Prøv avisen
Kirkeligt set

Fatter I kirkefolk, hvad det betyder, hvis vore kirkebygninger fredes?

Tegning: Peter M. Jensen. Foto: Jens Nørgaard Larsen

Kan I så forstå det, kære menighedsråd og præster? I skal bestandigt kæmpe imod fredning af kirkebygningerne. Undtagelsen i fredningsloven skal opretholdes. Men det sker ikke, hvis kirkens folk sover i timen, skriver tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V)

Ugen begyndte med fest. Stor fest. Menighedens fødselsdag.

Den danske menighed fylder ganske vist ikke meget mere end 1000 år. Vi bor jo i udkanten af Europa og ville først sent modtage kristendommen. Mange af vore indvandrere, som for eksempel armeniere, assyrere, kaldæere og koptere udgør menigheder, der er flere hundrede år ældre end danernes menighed.

Men fælles for menighederne er pinsedag. I den første fødselsdag deltog netop en international præget menighed, der talte flere folkeslag med hvert deres modersmål. Netop i pinsen bliver vi mindet om, at vi i Danmark udgør en menighed, der er langt yngre end de kristne menigheder i Europa og Mellemøsten.

I Helligtrekongers Kirke i Vallensbæk var der på fødselsdagen lys og sol og udsigt til tusinder af blomstrende pinseliljer og græssende heste lige udenfor. Når kirkegængeren betragter præsten på prædikestolen, glider blikket let videre igennem glasvæggen. Vallensbæks gamle middelalderkirke fylder billedet.

Her på Københavns Vestegn i Vallensbæk gamle landsby blev middelalderkirken for lille, så der måtte bygges en ny og større kirke ved siden af den gamle.

Menighedsrådet passer og plejer omsorgsfuldt begge kirker og kirkernes omgivelser. Her er ikke tale om at lukke kirker, men om at åbne en ny ved siden af den gamle.

I andre dele af landet bliver menighederne mindre, men de gamle kirkebygninger med kirkegårde og nogle steder gamle præstegårde passes og plejes med stor omhu. Ikke som museumsbygninger, men som bygninger, der bruges. Kirkebygningerne er ikke fredede. Kirkerne, hvoraf langt de fleste stammer tilbage fra det gigantiske kirkebyggeri i middelalderen, hvor enhver nok så lille landsby fik sin egen stenkirke, er menighedernes og ikke fredningsmyndighedernes.

Der kommer af og til tåbelige forslag om, at kirkerne skal fredes. Har de kære mennesker, da slet ikke tænkt sig om. Fatter I kirkefolk, hvad det betyder, hvis vore kirkebygninger fredes? Så kan I regne med, at der ikke bliver fred, men tværtimod ufred.

Det kan være galt nok i forvejen. Kirkerestaureringer forløber ikke altid uden konflikter mellem menighedsråd og diverse ekspertinstanser, der ikke altid har lige let ved at forstå, at kirkerne ikke er museer, men gudstjenestehuse, der bruges.

I forvejen er alle landsbykirker en vidunderlig stilblanding, der viser hele kirkehistoriens og kunsthistoriens forløb. Er der noget sted, hvor den almindeligt dannede, der er i besiddelse af lidt viden om historien kan se kontinuiteten, så er det i vore gamle kirker. Den måde kirkekunsten er sat sammen på gennem århundreder ville aldrig være blevet tilladt af nutidens eksperter, hvis de var blevet spurgt dengang. Man smed alle helgenbillederne ud og erstattede de katolske altertavler med kedsommelige katekismustavler med formanende skriftsteder.

Stolestaderne og deres bemaling er ikke lige smukke alle steder, og lokale maleres billeder kan skygge for middelaldervinduet i kirkens apsis.

Men i dag synes vi, at det hele udgør et herligt vidnesbyrd om vore forfærdres historie. Fredet er kirkerne heldigvis ikke.

Hvad der kommer ud af fredningsbestemmelser, har Kristeligt Dagblad omhyggeligt gjort rede for og vittigt kaldt sagen ”Klinke-gate”. Der er præstegårde, der er fredede, så der ikke må slås et søm i væggen uden tilladelse fra eksperterne. Nu har et ulydigt menighedsråd udskiftet klinkerne i et gulv i en præstegård på Midtsjælland. Klinkerne blev lagt forkert ifølge eksperterne og skal brækkes op og vendes, så de ikke ligger diagonalt. Udgift: en halv million kroner. Menighedsrådet truer med retssag. Men glem dog alt om sagsanlæg. Lad klinkerne ligge og lad os se, om Kulturstyrelsen virkelig vil rejse sag og sende fogeden af sted for at brække klinkerne op.

Tænk, hvis ikke kun visse præstegårde, men alle kirker hørte under fredningsloven og bureaukratiet. Kan I så forstå det, kære menighedsråd og præster? I skal bestandigt kæmpe imod fredning af kirkebygningerne. Undtagelsen i fredningsloven skal opretholdes. Men det sker ikke, hvis kirkens folk sover i timen. Jeg taler af erfaring. Det generer eksperterne, at kirkerne er undtaget fra fredningsloven og flere sidder på spring for at grabbe til sig. Ændringen kan komme som en tyv om natten.

Kirkerne er vore gudstjenestehuse, som menighederne selv skal bestemme over. Jeg forudsætter naturligvis, at I altid spørger eksperterne til råds og lytter til gode og saglige råd. De er jo heldigvis de fleste. Men afgørelserne og ansvaret ligger hos menighedsrådet.

Sådan bør det være til evig tid.

Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, biskop over Århus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye