Prøv avisen
Debat

Længe leve næstekærligheden fra Galilæas godhedsindustri

"Man behøver ikke være superlæser for at indse, at næstekærlighed ikke er et orgie af stormende følelser, hvor den lamme faldes om halsen med forelskede løfter om evig troskab og grænseløs kærlighed. Næstekærlighed er den daglige virkelighed, hvor vi bærer hinandens byrder." Foto: Torben Huss

Det er nødvendigt, at vi tør tage hinandens liv i vore hænder. I det møde er Gud til stede. Derfor bærer vi næstekærlighedens bårer bagtankeløst, skriver Bjarne Lenau Henriksen, der er tidligere chef for Kirkens Korshær

Der er især en god fortælling om næstekærlighed i Det Nye Testamente. Det er Markus, der leverer den i sit andet kapitel. Han beretter om en stilren næstekærlighed, enkel og ligetil at gå til. Ingen store armbevægelser, men et håndfast, usentimentalt greb i fire håndtag på en lam mands båre.

Den lamme er et privilegeret menneske. En gruppe på fire næster bærer med på hans byrdefulde liv. Ikke alene bærer de, de går til yderligheder, springer over i køen, krænker den private ejendomsret og øver hærværk, for at han kan få den nødvendige hjælp.

Nej, det er for patetisk. De fires håndfaste næstekærlighed er næsten for grænsesprængende. Det bliver for klamt og klistret og for meget. Det går jo ikke an at fremhæve Det Nye Testamentes fortælling om næstekærlighedens inderste væsen i en tid, hvor den befinder sig i et tidehverv, hvor livet er skrumpet så meget ind, at vi ikke længere ved, at vi er hinandens nødvendige næster - også i det store perspektiv.

Jeg er bange for, at hvis man for tiden skal være en redelig læser af Markus, bliver man nødt til at fortolke noget lusket og mistænkeligt frem af de fire næsters forhold til den lamme og hans båre.

Måske kommer de fra Galilæas Godhedsindustri ApS, en frivillig organisering i det ellers så skrækkelige galilæiske, multikulturelle civilsamfund, hvor de fire bårebærere stiller deres godhed til skue, så alle kan se, at de er ordentlige og anstændige mennesker, der tager deres gamle Gud og testamente alvorligt.

Deres motto er: ”Næsten 100 procent”, og ingen skal være i tvivl om, at de går fuldt og helt ind for næstekærlighed. De holder den ikke hemmelig, men eksercerer deres selvbestaltede godhed hensynsløst på det lamme offer i fuld selvpromoverende offentlighed, mens de marcherer rask af sted på hovedgaden i stedet for at tage turen bag om byen ad de små stræder, hvor ingen ser dem.

Eller, hvis man tør lade fantasien løbe helt af sporet: De fire næster er nedslidte mænd med dårlige rygge og førtidspension, der næsten ikke orker at producere daglig næstekærlighed til dette evige skravl, der skal vaskes, mades, op at sidde, ned at ligge dag ud og dag ind, år ud og år ind.

Andre i byen er gået død i den lammes radikale krav. De er blevet døve for hans tavse råb. De fire er blevet alene om at bruge deres kræfter på hans veludviklede og selvforskyldte elendighed. Rygterne går, at de ikke har tid til koner og børn for bar næstekærlighed.

Men så hører de fire om en mirakelkur af helt ekstraordinær underfuld kvalitet. En superhealer er kommet til byen. Han er nok en messe værd. Hurtig helbredelse! De aner et håb, nok mest for sig selv. Bliver den lamme helbredt, er de fri af ham og bliver fri til sig selv. Kærlighedstrangen kan derefter rettes indad og hjemad.

Nej, det går ikke med disse frie fantasier. Jeg kan ellers flere af dem. Der findes et utal af luskede og mistænkelige motiver, når mennesker optræder næstekærligt. De kan være spændende og underholdende, nogle gange med en stor grad af sandhed i sig.

Men man skal vel ikke holde op med at vise næstekærlighed, blot fordi motiverne er mudrede? Så jeg må læse på en anden måde. Virkelighedsnært, direkte og usentimentalt.

Så jeg læser om kreativ næstekærlighed, hvor en gruppe mennesker sætter deres fantasi i gang på bedste løgstrupske manér, for at realisere den gyldne regel og gøre lige præcis det for den lamme, som de håber, andre vil gøre mod dem, hvis de var i en lignende situation.

De kan rolleombytningens svære kunst. Da de går af sted med ham, har de i bogstaveligste forstand hans liv i deres hænder. Det er det, Jesus ser, da han kigger op mod loftet og ser båren nærme sig fra det høje på vej ned til det jordiske møde med Guds livgivende kærlighed. Han ser deres tro i deres grænseoverskridende aktion. Den aktiverer Jesu guddommelige fuldmagt. Underet sker!

Fortællingen er enkel at læse: Det guddommelige underprofiterer i høj grad af tilstedeværelsen af jordnære menneskelige hænder, der giver det nødstedte medmenneske et ordentligt løft.

Man behøver ikke være superlæser for at indse, at næstekærlighed ikke er et orgie af stormende følelser, hvor den lamme faldes om halsen med forelskede løfter om evig troskab og grænseløs kærlighed.

Næstekærlighed er den daglige virkelighed, hvor vi bærer hinandens byrder.

Som jeg læser Markus, er det underfuldt, at der er mennesker, der lever, følger og bærer med. Man kan kalde det engagement, ansvarlighed eller næstekærlighed.

Men det er det, der er nødvendigt: at vi tør tage hinandens liv i vore hænder. I det møde er Gud til stede. Derfor bærer vi næstekærlighedens bårer bagtankeløst. I Jesu navn. Aldrig i vort eget.

Bjarne Lenau Henriksen er tidligere chef for Kirkens Korshær