Hold hovedet koldet og hjertet varmt

Vi må ikke lade frygten styre os efter tragedien i Paris, tværtimod må vi tænke rationelt og tackle debatten om ekstremisme anderledes, end vi plejer. Det skriver frivillig i dansk flygtningehjælp

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Markku Rainer Peltonen.

EFTER EN FORFÆRDELIG episode som den massivt mediedækkede tragedie i Paris er det vigtigt, at vi ikke lader frygten styre vore kommende handlinger.

At vende den anden kind til angsten vil være en reaktion, som kan vise de fanatikere, der stod bag skyderierne den 7. januar, at deres terroriserende handlinger ikke havde den ønskede effekt.

Det er for let og forudsigeligt, hvis vi vestlige lande reagerer med udlændingestramninger på det politiske niveau og flere mistroiske blikke befolkningen imellem. Hvis vi virkelig vil bekæmpe fremtidige ubehageligheder fra hjernevaskede ekstremister, må man betragte det som givende at svare tilbage ved at bevise over for disse, at de ikke kan stoppe forskellige kulturer i at leve fredeligt side om side med ytringsfriheden som en af samfundets selvfølgeligheder.

Det kræver dog, at vi hanker op i os selv og lader rationaliteten råde over vore handlinger. En sådan selvkontrol er dog svær at manøvrere i dage som disse, hvor angsten truer et helt Europa - ikke mindst på grund af mediernes massive dækning af begivenheden.

DEBATTEN BLUSSER OP igen, som den tidligere har gjort så mange gange, og generaliseringer trives i bedste velgående.

De kommer til udtryk i den offentlige debat, men også hjemme i stuerne, hvor familier og venner sidder klinede til skærmene.

I andre stuer sidder indvandrerfamilier og ryster i bukserne, for de er godt klar over, at de skræmte europæeres skulende blikke bliver mere dystre at møde på gaden i den kommende tid på trods af indvandrernes selvfølgelig lige så store afstandtagen til frygtelighederne.

Man må appellere til, at vi i Danmark tackler debatten om ekstremisme anderledes, end vi plejer.

I stedet for at lade bagmændene for massakren få succes med at sprede frygt og had, vil jeg ønske, at vi til en start i Danmark indser, at vi må kæmpe sammen mod ekstremismen. Og her er det altafgørende, at det ikke bliver en kamp mod kulturelle udskejelser, men i stedet en kamp for at forstå de små forskelle og udskejelser, der nu engang opstår, når to kulturer mødes. Sommetider lader det nemlig til, at vi glemmer, at Europas flygtninge netop er flygtet fra de selvsamme ekstremister i deres hjemland, som nu forsøger at sprede frygt i Vesten.

Og muslimerne i Europa ønsker lige så lidt som vi, at voldelige handlinger finder sted i vores ellers fredelige samfund.

Sammen bør vi derfor alle sørge over den forfærdelige parisiske hændelse, og sammen skal vi komme videre. Således vil vi undgå, at frygten griber om sig, og således vil vi give et bæredygtigt modsvar til de terrorister, der blasfemisk påberåber sig Guds navn.