Prøv avisen

Lad tørklædet være tilladt. For missionens skyld

JEG LÆNGES EFTER det Danmark, hvor man i stedet for straks at blæse til kulturkamp tog en ”intimideret” patient i hånden og fortalte om, hvem sygeplejersken var, og hvor dygtig hun var. - Foto: stock.xchng

Er Danmark ved at blive religionofobt? Eller er det bare for let at komme på forsiden med religionsforskrækkede synspunkter?

FORBUDSDANMARK rører på sig igen. Nogle medarbejdere på Odense Sygehus vil have tørklædet forbudt. Det er noget griseri, at andre går ind og intimiderer mennesker i nød ved at skilte med deres religion uanset om det er islam eller kristendom, siger læge Vibeke Manniche.

Jeg går ud fra at en ortodoks jødisk læge også skal klippe sin lange hårlok af. Skjule den bag et tørklæde kan han ikke! Glidebanen er i sigte: Kors om halsen må man naturligvis ikke bære men hvad med et hjerte, et anker, en fisk, en rose, en halvmåne, Fatimas hånd, et stjernetegn?

Er Danmark ved at blive religionofobt? Eller er det bare for let at komme på forsiden med religionsforskrækkede synspunkter?

Der er gode, almenmenneskelige grunde til som den største selvfølge ikke at forbyde tørklæder i sundhedsvæsen, skoler, domstole eller på gaden. Helt almindelig åbenhed over for andre mennesker. Mere principielle frihedsgrunde. Hygiejniske grunde specielt på sygehuse har allerede været bragt på bane.

Og det sidste synes da umiddelbart at være et bedre argument end det, visse pludseligt stærkt omsorgsfulde danskere kommer frem med, der vil forbyde tørklæder som sundhedsfarlige, fordi de 10-20 kvadratcentimeter mere af huden, som dækkes af en hijab, hindrer den naturlige optagelse af d-vitamin fra sollyset.

DET ER SLET OG RET usselt ikke at kunne vise bare en rimelig åbenhed over for andres sædvaner religiøst eller kulturelt betingede, som de nu måtte være.

Men der er et moment mere. Det bliver meget svært at argumentere ude i verden for retten til at være til stede med vores tro, med vores mission, når vi ikke kan lade anderledes troende være synligt tilstede blandt os selv.

Kristne trænges af nationalisme i religiøs iklædning mange steder i verden. I Indien, i Vietnam, i Nigeria, i Mellemøsten for bare at nævne nogle. Vi skal støtte dem i deres kamp for at få lov til både at tale om og vise, hvad de tror. Og det gør vi meget dårligt, når vi selv er kultur- og religionsbornerte.

JEG LÆNGES EFTER det Danmark, hvor man i stedet for straks at blæse til kulturkamp tog en intimideret patient i hånden og fortalte om, hvem sygeplejersken var, og hvor dygtig hun var og hvor man tog det for givet, at det var patienten, der skulle hjælpes til ikke at lade sig intimidere.

Man er selvfølgelig skrøbelig som patient. Jeg har set mine børn behandlet af tørklædebærende sygeplejersker og pakistanske læger, og jeg har hver gang faktisk oplevet en usædvanlig vilje til omsorg, som enkelte etnisk danske sundhedsarbejdere kunne have lært af.

Jeg ville som en afmægtig patient føle mig helt tryg ved en overlæge med tørklæde. Men måske ville jeg synke en gang uden om slangerne, hvis jeg så lægen bøjet over mig med en badge med indskriften: Jeg tror på survival of the fittest(den stærkestes overlevelse) han være sig nok så dansk.

Kristen Skriver Frandsen er leder af Folkekirkens Mission