"Lad dog medarbejderne i sundhedsvæsenet selv beslutte, hvad der er vigtigt"

Politikerne burde udvise mere ydmyghed over for et sundhedsvæsen, de ikke forstår. Det mener de praktiserende lægers tidligere formand Christian Freitag, der nu selv vil i Folketinget

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Sundhed står til at blive det dominerende tema i den kommende valgkamp, viste en Megafon-rundspørge i juli. Det skorter ikke på slagkraftige emner at tage af for markeringsivrige politikere, der søger folkets gunst i stemmeboksen. For hvem af dem kan løsne knuden med de voksende ventelisterne til undersøgelser og operationer? Skaffe flere praktiserende læger i yderområderne? Eller afhjælpe den kroniske mangel på personale på vores plejehjem? Og manglen på sygeplejersker alle vegne? For slet ikke at tale om det længe forsømte smertensbarn – psykiatrien.

Men inden folketingskandidaterne kaster om sig med løfter, der tager sig godt ud i en vælgerpjece, burde de måske begynde med at erkende, at de er dybt vand. Det mener Christian Freitag, tidligere formand for De Praktiserende Lægers Organisation, PLO, som i juli udtalte til online-mediet Sundhedsmonitor, at ”Christiansborg simpelthen ikke er dygtig nok til at træffe de rigtige beslutninger.” Nu stiller han selv op til Folketinget for Det Konservative Folkeparti. Freitag er praktiserende læge i det velhavende Holte og stiller op i Slagelse-kredsen, hvor den socioøkonomiske profil og middellevealderen er noget mindre gunstig end i hans hjemkommune.

Du mener ikke, at politikerne – måske dine kommende kolleger – ikke er dygtige nok til at lovgive om sundhed. Men det er jo deres opgave?

”Det er naturligvis ikke fordi, jeg synes, at politikerne er dumme. Men sundhedsvæsenet er en meget kompleks størrelse, hvor de tre aktører – regionerne, der driver sygehusene, kommunerne, der nu skal overtage flere og flere opgaver fra sygehusene samt de praktiserende læger, der nok er private erhvervsdrivende, men honoreres af det offentlige – skal samarbejde. Det er en kæmpe udfordring at få det til at fungere. Der er masser af eksempler på, at de initiativer til løsninger, der kommer fra politikerne, dør undervejs, fordi de alligevel ikke passer til den dagligdag, der er i sundhedsvæsenet. Tag eksempelvis nærhospitalerne. Det er svært at finde ud af, hvad præcist deres opgave skal være. Eller hvem der skal være ansat der, når der er stor mangel på sundhedspersonale. Det er meget vagt beskrevet i det politiske oplæg; som om, at man bygger dem først og finder bagefter ud af, hvad de skal bruges til. Når det gælder etableringen af såkaldte sundhedsklynger, der netop skal gøre samarbejdet mellem praktiserende læger, kommunerne og det enkelte sygehus mere smidigt, er den grundlæggende idé god. Her er detaljegraden i bemærkningerne til loven til gengæld meget, meget overvældende: 15 sider, der mere handler om politiske hensyn til aftaleparterne end om, hvordan klyngerne i praksis skal fungere for personalet og patienterne.”

Hvad skal politikerne gøre, så de hverken gør for lidt eller blander sig for meget?

”Jeg ville ønske, de ville gå lidt mere ydmygt til værks. At de ville erkende, at de ikke kender til dagligdagen derude, og i stedet inddrage de fagprofessionelle mere. Lad dog medarbejderne selv beslutte, hvad der er vigtigt, så de i praksis finder ud af at samarbejde – dét ved vi, virker. Politikerne har desværre for vane at foreslå politiske projekter, der skal sælges i en valgkamp, men som man som ansat i sundhedsvæsenet ved, ikke er realistiske.”

Hvad er det så, netop du kan bidrage med, hvis du bliver valgt ind?

