Lad ikke dårligt tv ødelægge god radio

Radio og tv er to vidt forskellige medier. Og det må være et udtryk for rettidig omhu at pege på det uheldige i, at der desværre er en tendens til, at DR søger at udligne forskellighederne, skriver Leif Hjernøe

Medens tid er, må det her være på sin plads atter engang at gøre opmærksom på, at radio og tv er to vidt forskellige medier. Og det må være et udtryk for rettidig omhu at pege på det uheldige i, at der desværre er en tendens til, at DR søger at udligne forskellighederne.

Det er heldigvis stadigvæk sådan, at det især i radioens P1 lykkes at fastholde nogle karakteristiske træk ved den traditionsrige institution og at udvikle nogle klassiske dyder i den daglige afvikling af programmerne. Rene ord for licensen er at vise respekt for publikum.

Det kommer til udtryk ved, at der endnu gives god tid til foromtale af udsendelsernes indhold på en fyldestgørende måde, vel at mærke i et letfatteligt sprog, og ved at vise det hensyn til lytterne, det er at orientere om eventuelle genudsendelsers oprindelige tilblivelsestidspunkt.

Jeg holder eksempelvis også meget af, at P2’s Helle Kristensen sædvanligvis omhyggeligt sørger for at nå at gøre rede for indholdet af morgenandagten i Københavns Domkirke – både inden og efter transmissionen. Nås det ikke, sker det altid med en beklagende forklaring.

Da DR desværre i årenes løb har skilt sig af med fortidens dygtige lydteknikere, er radioens journalister – ligesom i tv – jævnligt henvist til at kæmpe tappert med alt for mange og derfor skæmmende tekniske problemer. I radioen undskyldes de, i tv forbigås de alt for tit i tavshed.

Hvad det sidste angår, så er der især tale om forsømmelser, der har at gøre med tv-folks ejendommelige forhold til deres billedmedium. De har i alt for mange tilfælde ikke sans for, hvad seerne har brug for: tydelig og fastholdt navneskiltning, tydelig tale og tydelige billeder.

I flere af DR 1’s udsendelser glemmer både værter og deltagere, at seerne også gerne vil se, hvad der for eksempel skrives på små tavler. Der er ofte tale om mange ”fantastiske” genstande, men vi får kun en brøkdel at se. Modsat er det med de medvirkendes ansigter.

Der er andre tv-manerer, som umærkeligt er ved at snige sig ind i radioen. Man taler ikke kun, man snakker. Man snakker i munden på hinanden. Og ikke nok med det, man griner højlydt, larmende, ubehersket, uklædeligt og til tider pinligt umotiveret.

I tv er der for megen ufrivillig komik. Det minder om det tumpede familiemedlem, der skraldgriner ad egne vittigheder før alle andre i stil med ”Musse” Skjold Hansen i ”Matador”, herligt bevidst fremstillet af skuespilleren Birthe Backhausen (1927-2005).

Uoverensstemmelser mellem tv-rammer og deres indhold viser sig også derved, at det er i radioens ”P1 Eftermiddag”, publikum bliver bedst orienteret om kunst og arkæologi. Begge dele er ellers oplagte emner for billedmediet tv.

Men se om de selvoptagne skærmtrolde forstår det. De er alt for opsatte på at omsætte ”den slags” til penge og point i quizzer, auktioner og konkurrencer. Det er dårlige tv-manerer, som gode radiofolk også forstår at fravælge.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.