Lad os anerkende de brave koldkrigere

”Min farfars hemmelig krig” var både koldkrigs- og familiehistorie, historien om et hemmeligt netværk og de hemmeligheder, som også er hemmeligheder for de allernærmeste, skriver Jesper Bacher.

Instruktøren Ida Grøn har lavet en dokumentar om sin farfar. Udsendelsen blev vist på DR 1 i onsdags.
Instruktøren Ida Grøn har lavet en dokumentar om sin farfar. Udsendelsen blev vist på DR 1 i onsdags. . Foto: Bullitt Film/DR.

Man skulle være et misantropisk skarn, om man savnede den kolde krig. Jerntæppet ned gennem Europa, Øst- og Vestblokken og risikoen for et atomart ragnarok er heldigvis en saga blot. Alligevel er jeg på en måde glad for, at jeg husker slutningen af den kolde krig. Det skærpede den demokratiske bevidsthed, at frihedens fjender var så nærværende og markante, og min første politiske overbevisning var en udtalt antikommunisme.

Den kolde krig blev heldigvis ikke varm, i hvert fald ikke i Europa og USA, men bag linjerne blev der også kæmpet, og kom det ikke til store slag, så kæmpede efterretningstjenesterne deres slag. Således oprettede den amerikanske efterretningstjeneste CIA hemmelige netværk i de vestlige lande, deriblandt Danmark, der i tilfælde af invasion fra Østblokken skulle tjene som femte kolonne bag fjendens linjer, berede vejen for en modinvasion og holde et vågent øje med de kredse, som kunne mistænkes for demokratisk illoyalitet.

Var instruktøren Ida Grøns farfar medlem af et sådant netværk? Det var spørgsmålet i dokumentaren ”Min farfars hemmelige krig”, som onsdag aften løb over skærmen på DR 1. Det var Ida Grøns far, som havde fået hende på sporet, og efterhånden var der fremkommet flere indicier på, at den tidligere modstandsmand og respekterede tandlæge fra Haderslev havde spillet en ledende rolle i et hemmeligt netværk under dæknavnet ”Viben”. Måske var farfaderen ikke elevatorfører under sit ophold i 1950’ernes USA, men snarere i CIA-træning, og måske opkøbte han og andre store områder ved den jyske vestkyst med henblik på at skabe et brohoved for en allieret invasion.

Direkte adspurgt nægtede farfaderen nogen forbindelse til CIA, men svarene havde en henholdende og tvetydig karakter, som gav yderligere næring til spekulationerne. Det var antydninger, men ingen rygende pistol, selvom farfaderen sov med en skarpladt pistol under hovedpuden til op i 1980’erne.

Ida Grøn ville høre, om hendes farfar følte sig generet og irriteret over de yngre generationers nysgerrighed, men det nægtede han også. Den gamle hædersmand tog deres undersøgelse med ophøjet ro og var faktisk lidt imponeret over det materiale, Ida Grøn og hendes far havde gravet frem.

”Min farfars hemmelig krig” var både koldkrigs- og familiehistorie, historien om et hemmeligt netværk og de hemmeligheder, som også er hemmeligheder for de allernærmeste. Ida Grøn havde tilbragt glade somre i familiens sommerhus ved Vestkysten, men i lyset af sine undersøgelser forstod hun, at sommerhuset måske også var valgt for sin militærstrategiske placering og spurgte: ”Hvad er så egentligt trygt, når det kommer til stykket?”.

Ja, i den grumme verden, som Ida Grøn heller ikke kan være for grøn til at kende, må trygheden værnes, hvis den ikke skal gå fløjten. Har hendes farfar været med til det, så skulle man vel bare sige tak og lade hans hemmelige liv gå i graven med ham. Vi behøver ikke kende alle navne for at anerkende de brave koldkrigere, som ikke tøvede, da der blev kaldt.

Jesper Bacher er sognepræst.