Læge og medlem af Det Etiske Råd: Fri abort vil meget snart handle om, hvilket barn man vil have

Om få år vil gravide allerede i uge 10 formentlig med en simpel blodprøve kunne se, om deres kommende barn har brune øjne, en høj IQ eller om det har en risiko for at få skizofreni. Vi risikerer at ende med et selektionssamfund, advarer læge og medlem af Det Etiske Råd Ida Donkin

Læge og medlem af Det Etiske Råd: Fri abort vil meget snart handle om, hvilket barn man vil have
Illustration: Rasmus Juul.

”Nogle siger, at det er nødvendigt med nuancer i spørgsmålet om abort. Jeg er ikke enig.” Det skrev statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook for et år siden. På trods af statsministerens opfordring til at lukke debatten, har aborten været genstand for megen debat i den seneste tid. 

Især i USA er abortspørgsmålet betændt, efter at et læk fra Højesteret viste, at der er et dommerflertal for at underkende afgørelsen ”Roe mod Wade” fra 1973, som i princippet sikrer amerikanske kvinder ret til abort frem til cirka den 24. graviditetsuge. Dermed er vejen måske banet for strammere abortlove i nogle amerikanske delstater.