og et helligt hykleri breder sig blandt nogle strejke- og lockoutramte præster med helt utrolig nedadvendte mundvige. De tjener nemlig kun Gud, helst ingen penge og anklager staten for at forhindre religionsudøvelse.

Slap nu af. 370 lockoutede eller strejkeramte præster sender ikke hele Danmark på åndelig sultekost. Små 2000 præster holder butikken kørende de få dage, konflikten eventuelt varer. Og alle bliver begravet, konfirmeret, døbt, gift, og hvad man ellers ønsker sig før eller siden.

Folkekirkemedlemmerne tager det tilsyneladende med ophøjet ro. De ved godt, at en præst ikke betaler med Gud eller sit kald i Brugsen, men er en del af samfundet og arbejdsmarkedet. Og alligevel er samvittighedsfuld og ydmyg i sin gerning.

Men kære alle. Hør her: Det er påskelørdag og i kvæld blev der banket på Helvedes port. I morgengry sprang Guds Søn over det svælgende dyb til De Dødes Rige. Stjernerne blegned, hængsler fløj af Helvedes porte, lys vældede ind med styrke og glans, så selv de sorte Djævle fik farve som guld. Kristus kaldte på Adam og sagde, at også verdens første mennesker skulle opstå og vandre med Ham i liv og lys ind i Guds evige rige.

Sådan blev Helvedet tømt og affolket. Kun døden sidder alene bedrøvet tilbage. For Kristus tager alle de hensovne, hvert et menneske med op gennem mørket, slukker vores dødningesorg og ser to guldtårer falde ud af vores milde soløjne, vi arvede af Eva.

Guds Søn haver Helvedet gæstet og rydder al vores religionsroderi, kirketællinger, sort overtro, reinkarnationspræster, hestehviskere, humanistiske ceremonimestre, imamer og andre bekymringer af vejen. Han er opstanden. Halleluja. Det er ikke til at tro. Men folk går fuldstændig frivilligt i kirke for at høre det.

Det er utroligt, det er opløftende og gør alle dommedagsprofetier til skamme. For kirken har altid en fremtid, når den forkynder Guds tid. Så derfor: Sænk skuldrene og glædelig påske.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.

Ungdommen skal ud at jage piger og drenge, drikke bajere, danse på bordene og gøre alt det, der hører et ungt liv til

Marie Høgh, sognepræst