Vi ved, at forstyrrende og urolige børn eller børn, der trækker sig fra sociale fællesskaber, har særlige udfordringer. Den pædagogiske løsning bliver ofte at afskærme, lave visuelle skemaer, give ekstra pauser med mere. Eller børnene løser det selv ved at stemple ud og holde sig væk fra de sociale fællesskaber. Men alt for ofte overses de primære sanser, følesansen, hovedbalancesansen og muskel-ledsansens, betydning, når vi skal hjælpe børnene.
Berøring og øvrig stimulering af sanserne har trange kår i den vestlige verden. Hvor man i andre samfund har babyerne tæt på sig rent fysisk i det første leveår, så har vi skabt en livsform, hvor vi hylder at have hænderne fri, selvom vi har nyfødte børn. En livsform, hvor vi køber udstyr, så børnene selv kan falde i søvn, og vi voksne får tid til andre gøremål. Det seneste produkt på markedet er en baby-sovepose med tyngde i, der nu anbefales i mit Facebook-feed til at fremme søvnen.
Oprindeligt var vi mennesker en del af en større flok. Der var flere hænder til at holde, nusse, gynge, vugge, og dermed stimulere barnets sanser det første leveår. Det er en stor udfordring i dag at klare dette i en ofte lille familie. Men det ændrer ikke på, at barnets biologiske behov stadig fordrer berøring og fysisk tæthed. Berøring og fysisk tæthed fra et andet menneske, vel at mærke. Et spædbarn skal berøres, masseres og mærke et andet menneskes hud og hjerterytme, for at det kan udvikle sit eget nervesystem og dermed lære at mærke sig selv, indefra.
En barndom i 1960-70'erne var meget mere fysisk. Der var fysisk leg og bevægelse udendørs i al slags vejr. Der var krav om at give hånd, når der kom gæster og altid gøremål at hjælpe til med. Handlinger, der gav mening og samhørighed med familien og samtidig stimulerede de primitive sanser. En stimulering, der uden at man vidste det dengang, var med til at udvikle børn, til ikke at brænde sammen mentalt. Uagtet, at der ellers kunne være meget modgang og mange ting at tænke over. Babyer blev ikke nusset og masseret i timevis, men datidens stofbleer og uldbukser gjorde, at alt tøjet måtte af flere gange dagligt, og babyen blev vasket med en ofte forvasket, stiv vaskeklud. Måske var vandet koldt. Dette gav ubevidst en hel del sansestimulering sammenlignet med nutidens lynskift med engangsble og en hurtig vådserviet eller blød engangsklud. Vi har utilsigtet fjernet livsvigtige stimuli fra børnene i dag, fra de tidlige bleskift og frem til de skal i skole.
Et barn, der ikke får stimuleret sin taktile sans og de øvrige sanser, vil ofte opleves som forstyrrende og uroligt, eller det vil trække sig fra sociale fællesskaber. Uden tidlige kropslige sansestimuli lærer hjernen ikke at forholde sig til stimuli fra omverdenen, barnet kan ikke mærke sig selv og øver derfor ikke værktøjerne til at håndtere alt det, der sker omkring. I stedet aktiveres det autonome nervesystem, der reagerer med kæmp, flygt eller frys.
Vi er nødt til at se på børnenes reaktioner på en måde, der tænker det pædagogiske og det sundhedsfaglige sammen. Vi skal hjælpe børn med at få ro på nervesystemet og lære dem at mærke sig selv. Dette ved at arbejde med at stimulere de primitive sanser, inden vi begynder at skabe stramme, skærmende strukturer eller købe tyngdedyner.
Og til alle nybagte forældre derude: Stimuler jeres børns sanser og motorik. Lad dem mærke verden, røre ved den, bruge kroppen i livet. Lad dem mærke jer. Gør bleskiftning til en berøringsseance med grundig massage og ikke bare en praktisk opgave. Put med jeres barn, syng og nyn, mens I holder det tæt på jer. Det lille barn ved instinktivt, at det ikke kan klare sig alene. Det skal mærke jer, jeres rytme og jeres ro fremfor maskinel rytme og lyde fra tv'et.
Børn i dag har stor risiko for at vokse op med den samme hudsult, som vi ser hos ældre. Det har store omkostninger, menneskelige og samfundsmæssigt. Vores tid kalder på opmærksomhed og handling på, for den, tid hvor børn automatisk voksede op i et fysisk stimulerende miljø og med fysisk arbejdende voksne omkring sig, er uigenkaldeligt forbi.
Marianne Troelsgaard Nielsen er lærer og motorikvejleder.