Prøv avisen
Refleksion

Jeg drømmer mig tilbage til 1800-tallet, hvor kvinder var kvinder, og mænd var mænd

Illustration: Søren Mosdal

Personligt drømmer jeg mig især tilbage til midten af 1800‑tallet, hvor der endnu ikke fandtes fjernsyn, internet, biler, flyvemaskiner. Det var også en tid, hvor der ikke eksisterede en optagethed af køn og identitet af samme art, som vi ser i dag, skriver Sørine Gotfredsen

Det er nok ret alment, at man af og til forestiller sig, hvordan det ville have været at leve i en anden tid. Personligt drømmer jeg mig især tilbage til midten af 1800‑tallet, hvor der endnu ikke fandtes fjernsyn, internet, biler, flyvemaskiner eller andet af det, der trækker os ind i et tempo, der overmander den spadsere-gangart, der oplagt synes bedst i harmoni med vores sind.

Det var også en tid, hvor der ikke eksisterede en optagethed af køn og identitet af samme art, som vi ser i dag. I høj grad gav det sig selv, at kvinder var kvinder, og mænd var mænd, og jeg kender naturligvis alle indvendingerne. Kvinder sad dengang fanget i snævre roller og blev ikke rigtig anerkendt som tænkende væsner, der frit kunne vælge en bane i livet.

Det er sandt, at vigtige landvindinger siden er blevet gjort, men vi må stadig overveje konsekvensen af at have afskaffet en stor del af den konservative orden. Blandt andet er der blevet skabt en så stor fokusering på køn og seksualitet, at der er opstået nye fangenskaber i en kultur, der måske vil vise sig ikke i længden at være levedygtig.

Forleden kunne man i Weekendavisen læse et interessant interview med den amerikanske feminist Camille Paglia, der her understregede, at opgøret med de konservative rammer medfører ensomhed, identitetstab og i sidste ende samfundskollaps. Vor tids store fokusering på alverdens former for seksualitet og en krænkelsesfri tilværelse afslører ifølge Paglia, at noget er gået galt med den vestlige identitet. Ja, hun mener ligefrem, at åben homoseksualitet, som hun kalder det, er ét af de karakteristiske træk ved en civilisations sene fase.

Denne 70-årige feminist siger tankevækkende ting. Med erfaring fra adskillige feministiske faser beskriver hun, hvordan flere og flere vil komme til at føle sig rådvilde og ikke forankrede, fordi der mangler en given ramme at hvile i. Det ligger lige for her at koble hendes tanker om vestlig identitetsforvirring sammen med vores årelange debat om kirkelige vielse af homoseksuelle.

Den har længe udgjort en frustrerende oplevelse, fordi den for det første blev intensiveret gennem en kirkeminister, der mest syntes optaget af at promovere sig selv. Men derudover har debatten også afsløret, at vores kultur er nået så vidt angående dyrkelsen af individuel seksuel identitet og opgør med det overleverede, at tilbagetoget næppe kan gøres. Det er svært at forestille sig, at vi kan vende tilbage til punktet, hvor ægteskabet vil blive set som en ordning, der for alvor rækker længere end følelseslivet.

Og hvis det er rigtigt – som Camille Paglia siger – at vi befinder os i vor civilisations sidste fase, skal vi bruge kræfterne rigtigt. Når teologer i dag diskuterer vielser af homoseksuelle, har det med at ende i afkroge, der ingen mening giver for størstedelen af befolkningen. Det giver sig selv, at man med afsæt i luthersk kristendom må afvise et ægteskab mellem to af samme køn – tanken ville for Luther være en absurditet – men man kan ikke fra den flanke kæmpe for at bevare en urokket orden. For opløsningens fase er indtrådt, og der skal skabes en mere overordnet samtale om konsekvensen af at afskaffe den konservative orden, som man i dag kan længes efter.

Først og fremmest skal vi erkende faren ved den overdrevne dyrkelse af krop og seksualitet og konstant selvdefinering, der driver mennesket ud på åbent hav. Herude er mange unge piger i dag så nervøse i forholdet til deres egen krop, at de nægter at tage bad i skolen, og visse af nutidens feminister optræder som halvnøgne realitystjerner i et ekshibitionistisk projekt, man dårligt kan adskille fra tanken om kulturelt forfald.

Optagetheden af køn og krop kan gøre det til en ensom, udmattende og forkvaklet oplevelse at være menneske, og det er tanker som disse, der er på spil, når en kvinde som Camille Paglia siger, at den åbne homoseksualitet er ét af de karakteristiske træk ved en civilisations sidste tid. For den udgør billedet på en bevægelse, der har krydset en linje, hvorfra man ikke kan vende tilbage. Én ting er det indlysende værdifulde ved en norm, hvor man agter den homoseksuelle præcis som enhver anden. Noget andet er det problem, der opstår, når dyrkelsen af den intime identitet og konstante definition af mig i modsætning til de andre udvikler sig til en så kvælende ideologi, at den konservative samfundsorden undermineres.

Man kan frygte, at vi er blevet fanget i en selvforstærkende proces, der får mennesket til at rette blikket væk fra den mere og mere opløste omverden og ind mod egen tilstand og krop. Hvormed dette måske til sidst vil være det eneste faste holdepunkt, der er tilbage. Mange er glade for ikke at leve i 1800-tallet, hvor et menneske i så høj grad var tvunget til at adlyde samfundets konservative normer. I dag, hvor vi har afskaffet mange af dem, bliver vi i stedet drevet til at adlyde kroppens og kønnets endeløst indadvendte bevægelse. Og hvem kan i længden holde ud at være så meget i selskab med sig selv

Refleksion skrives på skift af sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.