”Ja, jeg kommer i alt fald ikke med nye, store, detaljerede forslag til løsninger. Hvis jeg i stedet kunne få mine politikerkolleger til at trække sig lidt tilbage, så er det første skridt. Og med hensyn til det borgernære sundhedsvæsen bør vi sætte en erfaren praktiserende læge sammen med overlægen fra sygehusets medicinske afdeling og koble en erfaren kommunal sygeplejerske på. Det er hverken PLO, sygehusdirektøren eller borgmesteren, der skal drive det her. Det er en kultur, der skal skabes nedefra.”

Det lyder næsten flippet. Er du sikker på, at du hører hjemme os De Konservative?

”Vi ved, at den slags virker – så kan du kalde det flippet; det handler om at sætte fagligheden fri og vise medarbejderne tillid. Jeg tror på, at medarbejderne er ansvarsfulde og ønsker at gøre deres arbejde så godt som muligt. Tillid skaber et bedre arbejdsmiljø end styring, kontrol og detailregistrering. Det skaber tværtimod stress og angst for at begå fejl. Den alvorlige rekrutteringskrise, vi har i sundhedsvæsenet, er også en stemnings- og tillidskrise, og den kan vi ikke løse, hvis vi ikke skaber et bedre arbejdsmiljø. Vi kan jo ikke tvinge folk ind på uddannelserne. Og 3000 kroner mere i lønningsposen mister hurtig sin effekt, hvis arbejdsmiljøet er dårligt. Det betyder ikke, at vi slet ikke skal registrere, eller at alt, der er sket i sundhedsvæsenet de seneste 20 år er kritisabelt - der var brug for bedre ledelse og fokus på, hvad samfundet får for skattekronerne. Men nu er vi et sted, hvor det ikke giver mening at hive mere "produktion" ud af sygehusene.”

De fleste politikere udgår helst diskussioner om prioriteringer. Hvad med dig?

”Vi bliver nødt til at prioritere. Det gør politikerne i øvrigt hele tiden, når de bevilger midler til udvalgte områder, så der bliver tilsvarende færre midler til andre områder. Derfor synes jeg, at idéen om et nationalt medicinal- og behandlingsråd er god – her er det hensigtsmæssigt med nogle overordnede rammer. Men beslutningen omkring den enkelte patient skal ligge ude hos den behandlende læge og sygeplejerskerne. Vi bliver alle nødt til at acceptere, at der må være en grænse for både undersøgelser og behandling. Læger skal blive bedre til at formidle, at en god beslutning også kan være at sige stop. Og patienterne skal alle blive bedre til at kunne rumme den erkendelse. I dag går mange læger nok ofte alt for langt, fordi de er bange for en klagesag.”

Du stiller som Holte-læge op i Slagelse. Er ulighed i sundhed et tema for dig?

”Det er først og fremmest ikke i sundhedsvæsenet, at den ulighed gør sig gældende, desværre. Meget handler om en persons genetik, miljø, og uddannelse – alt dét, der ligger uden for selve sundhedsvæsenet. Men når det er sagt, bør vi være endnu mere opmærksomme på, at der er borgere, der har dårlige forudsætninger for at kunne navigere i et komplekst sundhedsvæsen og at de af den grund får en dårligere behandling. Jeg har da ofte selv tænkt, at mine velfungerende patienter i Holte egentlig godt kunne være mere tilbageholdende i deres krav.”

De Konservative har tidligere ønsket flere private initiativer i sundhedsvæsenet. Hvor står du?

”Der er jeg ret klar i spyttet: Når det kommer til selve opbygningen af sundhedsvæsenet, skal det være skattefinansieret, og sygehusene bør også fortsat være offentlige. Men det private kan stadig godt være med til at løse nogle venteliste-pukler indenfor eksempelvis kirurgi og fertilitet. Det kan de måske endda gøre billigere for alle parter, fordi de ikke har de samme forpligtelser til at kunne rumme alle patienttyper eller skal bruge ressourcer på at uddanne og efteruddanne personalet. Men selvom det kunne gøre mig til en meget velhavende læge, hvis mine patienter kunne tilkøbe mere konsultationstid, så er det absolut ikke noget, jeg går ind for. Jeg er grundlæggende tilhænger af den struktur, sundhedsvæsenet har i dag.”