Det blev på flere måder en tirsdag i moralens tegn. Denne dag faldt der dom i sagen om Britta Nielsens millionsvindel i Socialstyrelsen, og vi fik atter den chokerende adfærd og de ublu luksusvaner beskrevet.
Britta Nielsen-sagen får én til at overveje menneskenaturen en ekstra gang og konfronterer os med tanken om, at vi muligvis bevæger os i retning af mere hæmningsløse tider. Det er bestemt en tanke værd i en relativt gudløs epoke som denne.
Derfor var det så passende, at DR samme aften sendte et portræt af den afdøde købmand Lars Larsen, der grundlagde dyneimperiet Jysk, og som var langt rigere, end selv Britta Nielsen vist kunne forestille sig. Lars Larsen var i sit liv drevet af minder fra en hård barndom i Arnborg ved Herning, hvor han blev kaldt Fattig-Lars og stille og roligt fyldtes af indædt trang til at vise dem alle sammen noget andet. Det kom han til.
I 1979 åbnede han sin første dynebutik, og danskerne lærte ham at kende gennem de præcist 10 sekunder lange TV 2-reklamer, hvor Lars Larsen landede i én af sine egne dyner med et godt tilbud.
I begyndelsen blev der grinet af hans jyske fremtoning, men det holdt man op med. Lars Larsen var en overlegent dygtig forretningsmand, men samtidig var han efter sigende en mand, der ikke lod sig fortabe i rigdommens bivirkninger. Han undgik de røde løbere, han spekulerede ikke i skattefordele, og han forærede dyner og madrasser til et herberg, mens han udtrykkeligt bad om, at hans gode gerning ikke blev offentliggjort. Og hvor mange fjollede talkshows har man set Lars Larsen optræde i?
Ingen, så vidt jeg husker.
Han var ambitiøs, han blev aldrig mæt, men han var ikke grådig, og det er den afgørende forskel.
Han minder os om, at nogle mennesker faktisk kan tåle at komme til mange penge, hvilket sætter Britta Nielsens 117 ulovlige millioner i et endnu mere grotesk skær. For mens én ting er, at hun forfaldt til at stjæle i en presset situation, er noget andet, at hun blev ved og ved og udviklede en decideret karikeret livsstil med dyr champagne, raceheste og store biler.
Britta Nielsen er som taget ud af en visdomsformulering fra Ordsprogenes Bog om menneskets tidløse laster, og hun bidrager til bekymringen for udviklingen i den folkelige moral. Den er virkelig en tanke værd, for man begår ikke store forbrydelser uden at sætte præg på sine omgivelser, og da TV 2 på en tur ud i Britta Nielsens gamle nabolag i Hvidovre bad forbipasserende om at forholde sig til dommen på seks og et halvt års fængsel, var meldingen ret klar. Flere fandt straffen alt for mild, og hvis grådigheden breder sig, vil ønsket om mere straf vokse tilsvarende.
Vi lærer, at en enkeltstående forbrydelse kan påvirke en hel folkeånd, men vi lærer også, at en enkeltstående hædersmand kan gøre det samme. Portrættet af Lars Larsen var perfekt placeret tirsdag aften. Han var undtagelsen, der lærer os at være på vagt over for grådigheden, og en sådan er altid en taknemmelig tanke værd.8
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.