Sørine Gotfredsen: Lad os ære det tabubelagte på ny

Mens tabuet i moderne forstand næsten entydigt ses som noget negativt, tjente det tidligere til også simpelthen at holde det onde i skak og sondre mellem det tilladelige og ikke tilladelige

"Jo mere rummet er ryddet for det tabubelagte, desto friere kan alle slags kræfter hærge," skriver sognepræsten.
"Jo mere rummet er ryddet for det tabubelagte, desto friere kan alle slags kræfter hærge," skriver sognepræsten. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Ved et øjebliks distraktion kom jeg forleden til at se et klip fra et gammelt afsnit af ”Kender du typen?” på DR 1. De to livsstilseksperter skulle finde frem til identiteten på en kvinde i et parcelhus ved Aarhus og fik blandt andet til opgave at gætte, hvilket produkt hovedpersonen bruger, når hun har menstruation.

Livsstilsekspert Anne Glad reagerede ved begejstret at prise, at dette fænomen ikke længere i samme grad som før er forbundet med tabu. Tabu? Ja, jeg ved godt, at religiøse regler gennem historien har tabubelagt menstruationen, men i dag drejer det sig vel snarere om, at vi forbinder den med noget meget privat. Anne Glads sprogbrug er imidlertid interessant og afslører, i hvor høj grad det i dag tages for givet, at alt angående det kropslige kollektivt skal gennemlyses.

Denne arv fra 1968 lever i dag i sprog og mentalitet, den gennemsyrer ikke mindst den ulideligt lette mediesamtale, og spørgsmålet er, hvordan den påvirker børnene og deres mulighed for at værne om sig selv. Hvilket de virkelig har brug for at kunne.

I mandags diskuterede man på TV 2, hvad vi stiller op med den skræmmende mængde iskolde krænkere, der huserer i det digitale rum. De kontakter børn og manipulerer dem ind i en relation, hvor de måske ender med hjemme fra børneværelset at sende billeder af sig selv og havne i en frygtelig situation.

TV 2-debattørerne var enige om det vigtige ved som forældre at have børnenes tillid, så de fortæller, hvad der foregår i det ulyksalige net-univers, og det giver jo mening. Men derudover kunne man lære sine børn, at kroppen er privat, og at ingen har ret til at mase sig ind på den. Man kunne genopdage en del af begrebet tabu, som mange desværre har lært at foragte, men som jo også tillader mennesket instinktivt at trække en grænse dér, hvor andre intet har at gøre.

Ifølge ordbogen betyder ordet tabu, at noget er uacceptabelt at sige, og mens mekanismen kan være forkrampende, det er sandt, kan vores stræben efter at udrydde ethvert tabu måske bidrage til at gøre børn og unge endnu mere forsvarsløse i hænderne på dem med dybt beskidte hensigter.

Hvis man både i skolen, i medierne og i materialet fra Sex & Samfund opdrages i troen på, at frisind er godt, mens grænser og tabuer er af det onde, kan det måske blive svært at genkende øjeblikket, hvor grænsen i dén grad er på sin plads.

Mens tabuet i moderne forstand næsten entydigt ses som noget negativt, tjente det tidligere til også simpelthen at holde det onde i skak og sondre mellem det tilladelige og ikke tilladelige. Den sondring må ikke mistes, for jo mere rummet er ryddet for det tabubelagte, desto friere kan alle slags kræfter hærge.

Derfor er det et skidt tegn, når vi ofte i dag som noget selvfølgeligt opfatter tabuet som noget, der skal bekæmpes. For så mangler man muligvis forståelse for, at det mest intime ved kroppen er privat, og at man er i sin fulde ret til at insistere på at være netop det. Helt privat. Også når man er et barn.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.