Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har ved flere lejligheder signaleret, at der er brug for et øget fokus på begreber som dannelse, kundskaber og dyb viden i folkeskolen, og at mekanisk, indholdsløs målopfyldelse og snæver viden ikke må fylde alt i den pædagogiske praksis. Senest ved årets Sorø-møde, hvor emnet netop var dannelse, som ligger i forlængelse af tidligere udtalelser fra ministeren, for eksempel i Kristeligt Dagblad den 27. december 2016:
”Der er ikke noget galt med læring i betydningen, at børn lærer noget. Men læring kan blive enten tilfældig eller mekanisk. Det risikerer at blive, at man sætter et mål, og så får man lært det, og så går man videre til det næste. Men den dybere indsigt er svær at sætte på formel” i Kristeligt Dagblad den 27. december 2016.
Tidligere undervisningsminister Christine Antorini (S) stod med skolereformen i spidsen for, hvad hun selv har kaldt en ”læringsreform”. Fokus blev rettet mod målbar læring og snæver faglighed. Så når den nuværende minister udbreder en sprogbrug båret af mere abstrakte begreber som kundskaber, dyb indsigt og dannelse, kan hendes udmeldinger meget vel ses som en sproglig pædagogisk modrevolution, der udstikker længe ventede og udvidede rammer for folkeskolens virke.
For få uger siden blev forligskredsen bag skolereformen enige om at løsne bindingerne i de faglige mål for folkeskolen (”Fælles Mål”) ved at gøre 3170 af målene vejledende. Undervisningsministeren påpegede til folkeskolen.dk, at aftalen skal ”have betydning helt ud i klasselokalet og give frirum til den gode undervisning”. ”Det tager pusten ud af den læringsmålstyrede undervisning,” udtaler lektor Keld Skovmand, University College Sjælland, fordi man nu ”skal se opad mod de overordnede kompetencemål, fagformål og skolens formål”.
Der søsættes altså på flere måde et bredere syn på det udbytte, som eleverne skal have af deres skolegang, end tilfældet har været siden skolereformens ikrafttræden.
Kommuner og skoleledere har bemyndigelsen til at beslutte, at lærerne skal undervise ud fra bestemte koncepter. Det betyder, at man i kommunerne i vid udstrækning kan unddrage sig ministeriets nye intentioner og for eksempel fortsat lade de nu vejledende mål og læringsmålstyring dominere undervisningen, sådan som man har gjort det på rigtig mange skoler landet over i og med reformen. Kommunalt bliver der flere steder brugt enorme ressourcer – både tidsmæssige og økonomiske – på at udbrede forskellige variationer af læringsmålstyret undervisning – alle sammen med konkrete, målbare mål og snæver læring som omdrejningspunkter. Med rette har professor Per Fibæk Laursen, DPU Aarhus Universitet, kaldt læringsmålstyret undervisning for ”den stærkest markedsførte ambition i forlængelse af skolereformen 2014”.
Så når målstyringen er blevet så dominerende, som den er, ude i kommunerne, skal der stærke kræfter til at ændre kurs, sådan som ministeriet nu tilsyneladende lægger op til.
De nye intentioner fra ministeriet kommer ikke til at få betydning for praksis ude på skolerne, hvis man ikke får lokale kræfter til at trække i samme retning.
I juni 2014 indgik regeringen og Kommunernes Landsforening aftale om målene for den digitale folkeskole, som blandt andet omfatter de såkaldte digitale læringsplatforme.
I kraft af en omfattende foredragsvirksomhed drøfter jeg netop målstyring og læringsplatforme med mange lærere rundt omkring i landet.
Og tendensen er tydelig: Mange fortæller, at deres undervisning i vid udstrækning er funderet på ”Fælles Mål” og målstyring, fordi læringsplatformene lægger op til det, og fordi man lokalt stiller krav om det. Der er typisk i læringsplatformene indbygget en evalueringsfunktion, hvormed man kan opgøre elevernes læringsudbytte på en skala eller tildele det en konkret værdi (for eksempel en smiley).
Målstyringens snævre fokus på målbar læring og kvantitative læringsdata udgør altså det typiske fundament for læringsplatformene.
Læringsplatformene kan derved meget vel medføre, at ministeriets nye intentioner om at brede fagligheden og folkeskolens sigte ud, som jeg har beskrevet ovenfor, aldrig kommer til at præge den enkelte lærers praksis.
Platformene kan umiddelbart kun formidle den snævre læringsfortælling, der handler om målbare læringsmål og synlige læringsresultater, og det er strengt nødvendigt, at man ude på skolerne og i kommunerne får drøftet, dels hvilken rolle læringsplatformen skal have, dels hvordan man får bredt læringsfortællingen ud og synliggjort, at faglighed i folkeskolen også handler om dannelse, kundskaber og dyb indsigt – for at bruge ministerens egne ord – en faglighed, der ikke lader sig indfange og gengive inden for målstyringens rammer.
Med Antorinis læringsrevolutionære sprogbrug in mente er det yderst befriende og opløftende, at tonen og intentionerne fra Christiansborg er ved at ændre sig. Det giver håb om, at vores folkeskole alligevel ikke blev ofret helt på lærings- og kontrolparadigmets alter. Men kursændringen får ingen konkret betydning, hvis ikke den understøttes ude i kommunerne.
Det er mit håb, at embedsværk og lokale politikere er opmærksomme på, at de skolepolitiske vinde er ved at vende, så vi alle steder kan gribe den bold, som ministeriet har spillet op, og skabe den bedst mulige folkeskole for vores børn. Folkeskolen har brug for en kursændring, og nu er muligheden der.
Mette Frederiksen er folkeskolelærer, foredragsholder, debattør.