VORES FOLKEKIRKE er overvejende blevet en præstekirke. Mange opfatter gudstjenesten som præstens gudstjeneste. Men gudstjenesten er menighedens gudstjeneste med lovsang og tak til den treenige Gud. I gudstjenesten fejrer menigheden påskemorgens budskab – Jesus Kristus er opstanden til frelse for os alle sammen.
Mit nytårsønske for det lutherske jubilæumsår skal derfor være, at alle sogne – lægfolk og præster – drøfter gudstjenestens form og indhold. Og at der efter drøftelsen holdes gudstjenester, hvor også lægfolket medvirker.
2017 er jubilæumsåret for Martin Luthers reformationstanker og konkrete tiltag. Jubilæumsåret må dog ikke kun blive en hyldest af hans teologiske og dogmatiske formuleringer. Med jubilæumsåret må vi udleve, at Martin Luther ikke har levet forgæves.
Det gør vi blandt andet ved, at vi i menighederne efterlever den flotte formulering ”Vi er alle præster for Vorherre”.
Ethvert menneske, der er krøbet ud af dåben, kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave, selvom det ikke sømmer sig for enhver at udøve sådan et embede, skriver Luther.
Dette syn kalder vi det almindelige præstedømme. En så vigtig grundholdning i forhold til vores kirkeliv og særdeles i forhold til gudstjenesten.
Mit ønske i jubilæumsåret er inspireret af to indlæg her i Kristeligt Dagblad det seneste halve år. Provstisekretær Erik Villy Rasmussen skrev i forsommeren: ”Jeg ville så gerne, men orker ikke mere. Jeg er stoppet med at gå i kirke, for gudstjenesterne fanger mig ikke.” Og den 7. november skrev tidligere sognepræst Ole Juul: ”Hvor er det myndige lægfolk?”.
Mange holder af vores gudstjeneste, også som den er søndag formiddag.
Udfordringen for os som kirke er, at der også er mange, der ikke deltager i gudstjenesten, fordi den ikke rører den hverdag og det liv, de lever. Gudstjenesten er blevet en forestilling, hvor de på afstand ser til. Det er en udfordring, vi må forholde os til – og for mig også gøre noget ved. Lad jubilæumsåret være året, hvor det almindelige præstedømme træder frem og viser sin myndighed.
Vi behøver ikke en ny reformation for at efterleve og udleve Martin Luthers tanker om reformationen.
BISKOPPERNE HAR NEDSAT et udvalg, der skal arbejde med liturgi for søndagsgudstjenesten. For mig at se er det et fagudvalg. Jeg kan ikke se, der er repræsentanter for kirkens lægfolk. Svaret vil nok være, at udvalgene har to år til deres arbejde, så skal deres arbejde kommenteres og drøftes. Men hvorfor er der ikke allerede nu lægfolk med i disse udvalg?
For mig er kirkens lægfolk et myndigt lægfolk. Opleves de ikke som værende myndige, må de have mulighed for at være det.
Det er et dilemma, at jeg opfordrer landets biskopper, provster og os præster til at sætte åbne rammer om gudstjenesterne, så menigheden også der kan vise sig som et myndigt lægfolk.
Ved at arbejde med gudstjenesten vil lægfolket blive styrket i sin indlevelse i kirkens liv. Også styrket i det fællesskab, et myndigt lægfolk udgør.
Jeg mærker, der er røster fra det myndige lægfolk om at være med til at præge kirke- og gudstjenestelivet. Derfor opfordrer jeg biskopperne til i jubilæumsåret, at der laves lokale gudstjenesteforløb også om søndagen. Efterfølgende må det vise sig, hvad der er holdbart.
Er det for meget med hele jubilæumsåret, så opfordrer jeg til, at man laver to-tre gudstjenester helt efter menighedens ønsker. Lad menigheden, hvor præsten også hører til, udtrykke sin tak til Gud gennem deres gudstjeneste.
Lad det myndige lægfolk få lov til at være et myndigt lægfolk.
Jens Christian Meldgaard er sognepræst i Vadum.