I 1980'erne voksede børn på Bornholm op med det faretruende syn af sovjetiske både, som lå og lurede ude i horisonten. Under den kolde krig var Danmark som Nato-allieret helt fremme ved fronten, og den atombevæbnede sovjetiske fjende lå lige udenfor. Siden Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud har Danmarks knyttede næve mod øst forvandlet sig til en idyllisk turistdestination. Men nu ser den barske virkelighed igen ud til at ramme Østersøen. I mandags begyndte havoverfladen ud for solskinsøen at boble ildevarslende, og myndighederne fandt fire store lækager på Nord Stream-gasrørledningerne. EU og Nato betragter lækagen som en sabotagehandling, og de fleste antager, at Rusland står bag.
Midt i dette storpolitiske spil vil Danmark og Østersøen genindtage rollen som frontlinje i konflikten med Rusland – en rolle, som ikke er uden risici, hvilket de seneste århundreder har vist.
“Østersøen har indimellem været et højspændt område, men ambitionen under den kolde krig var altid afspænding, og det havde russerne også en interesse i for at have adgang til havet,” siger Rasmus Brun Pedersen, lektor i international politik ved Aarhus Universitet.
“Men det, vi ser nu, er, at Østersøen i stigende grad bliver en frontlinje, hvor der udspiller sig konkrete konflikter, og det bringer Danmark i en mere udsat position, end vi har været det i mange år,” siger han.
Danmark er nøglen til Østersøen
Med lækagen i Østersøen er Danmark blevet en frontlinjestat, og Norden kommer hermed til at indtage en central rolle for Nato. Det vurderer også Rasmus Glenthøj, lektor i historie ved Syddansk Universitet.
“Det handler om Danmarks geografiske placering: Vi ligger i udsejlingen til Østersøen og udgør nøglen til at komme ind og ud af dette geostrategisk vigtige område. På den måde er vi et gidsel af vores geografiske placering, og det er ikke nyt. Danmark blev en frontlinjestat under den kolde krig, hvor man var fanget i forreste linje mellem stormagterne USA og Rusland,” siger han.
Lækagen af gasrørledningerne bærer mindelser om den kolde krigs højdepunkt, hvor Natos og Sovjetunionens flåder legede katten efter musen i Østersøen, skriver magasinet Politico.
“Tanken, om at EU's undersøiske energi- og kommunikationsinfrastruktur nu er et russisk mål, vil tvinge de europæiske militær til at forberede sig på en uventet, ny front i Ukraine-krigen, som kan bringe dem ind i et direkte opgør med Ruslands flåde,” skriver magasinet og henviser til Ruslands invasion i Ukraine den 24. februar i år.
Dansk militær skal oprustes
Et decideret angreb i Østersøen har vi ikke set før, påpeger lektor Rasmus Brun Pedersen. Det tilføjer et massivt pres for, at Danmark forøger sin militære tilstedeværelse, siger han og peger på, at en dansk rapport om den sikkerhedspolitiske situation, som offentliggøres mandag, tegner et dystert billede af Danmarks militære formåen.
“Lækagen i Østersøen forstærker blot indtrykket af, at Danmark skal gøre mere i nærområdet og smide flere penge i forsvaret i de kommende år. Det rejser også spørgsmålet om, hvorvidt vi skal til at genopbygge kapaciteten af ubåde,” siger han.
Der er et massivt pres i Nato for, at Danmark er med til at tage regionalt lederskab i Norden. Danmark er af USA blevet presset til at investere op til 2 procent af bruttonationalproduktet i militæret frem til 2034.
“Man har hele tiden set 2 procent som et loft, men nu er der en forventning om, at det er bunden, og at vi går over 2 procent,” siger han.
Århundreders frygt for Rusland
Spændingerne i Østersøen går meget længere tilbage end til den kolde krig, og Danmark har gennem historien været kastebold mellem stormagter. I Erik af Pommerns dage under den nordiske Kalmarunionen i det 14. og 15. århundrede var man “strædernes vogter”, men efterhånden svandt Danmark og Sveriges magt ind, og man blev strædernes gidsel. Stormagterne – med vestmagterne Frankrig og Storbritannien på den ene side og tsarens Rusland på den anden – bestemte, hvem der havde magten i Danmark, og hvordan man kunne agere, fortæller historiker Rasmus Glenthøj.
“Storbritannien var inkarnationen af liberale værdier, mens Rusland var inkarnationen af reaktionære værdier. Det kan jo lyde bekendt,” siger han og påpeger, at Rusland i 1800-tallet i perioder forsøgte at gøre Danmark til en russisk vasalstat. Efter Napoleonskrigene var tsaren Europas stærke mand, og en dansk diplomat sagde på den tid, at “den danske udenrigspolitik er, at man ikke har nogen udenrigspolitik”.
“Men forsøgte at lægge sig fuldstændig ned og rette ind efter især Rusland,” siger historikeren.
Datidens mere frihedselskende kræfter i Danmark mente, at tsaren var en trussel, som netop gjorde, at man skulle søge beskyttelse hos vestmagterne og sikre dansk frihed ved at forenes i Skandinavien.
“Hele idéen om et tættere og mere integreret nordisk forsvar har man set flere gange før,” siger Glenthøj.
Koldkrigsangst vender tilbage
Danmarks rolle som frontlinje vil ikke blot betyde en mere offensiv forsvarspolitik, men vil også påvirke befolkningen, mener historiker Rasmus Glenthøj.
“Jeg er gammel nok til at kunne huske den kolde krig og testen af sirener hver onsdag. Jeg læste bøger om børn, der havde overlevet atomkrigen og skulle forsøge at skabe en ny tilværelse i et postapokalyptisk samfund. Den frygt har været fuldstændig forsvundet de seneste 30 år. Men lige pludselig er vi blevet bange igen. Den potentielle trussel om ragnarok sammen med energikrisen og inflationen skaber en frygt og manglende tillid til fremtiden, som selvfølgelig vil præge det danske samfund,” siger Rasmus Glenthøj.