Prøv avisen
Debat

Lær af USA: Der er en grænse for, hvad man kan tillade sig

"Kunsten består blandt andet i ikke at håne det, andre anser for helligt," siger Mikkel Wold. Foto: Mads Nissen/ info@madsnissen.com/ www.madsnissen.com

Grænsen mellem satiren og blasfemien er tydeligvis svær at sætte for nogen, men den er vigtig at fastholde, for gør man ikke det, går der råd i vores forståelse af ytringsfriheden, skriver sognepræst Mikkel Wold

DA DEN daværende amerikanske ambassadør i Danmark James Cain i 2009 gav et interview i anledning af sin afsked, kommenterede han blandt andet de udfordringer, det tiltagende multikulturelle danske samfund stod over for.

Cain nævnte - med den tilbageholdenhed, der kendetegner en klog diplomat, der bliver anmodet om at kommentere forholdene i det land, han er udsendt til - at Danmark (i lyset af krisen efter Muhammed-tegningerne) måske kunne lære noget af USA, som gennem mange år og lange stridigheder til en vis grad havde lært sig kunsten at lade vidt forskellige kulturer og religioner leve fredeligt med hinanden. Kunsten består blandt andet i ikke at håne det, andre anser for helligt. Det er jo et meget enkelt råd, men det virker tilsyneladende.

Det er af samme årsag, at store amerikanske aviser som for eksempel Washington Post og New York Times endnu ikke har vist Muhammedtegningerne. Det er ikke, fordi de ikke tør, for næppe nogen vil vel drømme om at anklage netop de aviser for ikke at turde træde frem med kritik.

Men, som Paul Farhi, redaktør på Wahington Post, formulerede det i januar måned i år til DR: ”I journalistik i USA er der tradition for ikke at fornærme større grupper af læsere, og der har generelt været enighed om, siden de danske tegninger kom i 2005, at vi ikke ville vise dem af respekt for muslimske læsere og borgere.”

Et demokrati kan selvfølgelig ikke eksistere, hvis der ikke er ytringsfrihed. Men ytringsfrihed er ikke lig med håneret.

Historien viser, at grænsen for ytringsfrihed er vanskelig at sætte. Vi hylder med rette den holdning, at næsten alt skal være tilladt at ytre. Men det er vigtigt, at ordet ”næsten” er med. En tone kan blive så hadsk og så nedgørende, at vi lander i racisme eller diskrimination, hvis man ikke stopper.

Der er en grænse for, hvad man kan tillade sig. Hvor grænsen går, kan der være uenighed om, men det er meget sjældent at finde folk, der vil finde sig i alt, og hvis de gør det, er det som regel, fordi de har mistet deres selvrespekt. At håne andre eller det, andre anser for helligt, er utilladeligt krænkende. Det er at udnytte en mulighed, man har moralsk pligt til at lade gå fra sig.

Konflikten mellem ytringsfrihed og håneret kommer ikke mindst frem i forholdet mellem satire og blasfemi. Satiren er en del af ytringsfriheden. God satire kan afsløre forhold, som kræver afsløring, også når det er ubehageligt.

Satiren skal til som en del af ytringsfriheden. Mange magtfulde har forsøgt at undertrykke den, når de blev genstand for den, men det sjove er, at derved kommer de til at give satiren ret. Satiren er urgammel og har været værdsat i alle kulturer.

Men hvis satiren går over til blasfemi, er det noget andet. Blasfemi kommer af det græske ord blasfemia, som betyder bagtalelse. Blasfemien er at håne det, andre anser for helligt. Dermed siger man, at man selvfølgelig har retten til at blæse på andre.

Grænsen mellem satiren og blasfemien er tydeligvis svær at sætte for nogen, men den er vigtig at fastholde, for gør man ikke det, går der råd i vores forståelse af ytringsfriheden. Ytringsfriheden rummer plads for satiren, men hvis satiren glider over i blasfemi, er den ikke længere en del af ytringsfriheden, men har reduceret sig til håneret. Og hvis vi sætter lighedstegn mellem ytringsfrihed og håneret, lader vi hånt om retten til, at enhver kan fungere med værdighed i et demokrati.

Mikkel Wold er sognepræst i Marmorkirken og lektor ved Folkekirkens Uddannelses-og Videnscenter i Løgumkloster