”Ja, så må alternativet jo være totalitarisme,” siger den unge ukrainske kvinde til mig med et stort grin. Det er fredag den 26. maj, og jeg er inviteret til at holde oplæg om Grundtvigs tanker om menneske og samfund for en gruppe unge ukrainere (primært kvinder, og fraværet af mænd er rungende), der er på besøg i Danmark i en uge for at møde det danske samfund og gøre sig egne tanker om opbygningen af et ukrainsk ditto. Besøget er arrangeret af Det Danske Kulturinstitut, og gruppen har blandt andet besøgt Krogerup Højskole og Christiansborg, nu skal de tale med mig, og om lidt skal de med bus hjem til Ukraine.
Jeg fortæller om Grundtvigs skepsis over for flertalsafgørelser – og vi taler om, at enhver flertalsafgørelse jo efterlader et mindretal. Og på spørgsmålet om, hvad man stiller op med mindretallet, svarer de præcis, som jeg ofte hører unge mennesker i Danmark svare: dialog, dialog, dialog. Og hvad så i de tilfælde, hvor man ikke kan finde frem til kompromiser? ”Ja, så må alternativet jo være totalitarisme,” lyder svaret. Med et grin. For vi er klar over, at det ikke er løsningen – og at vi samtidig bevæger os ud i noget, der er svært.
I år ser et nyt initiativ dagens lys. Initiativet hedder "Grundlovsfesten". Det er støttet af Nordea-fonden og Trygfonden, det har base hos Grundtvigsk Forum på Vartov og er bakket op af en lang række "ambassadører" med vidt forskellige baggrunde: Sørine Gotfredsen, Johanne Schmidt-Nielsen, Geeti Amiri, Imran Raschid, Bertel Haarder og mange flere. Ambitionen er at ”uddanne og danne børn til demokrati", som det lyder på hjemmesiden, og at sætte gang i grundlovsfejringer i det ganske land.
Inspirationen til initiativet kommer fra Norge, hvor de jo virkelig forstår at holde en fest på nationaldagen. Denne dag fejrer de forfatningen fra 1814 og nok også den samtidige uafhængighed af Danmark (som dog få måneder efter "gik over", da de indgik i union med Sverige fra 1814 til 1905), og de fejrer i allerhøjeste grad Norge: ”Dette er nasjonalisme,” lyder en ironisk norsk stemme på en internetvideo, min ældste datter og jeg har grinet af, hvor en gruppe folkedragtklædte unge nordmænd vælter fulde rundt i Oslo. Men i det mindste ved de, at det er deres nationaldag. I Danmark tror mange børn og unge vist, at den 5. juni er særlig, fordi det er fars dag.
Men at skabe fejring om Grundloven er også en kompliceret sag. Især i en tid hvor mange lader til at opfatte demokrati som ”noget med at stemme om tingene” – eller eventuelt ”noget med dialog”. For Grundloven er jo udtryk for, at der er ting, vi ikke skal stemme om, og som vi heller ikke skal forvente at kunne tale os til rette om. Vi skal ikke blive enige om, hvad der skal være den fælles obligatoriske religion i Danmark. Vi skal heller ikke blive enige om, hvad der skal være det fælles obligatoriske skoleforløb i Danmark. Og vi skal heller ikke blive enige om sandheden – eller for den sags skyld stemme om den: Grundloven sikrer ytringsfriheden, herunder også friheden til at lyve.
Det taler jeg med de unge ukrainere om. Og om Grundtvigs udsagn om, at frihed til løgn holder ”sandheden vågen". Jeg overvejer, om jeg tør – og vælger at turde – og siger: ”Ja, i Rusland har Putin jo bestemt, at man kun må sige sandheden … (der bliver meget stille i lokalet) … og han bestemmer så også samtidig, hvad sandheden er.” Vi taler om, at et frit samfund kan kendes på friheden til løgn.
Også i Ukraine er den frihed under pres. Også i Ukraine er det ikke alle udlægninger af virkeligheden, der skal frem. Men de unge diskussionslystne ukrainere, som jeg møder denne fredag, er et opløftende møde.
Ingrid Ank er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Grundtvigsk Tidende.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.