Jeg er rystet. De grove antisemitiske overgreb i Danmark og Sverige i weekenden har påvirket mig dybt. Jeg er rystet og trist over det Danmark, jeg voksede op i, som åbenbart helt er ved at forsvinde. Også når det gælder forholdet til landets jøder.
Jeg tænkte først, naivt, at der forhåbentlig kun var tale om, at en enkelt hadefuld tosse havde klæbet en gul ”Jude”-stjerne på brevkassen hos en israelsk-jødisk kvinde i Silkeborg. Men så kom meldingerne om, at 80 jødiske grave var blevet skændet i Randers, antisemitisk graffiti flere andre steder i landet og de muligvis koordinerede angreb i Sverige.
Alle jøder kender til antisemitisme. Men da min generation af danske jøder voksede op, var antisemitismen noget, der hørte fortiden til. Vi lærte om historiske jødeforfølgelser. Om romerne, der ødelagde templet i Jerusalem. Om inkvisitionen. Om de russiske pogromer. Om det antisemitiske justitsmord på den franske officer Alfred Dreyfus, der satte Frankrig i oprør. Og selvfølgelig var der nazismen og Holocaust. Nürnberglovene, ghettoerne, kreaturvognene, udryddelseslejrene, gaskamrene og krematorierne.
I min egen familie var der fortællingen om nazisternes strækmarcher gennem den by i Sydtyskland, hvor min far og hans bror voksede op. Om hvordan det i 1933 blev min farmor for meget, da der blev smidt brosten ind ad vinduerne, og en af de tunge sten sammen med alle skårene landede i min fars barneseng. Kort efter flygtede hun med sine to smådrenge tilbage til Danmark. For der var ingen antisemitisme i Danmark.
Hvad min farmor ikke vidste og heldigvis ikke kom til at opleve var, at Danmark i 1930’erne besluttede at lukke grænsen mod syd for jødiske flygtninge for ikke at ”importere antisemitismen”. En skammelig beslutning.
For få år siden gravede jeg i min mors familiepapirer og opdagede, at min oldefar var født i Aalborg. Det skærpede min interesse for jødisk liv i Aalborg, som jeg ikke før havde kendt til.
Gennem Stadsarkivet lærte jeg om ”Jødesagen” fra 1838, hvor min tipoldefar sammen med en gruppe andre jødiske købmænd i byen klagede til kancelliet og påkaldte sig ”ulovlig diskrimination”, fordi jødiske købmandslærlinge ikke kunne blive optaget i købmandslavet. Sagsbehandlingen var ikke forbilledlig. Det tog 16 år, før der kom svar, men da det kom, fik de jødiske købmænd medhold i, at man i Danmark ikke måtte diskriminere på grundlag af religion.
Samtidig besøgte jeg for første gang den fine lille jødiske begravelsesplads i Hasserisgade, som blev grundlagt af købmand Aron Jacobsen i 1810, så han kunne begrave en datter. Blandt de 149 grave fandt jeg også min tipoldefar Wulff Marcus Koppels gravsten.
Derfor løb det mig iskoldt ned ad ryggen, da jeg mandag morgen læste, at også den jødiske kirkegård i Aalborg er blevet vandaliseret i weekenden. Jeg kunne med samme mærke stikket af frygt for, at min tipoldefars smukke mosbegroede gravsten var blevet ødelagt.
Det er helt irrationelt. Min tipoldefar har været død i 174 år. Jeg kendte ham ikke og kender ingen, der kendte ham. Men han er den del af min historie og ikke mindst af den dansk jødiske historie.
En historie, der ikke tåler antisemitisme, og som ikke kan tolerere racistisk gravskænding.
Hanne Foighel er mellemøstkorrespondent for Kristeligt Dagblad.