Prøv avisen
Kanten

Natasha Al-Hariri: Daisy bandt den fineste sløjfe på debatten om danskhed

I år følte jeg mig set og hørt som en af de nye danskere, skriver Natasha Al-Hariri. Foto: Leif Tuxen

Forandringer kræver tid, tid kræver tålmodighed, og tålmodighed kræver forståelse, skriver Natasha Al-Hariri

Vi fejrede nytår i Vestsjælland i år, hos min bror og svigerinde med søskende og forældre fra begge sider. Forretten var netop blevet indtaget, der stod vin såvel som danskvand på bordet, ungerne løb rundt og kastede omkring sig med konfetti, og det summede på både arabisk og dansk i baggrunden. Og så gik Dronningen, som altid, på klokken 18 med sin nytårstale.

Jeg er ikke royalist, ej heller modstander af monarkiet, men nok et sted midt i mellem. Jeg holder af vores dronning, men kan også sige mange ord om, hvordan jeg så kongehusets rolle i Danmark anno 2017. Men når Dronningen taler, så lytter jeg. Og netop i år, lyttede jeg med spidse ører. Jeg kan ikke præcist sætte en finger på hvorfor, men jeg havde behov for, at Dronningen markerede sig og gjorde det, hun har til opgave – nemlig at samle nationen.

Det har været et heftigt år i debatdanmark, hvor ingen eller intet har været skånet. Ikke mindst blev flygtninge, indvandrere og danskhed igen en fast del af samtalemenuen. I år føler jeg dog, at debatten har været urimelig hård, og danskerne er mere splittede end nogensinde.

Og Dronningen skuffede ikke. Hvilken fin, fin tale. Jeg stod dér med min lille niece, der er lavet på dansk og arabisk blod, på armen – og så lød det: ”Netop dét, at være en del af det danske fællesskab, har stor betydning. Det er ikke noget, man kan kræve, men det er noget, der kommer næsten umærkeligt lidt efter lidt. Det er dér, hvor ’de’ bliver til ’vi’, og ’dem’ bliver til ’os’ – danskerne, vi danskere. Hvad er det at være dansk? Har vi brug for at være danske? Har nationalitet overhovedet betydning i det moderne industrialiserede verdenssamfund? Sikke et spørgsmål at stille! Vi er jo danskere; men vi er også forskellige. Vi har forskellig baggrund, vi har forskellig opvækst. Vi kommer fra storbyen, vi kommer fra det lille samfund, men hver især ved vi, at vi er danske. Det er en del af vores identitet.”

Jeg blev sgu rørt. Det er så rigtigt. Og det kunne ikke være blevet sagt simplere. Forandringer kræver tid, tid kræver tålmodighed, og tålmodighed kræver forståelse. Fordi nemlig, lidt efter lidt, næsten helt umærkeligt, bliver ”de” til ”vi” og ”dem” til ”os”.

I år følte jeg mig set og hørt som en af de nye danskere, og jeg synes, at Daisy bandt den fineste sløjfe på debatten om danskhed. Og lad os komme videre – 2017 kan ikke blive endnu et år hvor vi taler om danskhed. Vi skal stadiet videre og tale om, hvordan vi er danske sammen.