Unge piger i 8. klasse trives dårligt på grund af præstationspres. De skal - og vil - være perfekte til alt. Og det værste er, at det endnu ikke er kommet bag på de eksperter, jeg har hørt udtale sig. Der er noget, der ulmer. Noget, der er svært at gribe om. Noget, der gør læringsrummet komplekst. Noget, der gør det svært at engagere eleverne. Noget, der gør det svært at komme tæt på eleverne. Noget, der gør, at det er svært at få en ‘holdning’ ud af eleverne - og det er netop denne sidste del, jeg vil prøve at gribe om.
Jeg oplever, at jeg, som folkeskolelærer, har svært ved at få dialog og meninger i spil - sat på spidsen: det er som om elevernes meningerne ikke er der. I klassen diskuterer vi, så de kan "prøve holdninger" af, men det er som om, det ikke betyder noget for dem. En kollega stod for eksempel med en klasse, hvor de alle mente det samme om et selvreflekterende spørgsmål.
For nylig hørte jeg, at unge kristne og politiske ungdomspartier har svært ved at få lov til at samles på gymnasier, fordi rektorerne forbyder det. Undskyld hvad? Vi har religionsfrihed, og vi har forsamlingsfrihed. Det dur ikke, at lige netop der, hvor de unge mennesker skal øve sig på at være uenige om eksistens, tro, etik og ideologi, der hvor de har en fuldstændig vanvittig gejst og energi også er der, hvor voksne ledere spænder ben for, at de kan øve sig?
Demokrati er ikke en værdi. Det er en styreform, som netop kan rumme forskellige værdier og ideologier. Men hvad skal vi bruge demokrati til, hvis den målstyrede folkeskole alligevel danner borgere, der mener det samme? Jeg kan kun forestille mig, at det i et slags "fordrejet demokrati" bliver nemt at topstyre borgere i et sådant land. Jeg vil gerne være med til at uddanne mennesker, der kan undres, stille spørgsmål og konkludere sammenhænge. Men hvordan kan vi i en top- og målstyret folkeskole lære eleverne at være uenige? Hvordan lærer vi dem, at dét at være uenige ikke er lig med at være uvenner. Hvordan lærer vi dem at skrive pænt i kommentarsporet til dem, de er rygende uenige med?
I åndsfrihedens navn skal vi lære de unge mennesker at være uenige sammen. Vi skal lære dem, hvordan uenighed og respekt kan gå hånd i hånd. Vi skal lære dem, at de ikke kun skal være sammen med dem, der ligner dem eller dem, de er enige med. Vi skal lære eleverne, at slå sig på sine holdninger i trygge rammer, så de får mod til at fortsætte med at have holdninger, også uden for klasserummet. Vi skal lære dem, at hygge også kan rumme uenigheder. Undersøgelser viser, at mange afstår fra at deltage i den offentlige debat, fordi det er et ubehageligt sted at være. Hvad gør vi ved det? Bør vi indføre et nyt SoMe-fag i folkeskolen, hvor vi lærer eleverne spillereglerne - ligesom vi lærer dem at begå sig i resten af samfundet?
Jeg vil være stolt af at sende elever ud af folkeskolen, som kan argumentere og stille så gode spørgsmål, at en rektor på ungdomsuddannelsen får "den gode sved" på panden, så demokratiet øves. Åndsfrihed starter i klasserummet, hvor vi skal øve os. Måske er vi blevet ensrettet uden at opdage det. Det tilskrives fejlagtigt Voltaire at have sagt: “Jeg er uenig i, hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det”. Det er åndsfrihed. Men hvordan får vi eleverne til ikke blot at forstå det, men at gøre det?
Malene Futtrup Fibiger co-teacher og læringsvejleder i folkeskolen.