Læge og medlem af folkekirken savner klart svar fra kirkelige myndigheder i sag om vaccinenægter-præst

Spørgsmålet trænger sig på, om jeg fortsat kan betale kontingent til en ”forening”, der blandt sine medlemmer huser en præst, som har givet udtryk for den opfattelse, at læger, som anbefaler vaccination mod covid-19, er at sammenligne med nazi-læger, skriver pensioneret overlæge

Jens Knud Larsen, der er pensioneret overlæge, savner et fyldestgørende svar fra kirkelige myndigheder på, hvordan man som læge - og medlem af folkekirken - skal forholde sig til den vaccineskeptiske præst Therese Strand Kudajewski.
Jens Knud Larsen, der er pensioneret overlæge, savner et fyldestgørende svar fra kirkelige myndigheder på, hvordan man som læge - og medlem af folkekirken - skal forholde sig til den vaccineskeptiske præst Therese Strand Kudajewski. Foto: Gary Waters/Ikon Images/Ritzau Scanpix.

Jeg er læge. Jeg er medlem af folkekirken.

Følgelig betaler jeg kirkeskat: 0,8 procent af min skattepligtige indkomst.

Et spørgsmål trænger sig på, om jeg fortsat kan betale kontingent til en ”forening”, der blandt sine medlemmer huser en præst, som har givet udtryk for den opfattelse, at læger, som anbefaler vaccination mod covid-19, er at sammenligne med nazi-læger. Se Lægeforeningens formand svare på angrebet i Kristeligt Dagblad den 11. januar.

Den samlede præstestand inklusiv biskoppen har også reageret, men hovedsageligt diskuteret, om man som præst kan optræde som privatperson og dermed holdes ansvarsfri for de i dette tilfælde horrible anklager.

Kun en enkelt præst, tidligere provst Gunnar Lund-Sørensen, har meldt klart ud, at han ikke ”kan være medlem af en fagforening, hvis formand accepterer, at et af dens medlemmer groft tilsviner en anden faggruppe”. Som det fremgår af hans indlæg i Kristeligt Dagblad den 18. januar.

Det kan ikke bortforklares, at visse embeder som det at være præst eller læge indebærer en vis myndighed, som automatisk følger selve den lægelige eller præstelige gerning. Her kan der vanskeligt skelnes mellem det private og det faglige.

Medens jeg venter med at melde mig ud, efterspørger jeg et fyldestgørende svar fra de overordnede kirkelige myndigheder.