Lillian Bondo: Hvorfor skal vi partout leve så længe som muligt?

Vi kan blive bedre til at føje liv til årene – snarere end blot år til livet, skriver Lillian Bondo. –

Vi kan blive bedre til at føje liv til årene – snarere end blot år til livet, skriver Lillian Bondo. – Foto: Leif Tuxen

Lad os gøre, hvad vi kan, for et dejligt, sundt og indholdsrigt liv til så mange som muligt

SKAL VI LEVE LÆNGE? Det spurgte en lidt ældre ven mig for nylig om, da vi drøftede, om det var te eller vin til aftentraktementet. Jeg var til vin, og han til te. Men så overvejede han alligevel lidt – hvad var der at passe på? Han havde ikke tænkt sig at leve, til han blev meget gammel. Hvad skulle han det for?

Det var da lidt svært at svare på. Det kunne blive et meget selvisk svar: Jeg kan godt lide dig, så jeg synes, at du skal være her længe for at underholde mig og mine. Det kunne blive det mere indfølende: Din familie elsker dig og vil have dig længst muligt. Det appellerende: Men du er da glad for at leve, ikke? Det kunne blive det uventede: Næh, det har du da ret i. Vi knapper lige to flasker mere op, for nu skal der være fest, mens vi har os.

Vi drak te. Og jeg sad først og længtes lidt efter det kolde glas hvidvin, jeg havde sat næsen op efter. Men jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke var afhængig, og at jeg også havde meget bedre af te. Og selvom min gamle far altid påstod, at enhver munterhed uden alkohol var kunstig, så havde vi det nu skidehyggeligt på earl grey.

Men hans spørgsmål er blevet hængende. Ikke mindst fordi jeg og mine søskende har sagt farvel til vores meget gamle mor for en kort stund siden. Hun blev 95 år. En flot alder, siger mange i den bedste mening. Det synes vi søskende jo egentlig også – vi elskede hende, vores slidte og kloge gamle mor. Men alderen er jo bare et tal. Og så er den et lille nøk op i levetidsberegningerne. Hun lagde til gennemsnittet, vores mor.

”Jeg er blevet for gammel,” sagde hun, med vredt eftertryk på det ord, der rummede svagheden, benene, der ikke ville bære, øjnene, der ikke længere holdt ud at læse og se på håndarbejdet, trætheden, der var tung, bare ikke tung nok til at sikre nattesøvnen.

Vores svar var uvægerligt: ”Men alternativet er værre, mor! Og vi er jo glade for, at du er her endnu. Der er flere oldebørn på vej – der er historier, du endnu ikke har fortalt!”. Hun havde et rigt liv til højt oppe i årene. Men de sene år var ikke så skønne. ”Længst muligt i eget hjem” kan efter vores oplevelse oversættes til, at det gamle menneskes samvær med andre ikke prioriteres højt.

Vores mor savnede et hverdagsliv med andre. Hun drak ikke nok, når hun var alene, og da slet ikke, når hun blev sløj. Jeg fandt hende, da hun ikke svarede telefonen, faldet om i køkkenet, med høj feber og i vildelse. Indlagt, kaster sig ubevogtet ud af sengen, får knoglebrud og åbent sår, kommer sig møjsommeligt, sendes på genoptræning, falder igen der, får hoftebrud, opereres, smerteplaget. Kommer endelig på plejebolig. Og dør.

Ja. I retrospekt så blev hun for gammel. Hun måtte gerne have undværet de sidste to-tre måneder. Men det ved man jo ikke på forhånd. Måske havde hun haft en chance for at hive sig igennem og nå en kørestolstur ud i forårsvejret, smertefri. Havde nået at se det mindste oldebarn, der kom dagen efter hendes død.

Jeg kan ikke svare på, om vi partout skal leve længe. Men lad os gøre, hvad vi kan, for et dejligt, sundt og indholdsrigt liv til så mange som muligt, lige fra starten. Der er en del, som vi kan gøre bedre på det punkt. Inklusive at føje liv til årene – snarere end blot år til livet.

Te? Hvidvin? Tak til begge dele – og helst i selskab efter behov!

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.