Læger efter ny diagnose: Hvor mange ældre mennesker skal vi sygeliggøre i forsøget på at hjælpe?

De ældre sygeliggøres mere og mere. En ny diagnose kaldet sarkopeni er seneste eksempel på, hvordan vi i forsøget på at gøre godt, sygeliggør eksistentielle vilkår uden at vide, hvor mange eller få vi hjælper og skader, skriver tre læger og forskere

Sarkopeni betyder, at du har tabt muskelmasse og funktion – oftest fordi du er blevet ældre.
Sarkopeni betyder, at du har tabt muskelmasse og funktion – oftest fordi du er blevet ældre. Foto: Tommy Kofoed/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix.

Sarkopeni. Navnet siger dig sikkert ikke meget. Ikke endnu.

Men ligesom diabetes, demens, knogleskørhed og højt blodtryk kan sarkopeni gå hen og blive noget, som du kender. For iflg. førende forskere kan 2 milliarder mennesker over 60 år have diagnosen om 30 år.

Desværre baserer diagnosen sig på forventningen om, at folk får gavn af at blive sygeliggjort. Denne forventning kan i værste fald skade den enkelte og vores pressede sundhedsvæsen.

Sarkopeni betyder, at du har tabt muskelmasse og funktion – oftest fordi du er blevet ældre.

Det kan åbenlyst være et problem at tabe muskelmasse, for det kan påvirke din frihed i hverdagen til at bevæge dig frit, når du for eksempel vil passe børnebørnene. Derfor har videnskaben med god grund forsket i muskler i mange år.

Men der er forskel på at forske i noget og diagnosticere noget. Når læger diagnosticerer, definerer og kategoriserer de sygdomme. Dermed markerer de noget og nogen.

Som alle ved, kan denne medicinske markering have positive konsekvenser, såsom behandling og hjælp. Men det kan også have negative konsekvenser. Hvis diagnosen ikke giver bedre behandling og hjælp, kan ”patienten” blive unødvendig sygeliggjort.

Det essentielle spørgsmål angående sarkopeni bliver derfor: Hvorfor er lægevidenskaben nu begyndt at anse menneskers aldersbetingede naturlige tab af muskelmasse og funktion som sygeligt?

Det korte svar er, at vi mangler et godt svar.

Lægevidenskaben har ikke kunnet dokumentere, hvornår og hvorfor ældres muskeltab er sygeligt. Lægevidenskaben har heller ikke kunnet vise, at de ældre får det bedre af at blive diagnosticeret. Det har vi netop redegjort for i en videnskabelig artikel i det internationalt anerkendte tidsskrift BMJ.

Desuden findes der heller ingen medicinsk behandling, der kan begrunde diagnosen. Det eneste, der indtil videre hjælper på tab af muskelmasse, er motion og sund kost – hvilket anbefales til alle; syge som raske, store som små, børn som gamle.

Hvorfor har man så anerkendt sarkopeni som en diagnose?

Videnskaben bedste svar er, at der er en statistisk sammenhæng (en såkaldt korrelation) mellem tab af muskelmasse og funktion og risiko for skrøbelighed, sygdomme og død.

Problemet med denne logik er, at der findes uendelige mange af sådanne korrelationer, hvorfor talrige livsvilkår kan gøres til diagnoser. Alder for eksempel. Eller alt det, der følger med alderen.

Sarkopeni er ikke den første diagnose, som er særligt henvendt til ældre, på trods af problemer med at skelne sygeligt fra naturligt.

Osteoporose, også kaldet knogleskørhed, er en diagnose, der omhandler tab af knoglestyrke, ofte på grund af alder. Knogleskørhed har været en kendt sygdom siden 1800-tallet.

Sygdommen blev tidligere diagnosticeret på baggrund af symptomer, det vil sige tegn på sygdom hos patienten. I dag bliver diagnosen stillet ved beregning af en sandsynlighed – en risiko for knoglebrud. En risiko, som skal bruges til at vurdere, hvem der kan have gavn af medicin.

Eksemplet med sarkopeni peger på et stort problem i moderne lægevidenskab: Livsvilkår kan gøres til sygdomme, selvom det ikke har vist sig at gavne de mennesker, som bliver gjort til patienter.

