Læser: Det er naivt og letkøbt, når Kristeligt Dagblad kalder det et ”selvrealiseringsprojekt” at forholde sig til sin egen død

Jeg synes, det er meget uigennemtænkt, naivt og letkøbt at kalde det et ”selvrealiseringsprojekt” at forholde sig ansvarligt til sit eget liv og sin egen død med henblik på at gøre sit bedste for at afslutte det på en ordentlig måde

Læser: Det er naivt og letkøbt, når Kristeligt Dagblad kalder det et ”selvrealiseringsprojekt” at forholde sig til sin egen død
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Jeg er døbt og konfirmeret, og min far meldte mig ind i Dansk Ligbrændingsforening, da jeg var barn, så mine forældre har tidligt anvist min vej ud af denne verden igen.

Kristeligt Dagblads lederskribent anbefaler i lederen den 25. juli "Tal om afskeden med dine nærmeste" lidt autoritativt på vegne af folkekirken ikke nødvendigvis ligbrænding, men i hvert fald, at vi af hensyn til vores efterladte overlader bisættelsen eller begravelsen til Folkekirkens ritualer og ceremonier.

Men måske er det hensynsfulde, det tilsyneladende ”lette”, ikke altid at foretrække – eller også er det på den lange bane ikke så ”let”?

Min far døde først af de to, og min mor ville gerne have spillet og sunget ”Kun en dag – et øjeblik ad gangen”, men præsten mente ikke, det var en salme. Min mor blev meget ked af det, men gav så præsten en sang, jeg havde skrevet til min far som inspiration til den tale, der skulle holdes om min far. Præsten anede ikke, hvem min far var, og det samme var tilfældet, da min mor skulle bisættes. Jeg havde selv en lang og god samtale med denne præst, og talen til min mors bisættelse var ord til andet dem, jeg havde sagt ved denne samtale.

Det er 30 og 28 år siden, og jeg er netop fyldt 70 år og tror også i dag, at ordene til min mor og far var både velvalgte og retvisende og også nogle, de selv ville have været glade for.

Jeg har i løbet af mit liv været til en del bisættelser og også begravelser, men kun den bisættelse, som en god ven, som er præst, forrettede over sin egen mand, og den begravelse, hvor præsten var en god ven til min afdøde svigerinde, kunne give mig noget som helst håb for ret meget fra den kant.

Men lige fra min første bisættelse for 60 år siden har jeg troligt grædt over salmerne, og hvis ikke jeg græd, inden vi nåede til ”Kirkeklokke ej til hovedstæder”, måtte jeg overgive mig helt, så snart vi begyndte på den.

Det er sørgeligt, når nogle vi elsker, bliver taget fra os, men vores trøst er funderet på en blanding af meget fysisk sorg og kærlighed, som ikke bliver forløst i en upersonlig eller uvedkommende tale om et håb, som udtrykkes primært intellektuelt.

Kristeligt Dagblads lederskribent har uden tvivl ret i, at folkekirkens ritualer og ceremonier hjælper de efterladte, men sorgen, som skal lindres, over at et elsket menneske ikke mere er hos os, og alt det fravær eller det, der er værre, som mange af os bebrejder os selv bagefter, står vi alene med, ligesom vi står alene med at finde lindringen af store savn, som ofte oven i købet kan være forbundet med anger.

Så måske skylder vi, der nærmer os døden, forhåbentlig lidt hurtigere end dem, der er yngre end os, at gøre os nogle tanker om, hvordan vores levede liv kunne udmønte sig, også i en bisættelse, som på lidt længere sigt kan lette vores efterladte i deres sorg, savn eller måske en lettelse, som de er lidt flove over at føle?

Det skal ikke være noget krav. Der er mange, som har det bedst med folkekirkens færdige løsninger, og de skal ikke høre et ord for det, men jeg synes, det er meget uigennemtænkt, naivt og letkøbt at kalde det et ”selvrealiseringsprojekt” at forholde sig ansvarligt til sit eget liv og sin egen død med henblik på at gøre sit bedste for at afslutte det på en ordentlig måde, både af hensyn til de efterladte og én selv.

Det er også en rimelig og fornuftig konsekvens af, at de fleste af os på et tidspunkt begynder at rydde op i vores livs gemmer: de fysiske genstande, minderne og det, vi ville have gjort anderledes, hvis vi havde fået en ny chance.

