Er det på tide at aflive den romantiske myte om familielægen som en konstant relation i borgernes tilværelse? Det diskuterer læger, politikere og forskere i denne tid.
Kritikere mener, at tiden er løbet fra idealet. Når en praksislæge i gennemsnit har mere end 1600 patienter, og der er afsat mellem 5 og 15 minutter til en konsultation, er det nemlig så som så med muligheden for at opbygge en tillidsfuld relation – og da slet ikke et kendskab til patientens eller hele familiens situation, lød det fra professor emerita Signild Vallgårda i et debatindlæg i Politiken. Og da de fleste lægehuse i dag er bemandet med mere en én læge, er det heller ikke sandsynligt, at man som borger vil møde den samme læge hver gang – slet ikke i akutte tilfælde. Lægerne burde i stedet besinde sig på, hvad der er det muliges kunst i en tid med stor mangel på praktiserende læger, mente hun.
Vallgårdas indlæg var en reaktion på en udtalelse fra praktiserende læge Jørgen Skadborg, der er formand for de Praktiserende Lægers Organisation, PLO. I samme avis havde han pointeret, at ”gode samtaler med familielægen, der kender patienten gennem mange år” i sig selv er et vigtigt element i patientbehandlingen. Han mener, at for de mest sårbare borgeres skyld, skal vi holde fast i familielægen.
Ifølge Signild Vallgårda har fænomenet ”familielæge” fremtiden bag sig. Men du mener, at det stadig er værd at holde fast i idealet?
”Borgerne har i høj grad brug for en læge, der kender dem, og det har samfundet også. Specielt når det gælder borgere, der befinder sig i en særlig sårbar situation. Det vil sige de cirka 20 procent af borgerne, vi læger bruger 80 procent af vores tid på. Selvom de øvrige 80 procent ikke i samme grad behøver den kontinuitet, så er den altså vigtig for borgere, der har en eller flere kroniske tilstande eller sociale problemstillinger, som rækker ud over det rent medicinske. Her er et grundigt kendskab til borgeren vigtigt, så familielægen har da i den grad fremtiden foran sig."
Du har endda sagt, at ”hvis egen læge var medicin, burde det ordineres til alle.” Kan vi ikke bare stole på, at enhver speciallæge i almen medicin har den faglighed, der skal til?
”Det var måske en lidt frisk måde at udtrykke det på, men en norsk undersøgelse fra sidste år viser, at en patient, der kun har en kortvarig tilknytning til deres læge, har en større risiko for at dø af deres sygdom end en patient, der har haft en lang tilknytning. Det er en observationsundersøgelse, der omfatter flere millioner nordmænd over flere år.”
Men nu er der reelt et underskud af praktiserende læger, og i PLO er I ikke begejstrede for hverken lægehuse, der er drevet af regionerne, eller af kommercielle koncerner. Er det så ikke betænkeligt, at I bliver ved med at fremhæve modellen med familielæge – eller bare fast læge – som idealet?
”Regionsklinikker og koncerndrevne klinikker er en absolut nødløsning, vi må leve med foreløbig. I disse klinikker ansættes skiftende læger og vikarer på korte kontrakter, og så længe der er tale om forholdsvis banale problemstillinger, er det godt nok. Men det sikrer ikke den form for kontinuitet for patienten, som vi mener er ønskelig. Om vi kan få uddannet flere speciallæger i almen medicin, er en politisk beslutning.
Jakob Kjellberg fra Vive (nationalt forsknings- og analysecenter for velfærd, red.) har bakket om PLO’s synspunkt om, at der er brug for mindst 5000 praktiserende læger mod de 3500, der er i dag. Derfor må vi også selv som organisation være med til at fortælle, at det er et smadderspændende lægespeciale, fordi man netop får lov til at følge mennesker gennem et helt liv.”
En norsk undersøgelse fra sidste år viser, at en patient, der kun har en kortvarig tilknytning til deres læge, har en større risiko for at dø af deres sygdom end en patient, der har haft en lang tilknytning.
Det må også være stressende at stå med det ansvar? Flere yngre læger foretrækker netop at arbejde i større lægehuse, så de kan dele deres patienter med hinanden og eventuelt kan arbejde på deltid.
"Det er korrekt, at de yngre læger vægter work-life-balancen højt. I øjeblikket arbejder de praktiserende læger 50 timer om ugen i gennemsnit. I en undersøgelse fra 2019 angav 25 procent, at de var kronisk overbelastede, så arbejdsbyrden er stor. Vi burde derfor kun have 1200 patienter per læge i modsætning til de 1649 patienter, vi i gennemsnit har i dag. Af samme grund burde vi også snarere være 6000 praktiserende læger, hvis der også skal være plads til, at læger kan vælge at arbejde på nedsat tid.
Vi skal kunne rumme alle mulige typer læger. Det ville også sikre, at man som borger frit kan vælge sin egen læge, hvad der er umuligt i mange områder af landet i dag. Det er et kæmpeproblem. Ingen bør have en læge, de ikke føler sig tryg ved.”
Verden er også præget af mere mobilitet end på Doktor Hansens tid. Det besværliggør vel også den længere varende relation?
”Selvfølgelig. Folk flytter i forbindelse med uddannelse, jobskifte og skilsmisse – og det gør læger såmænd også. Alligevel bør ambitionen være, at borger og læge får så lang en relation, som muligt. Selvom man lige nu befinder sig i gruppen af de 80 procent, der kun har kontakt til sit lægehus i forbindelse med konkrete problemstillinger, ved man jo ikke, hvornår man selv rammes af noget alvorligt og mere kompliceret, som eksempelvis kræft eller psykisk sygdom. Så har man brug for netop den kontinuitet, man kan opleve, når lægen kender en og ens baggrund rigtig godt.”