Prøv avisen
Etisk set

Professor i psykologi: Lad os kæmpe for omklædningsrum og fællesskabers styrke

Omklædningsrummet er også et rum for solidaritet, grin og genuine fællesskaber, skriver Lene Tanggaard i dagens Etisk set-klumme

Forleden fandt jeg mig selv i et passioneret forsvar for omklædningsrum. I ved, den slags, hvor man tager tøjet af sammen, måske flere gange om ugen, for at komme i gang med gymnastik, fodbold, håndbold eller noget fjerde. Det er ikke, fordi jeg er specielt ekshibitionistisk, men når man ofte ser hinanden på den måde, bogstaveligt talt blottet, så har man noget sammen.

Det er svært at skjule sig, og der er ingen grund til det. Ingen steder har jeg personligt oplevet solidaritet mellem kvinder som i et omklædningsrum. Ingen steder har jeg grint så meget og så længe. Der er ting, der kun kan siges i et omklædningsrum. I folkemunde siger man da også, at når en træner mister omklædningsrummet, så mister han holdet. Mon DBU undervurderede omklædningsrummets styrke, da de måtte aflyse landsholdskampen mod Sverige forleden?

Det var nu ikke kun kvindefodbold, der fik mig til at tænke på omklædningsrummet. Jeg fik også en opringning fra en journalist, der ville have mig til at sige noget om vores tilsyneladende stigende søgning mod genuine fællesskaber. I København synger de nu morgensang fra Højskolesangbogen hver onsdag morgen på Hovedbiblioteket.

Højskolerne og efterskolerne oplever en kontinuerlig tilgang af nye elever. Selvom disse frie skoleformer umiddelbart forsinker processen frem mod færdiggørelse af studier. Hvorfor har den type samvær noget at tilbyde os mennesker? Hvorfor tropper 200 mennesker op på Hovedbiblioteket en kold onsdag formiddag, når de kunne blive væk og lave en Facebook-opdatering i stedet?

Jeg tror, det handler om værdien af det genuine ansigt til ansigt-møde, hvor man ikke er sløret til, som det for eksempel hele tiden lykkes os på de sociale medier. Ansigt til ansigt kan man se alle linjerne, det uperfekte, og det er meget svært at lyve. Man bliver til som menneske i den slags møder. Overalt performer vi ellers lige præcis det selvbillede, som vi ønsker offentligheden skal have adgang til.

De sociale medier er et studieobjekt for sig i den forbindelse. LinkedIn er for eksempel et værre gedemarked, hvor konsulenter faldbyder deres nyeste modeller. Facebook er et underligt sammensurium af relationer hentet ind fra alskens kanter, og hvor de skrivende er de privilegerede, og Instagram er en slags moderne kalkmalerier. Alt er fiktion. Det er fyldt med forstillelse og fremstillinger af forestillinger om, hvem vi er. Det er der ikke i sig selv noget galt i.

Et ansigt er også en facade, men hvis de performende fællesskaber vinder for stor hævd på bekostning af dem, hvor man står nøgen sammen, så mister vi noget af os selv. Derfor bekymrer det mig også, at unge mennesker ikke går i bad efter idræt. Selvfølgelig er badet ikke ugens chance for at komme i bad, som det måske var på mine forældres tid, men hvis vi kun ser photoshoppede kroppe, så er det ikke mærkeligt, at vi tror, vores egen krop er forkert.

Da jeg var på besøg forleden i min lokale Matas-butik fik jeg deres blad ”Skøn” med hjem i tasken. Her kunne jeg læse, at man skal igennem 12 trin for at lægge den perfekte Instagram-makeup. Det har man altså ikke tid til, når man skal i kamp. Heldigvis. Og nej, man behøver ikke at være nøgen. Man kan også bare gå til bridge og så være nøgen bagefter for sig selv. Sagen er blot, at vi er følende, kropslige, sanselige væsener, og når vi sidder bag skærmen og betragter de andre, så er vi meget langt fra et genuint fællesskab. Det er meget sjovere at være sammen – med eller uden tøj på.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærds-politisk chef i Cepos, og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.