Vi har aldrig haft så mange løsgængere og partihoppere i Folketinget som nu. Samtidig nærmer vi os et kommunevalg, hvor vi igen vil opleve partiakrobater, som i løbet af en nat har skiftet parti for at opnå en borgmesterpost i de efterfølgende fire år. Det fremmer politikerleden og skader den demokratiske proces. Det er oplagt, at der er noget galt, og at der bør gøres noget.
Valg i Danmark har for mange udviklet sig til et fravalg, hvor man føler sig forpligtet til at stemme, men på den anden side har været i vildrede med, hvilket parti man skulle stemme på.
Efter valget er overstået, har de – i de næste fire år magtesløse – vælgere i kommunerne været vidne til ”det muliges kunst” i form af et til tider underholdende, men barnagtigt cirkus, hvor der gennemføres ”sceneskift”, ”slugning af kameler” og egoistiske stunts i et forbløffende omfang, som overgår mange vælgeres vildeste fantasier og værste anelser, og hvor de i en række tilfælde har måttet se deres stemmer indgå i en sammenhæng, som de netop har villet undgå med deres kryds.
Nu har vi i den senere tid oplevet en partiakrobatik i Folketinget, som man ikke troede var mulig, i form af løsgængere, partihoppere og sågar sniganmeldelser af partier, som ved valget ikke opnåede valg. Ondets rod ligger i, at vi lever under et ejendommeligt system, hvor vi har en på mange punkter udmærket grundlov, men hvor denne med hensyn til det politiske system enten ikke overholdes eller fortolkes på en problematisk måde. Det kommer ofte bag på de fleste, at Grundloven ikke kender noget til de politiske partier, som er hovedingrediensen i styringen af vort samfund. Det er forståeligt, at dette forhold ikke blev nævnt i 1849-grundloven, da partidannelser oftest først opstod, efter at medlemmer som personer var valgt til Folketinget.
Men det er ejendommeligt og uforståeligt, at de politiske partidannelser ikke blev nævnt med ét ord i den nugældende grundlov fra 1953, hvor partierne havde været dominerende og en integreret del af det politiske system i et halvt århundrede. De politiske partier fremgår nu kun af valgloven.
Vi kan gøre noget ved partihopperiet og løsgængerproblematikken og dermed ved politikerleden, hvis vi får gennemført en ændring af valgloven, der naturligvis ikke strider mod Grundloven, men som regulerer politikernes adfærd og samtidig sikrer borgerne en større indflydelse på politik og lovgivning. Der er i denne forbindelse flere ting, der kunne tages fat på.
For eksempel det, at folketingsmedlemmer også kan være ministre, hvilket klart strider mod Grundlovens paragraf 3, der kræver adskillelse af den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Desuden dobbeltmandat i Folketing, regioner og kommunalbestyrelser samt blokering af udviklingen af levebrødspolitikere, der uden den store livs- og arbejdserfaring kommer i Folketinget direkte fra eksamensbordet og bliver der, indtil de vælger at lade sig pensionere i 60-årsalderen. Værst og mest forandringspåkrævet er partihopperiet og det politiske løsgængeri. Det er på tide, at det stoppes.
I den gældende grundlovs paragraf 56 står, at ”folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”. Denne paragraf er identisk med paragraf 60 i 1849-grundloven.
Det synes klart, at denne bestemmelse går på, at de valgte til Folketinget ikke kan møde op med bundne mandater fra deres vælgere, det vil sige, at de kun må stemme på et af vælgerne forlangt synspunkt. Det ville blokere for enhver fornuftig forhandling og mulighed for at komme frem til resultater.
Det er imidlertid fortolkningen af denne paragraf, der gør det urimelige partihopperi og løsgængeri muligt, således som vi oplever det i dag. Fortolkningen bliver blot bevidstløst og uden modsigelser hævdet af alle – især politikere – nemlig, at denne paragraf gør, at man ikke kan undgå, at politikere i valgperioden kan skifte parti eller blive løsgængere.
Den gængse fortolkning indebærer, at opstillede kandidater, så snart de er valgt, kan stemme på lige det, de har lyst til – og skifte rundt mellem alle de partier, vedkommende har lyst til. Ja, de kan endog stifte nye partier, som de så pludselig er formelle repræsentanter for! Mig bekendt er der kun tale om en praksis ud fra en fortolkning af paragraf 56. Men der foreligger ikke en endegyldig og lovbestemt fortolkning af denne paragraf, blot en praksis, der i øvrigt aldrig har været prøvet ved domstolene.
Denne praksis er ikke rimelig, således som vores valgsystem er skruet sammen i dag. Her er det med udgangspunkt i valgloven – med ganske få undtagelser – som bekendt partierne, der opstiller kandidater. Vi kender kun meget meget få kandidater, der har kunnet opnå valg til Folketinget uden om partierne, som for eksempel Jacob Haugaard.
De opstillede kandidater henter i dag deres legitimitet og berettigelse udelukkende gennem tilknytningen til et parti, hvis overordnede program de erklærer at ville støtte. I vort nuværende system er der således meget få kandidater, der opnår personlige stemmetal, der svarer til det antal stemmer, som et mandat faktisk koster. Det vil med andre ord sige, at de får stemmer fra partiet, som vælgerne har afgivet i tiltro til, at de opstillede kandidater stod for partiets linje og ikke for, at de senere kunne stemme for, hvad de nu havde lyst til, blot fordi det udelukkende nu pludselig er i overensstemmelse med deres overbevisning. Man kan stille sig det spørgsmål, om de forskellige ”stemmeslugere” ville have opnået samme høje stemmetal, hvis de havde stillet op for et andet parti. Næppe!
Når politiske løsgængere hævder, at de ikke vil gå af på grund af de vælgere, der har stemt på dem, selvom de ikke længere er i overensstemmelse med partilinjen, eller melder sig ud – eller bliver ekskluderet – er det direkte bedrag over for vælgerne.
Vi må derfor have en ordning, der indebærer, at medlemmer af politiske organer må afgå fra deres valgte poster, når de enten melder sig ud af det politiske parti, på hvis stemmer de er kommet ind i det pågældende politiske organ, eller bliver ekskluderet af partiet. I sådanne tilfælde er den formelle forudsætning, som den pågældende kandidat er valgt på, ganske enkelt ikke længere til stede, og han eller hun må derfor forlade sin politiske post. Suppleanten må ind i stedet for for at føre partiets overordnede linje videre. Inden for visse partier har man allerede håndfæstninger, som kandidaterne inden valget skal underskrive netop for at undgå partihopperi, men sådanne vil formentlig kunne afvises, hvis den praktiserede og uskrevne fortolkning af Grundlovens paragraf 56 opretholdes. Forholdet er aldrig prøvet ved en domstol, hvad der utvivlsomt ville være gavnligt for vort politiske system.
At indføre partierne eller enkeltmandslister i valgloven, vil ikke stride mod Grundlovens paragraf 56.
Det er på tide, at Folketinget nu begynder at ændre valgloven i den her nævne retning. Men har politikerne mod til dette skridt? En ordning af de her fremførte problemer ville utvivlsomt fremme lysten til at sætte kryds ved kommende valg.