En kvinde møder en dag frem hos sin læge med en forstuvet ankel.
”Lægen siger til mig, at jeg bør motionere noget mere. Jeg forklarer, at det vil være ret vanskeligt med den smertende ankel, men han svarer, at han ikke tænker på anklen - han mener sådan i det hele taget.
Han ved ikke noget om, hvor meget jeg motionerer. Han ved ikke, at jeg har danset næsten uafbrudt i fire timer natten før og derefter var gået adskillige kilometer hjem, hvor jeg til sidst vred om på foden. Jeg tænker, at han siger det samme til alle sine overvægtige patienter uden at tænke på deres aktuelle situation. Det giver mig ikke tillid til, at jeg får den bedste lægelige rådgivning.”
Sådan beretter en kvindelig patient, Emma Lewis, for nylig i det engelske lægetidsskrift British Medical Journal.
Hun fortæller, at hun har været overvægtig hele livet. Hun oplever, hvordan borgeren i vore dage skal ansvarliggøres for sin sundhed, og at den, som spiser for meget og motionerer for lidt, netop betragtes som uansvarlig. Der er en tendens til at lægge skylden på den enkelte. Men også skammen.
Emma Lewis fortsætter: ”Når læger midt i en konsultation om noget helt andet spørger, om jeg er klar over, at min BMI (body mass index) er for høj, og om jeg deltager i et afmagringsprogram, bliver jeg altid overrasket over, at de handler, som om de var de første, der har tænkt på det. Som om jeg i løbet af mine 30 leveår aldrig før havde bemærket, at jeg var for tyk, og at andre synes, at det er en fejl at være fed.”
Det er hensynsløst, hvis den enkelte ses som eneansvarlig for sin overvægt. Iben Charlotte Aamann beskrev i en hvas avisartikel (Information 2009) som kommentar til tv-udsendelserne ”By på skrump”, hvordan en overvægtig kvinde nærmest tvinges ind i et afmagringsprogram, selvom hun egentlig har det godt.
Hun anklages indirekte for, at hun udviser risikoadfærd, som i sidste ende belaster samfundsøkonomien med omkostninger for alle ”os andre”. Hun udsættes for et overgreb og en bedrevidende magtudøvelse, som er skjult, ”fordi den tager form som omsorg og støtte”.
Det ligner et paradoks, at aldrig har vi vidst så meget om ernæringsrigtig mad, energisammensætninger og kaloriebehov, og aldrig har vi været mere overvægtige. Befolkningens gennemsnitlige vægt har været støt stigende over en årrække, og andelen, som er svært overvægtige, er også stigende.
Men det er de samlede levevilkår, som betyder noget for overvægt, og det lykkes i højere grad for socialt bedrestillede at efterleve sundhedskampagner. Hertil kommer, at der i dag foregår en intens markedsføring af underlødig kost. Reklamering rettes endog mod børn, og nogle produkter sælges med rabat, så man for eksempel får sukkerholdige drikke med i købet.
Der er også udviklet mere subtile metoder i form af såkaldt produktplacering i film og tv-serier, hvor der indbygges ”spise- og drikkesituationer”. Påvirkningen er effektiv, men umærkelig, for det er sådan en dagligdags og naturlig ting at indtage føde. Det er efterhånden lykkedes at forbyde reklamer for tobak. Burde man ikke også forbyde lobbyisme og reklamering for kalorieindtagelse?
Lægen har sundhedspropagandaen i ryggen, når vægtproblemet bringes på banen over for den enkelte patient. Når det gælder moderat overvægt, er det dog så som så med sikker viden om sygdomsrisiko. Og den svært overvægtige har i reglen siden sin barndom gennemgået adskillige diæter og har været udsat for en vedvarende fordømmelse.
Det menneske har haft en evig følelse af ikke at være god nok og at have en svag karakter. Gymnastiktimerne har for eksempel ofte været en kæde af ydmygelser. Omgivelserne ser den person, som ikke kan tabe sig, som en, der ikke har styr på sig selv og sin krop.
Hvis lægen ved mødet med patienten derfor kun ”ser overvægten” og geskæftigt retter opmærksomheden mod den, kan patienten endnu en gang føle sig ikke blot overset som menneske, men endog ydmyget. Lægen kommer til at indgå i rækken af personer, som direkte eller indirekte krænker patienten.
Lægen bør koncentrere sig om det, patienten kommer for. Lægen bør tænke sig om og være varsom med uopfordret rådgivning. Naturligvis må lægen give anvisninger om motion og kalorieindtagelse, når han eller hun bliver spurgt om det.
Men lægen bør ikke fokusere på vægttab i sig selv, for det alene er ofte dømt til at mislykkes. Overvægtige mennesker ved godt, at de er overvægtige, og lægen skal ikke med videnskab og sundhedsevangelium i ryggen bidrage til den fordømmelse, som de mennesker har mødt i forvejen - ofte ganske råt.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen