Når de fremmede kommer ind ad døren, og vi ikke vil afvise dem, så er det en god idé at byde dem velkommen med en lille gave. Men hvilken gave er passende - passende både for dem og for os selv, der giver?
Vi står midt i en folkevandringstid. Tusinder, titusinder, hundredtusinder af mennesker fra fjerne egne er allerede iblandt os, og flere vil komme.
Ingen skal bilde os ind, at vandringen kan standses gennem bomme ved motorvejen, nedlæggelse af togtrafikken eller pigtråd ved grænsen, gennem kontrolbureaukrati, indrejseeksamen, statsborgertest eller europæiske fordelingsregler, gennem et dansk-uvenligt ministerbrev trykt i arabiske aviser eller gennem fremmedfjendske populistiske bevægelser.
Vores folkelige identitet er udfordret. Det nationale spørgsmål rejser sig nemlig pludseligt i ny form: Hvem vil vi - som danskere, tyskere, svenskere og så videre - være om et par årtier (og hvem er vi da overhovedet)? Hvilket Danmark vil vi give videre i vore børns og børnebørns hænder?
Hvis vi ikke vil beherskes af trussel og angst, men ser frem til møde og integration, så rejser der sig det nævnte spørgsmål om gaven. Velkomstgaven er ikke en kunstig opfindelse, men allerede praksis. Men hvilken slags praksis?
Mennesker ved banegården i München og danske venligboer har sagt goddag med mad, beklædning og småting for børn. Det er en vigtig gestus, der danner kontrast imod antimuslimsk hetz og hærværk mod asylcentre. Men det humanitære forbliver på overfladen og kan nemt få patroniserende undertoner. Der er et eller andet, der mangler“
Katolske kredse i Tyskland tog et skridt videre. De distribuerede en velkomstpose, hvilken indeholdt et Nye Testamente, en rosenkrans, en katolsk messeorden, en lille fisk af træ som kristent symbol og et målebånd.
Det har vakt en vis forundring: Var det nu ikke snarere en pose for missionærer i Afrika? Og hvorfor et målebånd? Men tanken med velkomstposen var god. Gaven siger noget om den, der giver.
Og hvad vil vi sige om vort forhold til ”de andre” - og om os selv? Vi kan prøve at tage endnu et skridt videre med tanken om, hvad der burde komme i velkomstposen. Hvad der kommer mig i tankerne, er:
Et par folkeviser samt sange af Grundtvig og Kim Larsen? Mennesker lærer sprog snarere igennem fællessang end igennem grammatik. Et hæfte med eventyr af H.C. Andersen? Og en Rasmus Klump-historie?
Til godnatlæsning. Et hæfte med billeder af Storm P og af Asger Jorn? Se, menneskets ansigt. Et landkort over Danmarks regioner? Eller en lille bold, måske i rød-hvide farver? En indbydelse til et højskole-kursus? Eller noget, der ligner“
Alt dette ikke som kanon over en ”danskhed”, som vi har patent på. Og som vi vil belære ”de andre” om, fulgt op af en eksamen. Men simpelthen som gave fra os til jer. Burde det ikke gøres nu?
Gaven viser desuden noget i begge retninger. Gennem gaven siger vi noget om os selv, om vi vil det eller ej - men hvad er det, vi vil sige? Og der er også en gensidighed på spil. Ikke at vi forventer en gave retur, men vi ved godt, at der efter en gave følger en tak, før eller senere.
Måske er selve spørgsmålet om, hvad der kommer i posen (samt kontroversen, som dette kan medføre), allerede noget, som vi kan takke for.
Henning Eichberg er kultursociolog og professor emeritus fra Syddansk Universitet