Christoffer Bjerre Haase

Læge

Desværre er det slet ikke alle diagnosticerede, der får gavn af medicinen. Forskning viser, at mindre end hvert tredje hoftebrud hos ældre skyldes deres knogler. I stedet skyldes det blandt andet dårlig balance, hvorfor de ældre falder så voldsomt, at knoglerne brækker uanset diagnose og medicin. En stor og grundig undersøgelse har vist, at vi skal behandle omkring 175 personer med medicin i tre år for knogleskørhed for at undgå ét hoftebrud. Risikoen for hoftebrud er derfor et vilkår med alderen.

Et andet eksempel er let forhøjet blodtryk. Blodtrykket stiger med alderen, og det gør naturligvis også risikoen for, at du dør, uanset om du tager medicin eller ej. Derfor er det usikkert, om f.eks. kolesterolmedicin givet sammen med medicin mod forhøjet blodtryk hjælper ældre med let forhøjet blodtryk.

Listen af andre eksempler er lang: Ældre har også øget risiko for at have nedsat lungefunktion, diabetes, kronisk nyresvigt, udvidet legemspulsåre og tidlige tegn på demens. Alt sammen som følge af alder, og som man tidligere anså som en naturlig del af livet. Og hvor lægevidenskabens diagnostik og behandling kun har begrænset effekt for nogle få.

Eksemplet med sarkopeni peger på et stort problem i moderne lægevidenskab: Livsvilkår kan gøres til sygdomme, selvom det ikke har vist sig at gavne de mennesker, som bliver gjort til patienter.

Det er dårligt nyt for vores sundhedsvæsen, som allerede er presset og har svært ved at tage sig af de alvorligst syge. Hvis sarkopeni bliver en hyppig diagnose, vil den tage tid og ressourcer fra de patienter, der faktisk kan have gavn af sundhedsvæsnet.

Diagnosen kan også skade den enkelte, for diagnoser kan i sig selv give bivirkninger. Studier har vist, at folk, som bliver gjort til patienter, kan føle sig mere syge og utrygge generelt, de kan føle sig stigmatiserede, og de kan tage afgørende beslutninger om fremtiden, fordi de tror, at de ikke vil leve så længe.

Alderdommen er altså indtil videre uundgåelig, også selvom vi diagnosticerer den. 

Christoffer Bjerre Haase

Læge

Endelig har sundhedsvæsnet betydning for klimaet. Ifølge foreningen Læger for Klimaet står sundhedsvæsnet i Danmark for 6 procent af CO2-udledningen fra landets arbejdsplader. Også internationalt er der bekymring for betydningen af nytteløs diagnostik og behandling for klimaet.

Mere abstrakt har den måde, vi ser på verden, betydning for den måde vi agerer i verden. Hvis vi ser alderdom fra et snævert medicinsk perspektiv, vil alderdom uvægerligt skulle defineres som sygdom og løses med diagnoser og behandlinger inden for sundhedsvæsnet. Trods manglende positiv effekt.

Forskningen inden for aldersrelateret funktionstab viser, at selv superatleter har et markant funktionstab fra de bliver ca. 75 år. Det er selvom, at mange af dem må antages at have levet op til alle gældende kriterier for et ”supersundt liv” i form af regelmæssig fysisk aktivitet, ingen rygning, lavt alkoholindtag, god kost og så videre

Alderdommen er altså indtil videre uundgåelig, også selvom vi diagnosticerer den.

Hvis vi anskuer alderdom i et større perspektiv end det medicinske, kan vi formulere et vigtigere spørgsmålet end hvordan vi øger mængden af muskelmasse: Hvad ønsker de ældre sig, og hvordan hjælper vi dem med det?

Dét spørgsmål muliggør en offentlig og demokratisk samtale om, hvad vi vil med vores samfund, som bedre inkluderer dem det handler om; de ældre. 

Lægevidenskaben og sundhedsvæsnet har løsninger på nogle af livets problemer, og har på mange områder gjort store fremskridt det forgangne århundrede. Det til trods, bør vi dog som samfund fortsat være opmærksom på, at ikke alle livets problemer og vilkår meningsfuldt lader sig behandle inden for lægevidenskaben.

Sociale, samfundsmæssige, psykologiske, pædagogiske, økonomiske, religiøse og humanistiske aktører kan ofte bidrage med mere. Endelig må vi påminde os om, at vejen til helvede kan være brolagt med gode intentioner, og at vi, i vores iver efter at ville det gode, til tider kommer til at udøve det onde.