Den fysiske oprydning foretager vi primært af hensyn til de efterladte, og hvis min mor og far eller andre, hvis efterladenskaber, jeg har skullet forholde mig til, helt, delvist eller stykvist, havde gjort det samme, ville det nok have gjort mit liv lettere, men ikke bedre, ligesom det heller ikke havde gjort mig klogere på noget, jeg ikke ville have undværet at vide.

Det er heller ikke alle, der ønsker denne oprydningsproces, men jeg kan fortælle, at de, der gør, er næsten så langt fra præstationssamfundets rækkevidde, som vi kan komme.

Min svigermor ville ikke have en kirkelig bisættelse, men hvad hun ellers ønskede, oplyste hun intet som helst om.

Så hun gav os nok at tænke over og tale om, og vi kom vist alle til at sætte os en del mere ind i hendes ønsker og liv, end hvis vi bare var mødt op i kirken og havde grædt til ”Kirkeklokke ej til hovedstæder” og lyttet til en præst, som forhåbentlig havde kunnet levere en relativt personlig tale om det håb, min svigermor selv havde opgivet – eller måske ikke haft siden sin barnetro?

Som for alle andre vigtige spørgsmål er det ikke så nemt at give et fyldestgørende bud på den mest hensigtsmæssige bisættelse eller begravelse. Det må enhver, også lederskribenten, afgøre med sig selv, sin samvittighed, troen og kærligheden og tilliden til sine efterladte.

En vigtig grund til, at mange samvittighedsfulde, men netop ikke så selvrealiserende eller præstationsfikserede mennesker har måttet se deres egen død i øjnene, er også, at der hos dem er opstået et behov for perspektivering af fremtiden og fortiden. Det hele fra evighed og til evighed, som der står i Bibelen, altså vores alles plads i den store uendelighed – og i dag ikke mindst klimaet.

Hvis vi bliver brændt eller med et eufemistisk ord, kremeret, som det i dag er blevet næsten reglen, bliver vi til aske, uorganisk stof, som ikke kan genbruges direkte i naturens store kredsløb. Processen er ikke særlig CO2-venlig. Tværtimod bruger vi en masse god energi på at forbrænde godt organisk materiale, der ”som ormeføde” naturligt og hurtigt ville kunne genbruges i naturen andre steder, hvor der er brug for det.

Hvis vi bliver begravet, ender eller rettere mellemlander vi måske hurtigt i de organer, der frembringer gøgens kukken eller i de smukke røde kronblade hos rosen eller i et lille barns øje?

Det er dog mere pladsbesparende nu og her at brænde de afdøde i stedet for at lade dem ligge og rådne og ”genopstå” af jorden. Mange efterladte føler sig også mere utrygge ved en kistebegravelse, hvor deltagerne oplever ordene: ”af jord er du kommet, til jord skal du blive” helt bogstaveligt, når præsten kaster jord på kisten, inden den fires ned i jorden under den.

En bisættelse er ikke så fysisk en oplevelse. Her kaster præsten de tre skefulde jord på kisten inde i kirken, inden den bæres ud og køres væk til kremering.

Men i begge tilfælde er virkeligheden den samme, og vores afdøde er jo netop lejret og lagret i vores tanker og minder og er en umistelig og essentiel del af hele vores liv sammen med alle de andre og alt det andet, vi har levet og oplevet.

Så hvorfor ikke benytte lejligheden til at tage en bid af evigheden og uendeligheden ved at forholde os til de afdøde, de døende eller vores egen død, som jo kommer en dag også.

Det giver endvidere et fornuftigt livsperspektiv at forholde sig til døden.

Det er derfor ikke en proces, vi skal fratage andre mennesker, fordi vi tror, de ikke har det godt med den, eller fordi vi ikke tiltror dem evnerne til at gøre det godt nok selv.

Afsluttende må med, at det helt klart er nemmere for én selv at tage folkekirkens færdige bisættelsespakke. Det er, som lederskribenten også er inde på, ikke noget de fleste og slet ikke ens efterladte har lyst til at tale om, og hvis man ikke er den doktrinære og principielle type, men besjælet med tvivlens nådegave, er der også nok at blive i tvivl om.

Men måske skulle vi også prøve at give mere plads til almindelige menneskers tro, håb og tvivl i stedet for at overlade alt til folkekirken og alle vores andre samfundsinstitutioner?