Læge: Genoplivning er ikke altid det rigtige

For langt de fleste, der oplever at få hjertestop, er genoplivning i de bedste tilfælde nyttesløs og i de værste en forlængelse af livet med nogle få smertefulde vågne øjeblikke, skriver læge Iza Alfredsen. – Foto: Polfoto

Jeg har været den læge, der sammen med en af speciallægerne skulle vurdere, om en patient skulle genoplives. Det er en svær opgave, og derfor var vi altid flere om at løfte den

DEBATTEN RASER om, hvorvidt patienter har ret til at beslutte, om de skal genoplives, hvis de får hjertestop.

Med de ord og begreber, der benyttes i debatten, kan jeg godt forstå harmen. De fleste holder af livet og vil gerne leve. En læge, der ikke vil genoplive, bliver derfor symbolet på en bøddel, der ved sin undladelsessynd eksekverer en dødsdom.

Jeg har været den læge, der sammen med en af speciallægerne skulle vurdere, om en patient skulle genoplives. Det er en svær opgave, og derfor var vi altid flere om at løfte den.

Men før jeg kom så vidt, var jeg leder af hjertestopholdet. For mig lød det dengang som det absolut ypperste, man kunne blive. Jeg skulle redde liv. Patienterne ville falde mig taknemmeligt om halsen og takke mig for min store indsats og prise min faglighed i høje toner.

Desværre blev min virkelighed en noget anden.

De hjertestop, jeg blev kaldt til, blev ved med at være hjertestop. Vi arbejdede og arbejdede. Gav medicin og mere medicin. Som regel stoppede vores heroiske indsats først efter en halv times tid, når vi havde hele sygehistorien, og vi dermed blev opmærksomme på, at genoplivning hverken var en mulighed eller en behandling.

Svedende og frustreret kunne jeg så erklære: ”Klokken er 13.09, og døden er indtrådt.”

SÅDAN ER DE FLESTE af de hjertestopbehandlinger, jeg har deltaget i. Nyttesløse.

En enkelt gang lykkedes det at få hjertet i gang. Desværre kun i ganske kort tid. Skaderne i hjernen var uoprettelige.

Jeg var stolt, indtil jeg så de pårørende. Deres kære kunne have døet fredeligt i sin seng. Men på grund af genoplivning stod de nu i en situation, hvor slanger i alle kropsåbninger, både kunstige åbninger og naturlige, nøje overvågede og opretholdt den flig af liv, der var tilbage.

Patienten døde to gange den nat.

Der er også succes med genoplivning, men det er netop i de situationer, hvor patienten grundlæggende er rask, men har et forbigående problem som eksempelvis massiv blødning eller en hjerterytmeforstyrrelse. Der er genoplivning en god behandling, som kan ikke bare redde en flig af liv, men genoprette livet, som det var inden hjertestoppet.

De patienter, jeg har været kaldt til, har alle været meget gamle eller meget syge, før hjertestoppet indtrådte. Og det er netop den gruppe af patienter, der diskuteres lige nu.

I den periode, jeg var på sygehus, ændrede praksis sig. Således blev læger mere opmærksomme på at vurdere patienters tilstand ved indlæggelsen. Ikke kun tilstanden i forhold til livet, men også i forhold til døden. Der er nogle faktorer, der gør, at genoplivning hos nogle patienter ikke giver mening. Eksempelvis hvis en patient er så syg, at det at genoplive, såfremt det lykkes, blot vil udskyde dødens indtræden med kort tid, alternativt efterlade patienten med svære hjerneskader.

Det er en rigtig svær beslutning at træffe, om der er grund til genoplivning. Det nemmeste er at lade være med at træffe beslutningen og så se, hvad der sker. Men deri mener jeg, der ligger en undladelsessynd.

For genoplivning skader. Det kan give urimelige lidelser på trods af en kortvarig udsættelse af dødens komme. Selve ordet ”genoplivning” giver indtryk af, man puster livet tilbage i patienten. I mennesket. Sygdommen forsvinder, og livet genoptages. Sådan er det i meget få tilfælde. Og i de tilfælde ville læger aldrig afstå fra at genoplive.

Jeg var først på stedet engang. Patienten lå livløs i sengen, og den studerende, der var trådt ind på stuen, ringede efter hjertestopholdet. Det var en ældre dame, tynd og meget skrøbelig, som hun lå der i sin skjorte. Fredfyldt.

Men der var ikke taget stilling til genoplivning, så jeg gik straks i gang. De første 30 tryk i brystet var de værste. Knæk. Knæk. Knæk.

Lyden af de skrøbelige ribben, der ét for ét gav efter, glemmer jeg aldrig. Nogle af lydene skyldtes formentlig den forbenede brusk, ældre mennesker har som forbindelse mellem ribben og brystben.

Jeg brækkede nok en fire-fem stykker på hende. Efter kort tid kom portørerne og overtog. Til min store glæde kom der forsat knæklyde. Jeg var helt bekymret for, om det var mig, der trykkede for hårdt. Efterfølgende fortalte den erfarne portør, at der tit røg nogle ribben. Jo ældre og skrøbeligere, jo flere.

De, der har prøvet at brække et ribben eller to, vil vide, hvor ondt det gør.

Hvis man er svært kronisk syg, eller hvis kroppen er træt og brugt, så vil genoplivning i de fleste tilfælde ikke lykkes. Men i de få tilfælde, den gør det, så er riskoen, at man overlever nogle dage i ulidelige smerter for derefter at dø. Igen. Det kræver et enormt godt helbred at overleve en genoplivning længere end et par dage.

NOGLE LÆGER KALDER genoplivning af kronisk svært syge for usømmelig omgang med lig. Så vidt vil jeg ikke gå. For vi er læger, og vi vil så gerne helbrede. Ingen læger ønsker at gøre skade.

Jeg mener derimod, genoplivning er usømmelig omgang med ord.

For en lille gruppe patienter med hjertestop, så er genoplivning netop dét. Genoplivning. Men for langt de fleste, der oplever at få hjertestop – der oplever at dø – er genoplivning i de bedste tilfælde nyttesløs og i de værste en forlængelse af livet med nogle få smertefulde vågne øjeblikke.

Når jeg engang får hjertestop. Dør. Så håber jeg, jeg kan genoplives. Jeg håber, jeg er så rask, når jeg dør, at jeg kan genoplives. Altså genopstå.

Tænk at få et par år til.

Jeg håber faktisk, at jeg, hver gang jeg dør, er rask nok til at blive genoplivet, for så kunne jeg måske leve for evigt.

Men hvis jeg ikke er rask nok, så håber jeg, der findes en læge, som tør tage stilling og fortælle mig om det. Jeg håber, den læge gør det med mit bedste for øje. Lægen må ikke holde for meget af mig, for min bekymring er, at han/hun så vil lade mig få ”chancen”. Lade mig genoplive.

For det ligger i ordet, i tiden og i det at være læge, at vi vil døden til livs.

Jeg håber, de læger, der beklæder stillinger på sygehuset, fortsat vil turde tage stilling. Dette på trods af den ophedede debat og den urimelige stempling af læger, der tager stilling til genoplivning, som bødler.

Lægeløftet handler ikke om at give samme behandling til alle. Men om samvittighedsfuldt at give den rigtige behandling. Og nogle gange er den rigtige behandling at lade være med at behandle.

Iza Alfredsen er læge.