”Jeg tror, at jeg er gravid,” fortalte min kone mig. Jeg havde et par euforiske minutter, der siden blev afløst af frustration, glæde, bekymring, ekstase, identitetskrise, tårer og eksistentielle udfordringer. Jeg forlod drømmeverdenen og tiltrådte i løbet af sekunder urmenneskets verden: beskyttelse af vores barn. Lejligheden og arbejdet blev opsagt, fritidsaktiviteter forladt, og karrieren stod nu uklar (igen).
En del af min verden var himmelsk, den anden del i ragnarok. Jeg måtte tæt på familien for at sikre min kone og vores barn de bedste betingelser igennem graviditeten og den efterfølgende hårde tid.
Der var aldrig nogen i sundhedsvæsenet, der spurgte, hvordan jeg havde det. Der var aldrig én, der gjorde sig tanker om, at jeg på sekunder havde opgivet mine drømme for mit barns skyld. Jeg ville ikke trænge mig på. Det skulle handle om min kone. Men det er først noget, jeg har tænkt på efter fødslen. Tror jeg.
Min kone og jeg ankom til den praktiserende læge. Hun blev spurgt, om graviditeten var planlagt, hvordan hun havde det med situationen, hvad hun forventede af forløbet, og hvor hun ønskede at føde. Herefter fik hun en række praktiske spørgsmål, og pludseligt bliver det bemærket, at jeg også var til stede i samme rum: ”Og du må så være faderen?”. ”Jeg håber ikke, at jeg er en lige så uopmærksom og fraværende læge,” var min tanke. Jeg tænkte, at jeg kunne komme på banen og stille mine nysgerrige kommende far-spørgsmål.
Lægen tryller de magiske ord frem: ”Hvad er dit cpr-nummer? Har du arvelige sygdomme?”. Virkelig? Skulle jeg reduceres til et tal og dispositioner til eventuelle sygdomme? Jeg lænede mig frem og sagde så venligt til lægen, at det havde været rart, hvis hun havde bemærket min tilstedeværelse fra begyndelsen af konsultationen, og at hun i fremtiden bør henvende sig til forældreparret og ikke reducere manden til en spørgeskema-afkrydsning. Hun virkede overrasket. Virkeligheden kommer ofte som et chok for mange.
Som mand fik jeg ikke indkaldelserne til samtalerne eller møderne. Hverken med sygeplejersken, lægen, jordemoderen eller sundhedsplejersken. Nu hvor nogle fagpersoner alligevel havde gjort sig den ulejlighed at spørge til mit cpr-nummer, måtte de gerne have taget det i anvendelse i den digitaliserede verden og sammenkoblet det med min e-Boks. På den måde vil både far og mor få henvendelserne.
Efter fødslen fik min hustru papirer fra Kirkeministeriet og Den Danske Folkekirke. Jeg fik intet. Min kone har adgang til vores barns sundhedsoplysninger via Sundhedsvejen.dk. Jeg har ikke. Adgangen er registreret alene til hendes NemID. Jeg har siden spurgt om muligheden for, at vi begge har adgang, men det skal først undersøges. Hvad? Skal det undersøges, om jeg må have lov til at se mit barns oplysninger? Min kone fik brev fra Udbetaling Danmark angående børnepenge. Jeg fik intet.
Vi har et sygt system, som fuldstændig tilsidesætter manden før undfangelsen. Vi har et sygt system, der forskelsbehandler far og mor, men samtidig kræver faderens fulde deltagelse. Vi har et sygt system, der reducerer manden til sæddonor og kun i utilstrækkelig grad anerkender manden som en vigtig ressource i barnets liv.
Jeg kan forstå, at sundhedsplejerskerne i 1999 valgte ”Far” som tema for deres arbejde. Nu – 18 år senere – bør hele sundhedsvæsenet revurdere temaet og sørge for at inddrage førstegangsfædrene i den virkelige verden og ikke på papir.
Der er et stort uudnyttet potentiale i den nye generation af fædre. Langt over 95 procent af de danske fædre deltager i fødslen, dels fordi vi gerne vil, dels fordi vores partner ønsker det. Hvorfor og for hvem er faderinddragelsen essentiel?
For det første: barnet! Vi udgør (selvsagt) en vigtig ressource for barnet (og moderen), og forskningen viser, at faderens relation til barnet styrkes ved aktiv deltagelse.
For det andet: Fædre, der ønsker at blive inddraget. Det er primært os, ressourcestærke og moderne fædre, der har forberedt os cirka lige så meget på graviditeten, fødslen og efterfødselsforløbet som de vordende mødre. Vi er en ressource for barnet, moderen, sygeplejersken og jordemoderen. Med den rette forventningsafstemning og et forberedt personale kan forløbet være eminent.
For det tredje: Fædre, der er unge (under 25 år). Denne gruppe er ofte sårbare og vil sjældent aktivt gøre opmærksom på deres vilkår. De har behov for vejledning i at vide, hvordan de bedst muligt kan gøre sig nyttige.
For det fjerde: Mødre, der ønsker mandens deltagelse. De ønsker gerne, at deres mand indgår i omsorgen for deres børn, og manden har måske ikke selv tænkt så langt.
Kære sundhedspersonale, inkludér de vordende fædre verbalt såvel som nonverbalt. Lav en forventningsafstemning med forældreparret og indfri deres ønsker efter bedste evne. Uanset vores faglige baggrund, betragt os som spændte, nysgerrige og bekymrede fædre. Vi er bevidste om, at der ikke medfølger en manual til vores barn – børn er forskellige! Og med børn følger ansvar, glæde, udfordringer, søvnløse nætter, sorger og masser af grin.
Gør brug af os og giv på den måde det nyfødte barn de bedste rammer for en god relation til fædrene.
Ayhan Al Kole er læge og nybagt far.