Det er over 70 år siden, at man vidste, at vi ville få en stigende ældrepukkel i disse årtier. At det offentlige ville blive aktiveret i stigende grad, når flere og flere ældre skal håndteres, flytte på plejehjem, have ordnet skattesager, solgt sit hus, ryddet op i alting, have betalt apotek og fysioterapeut, få ordnet bankforbindelser, lægebesøg, have en fremtidsfuldmægtig og en værge, have besøg. Det er ikke sikkert, at hver gamle har børn – endsige børn der kan finde vej i det kafkaske hus med komplekse gange og lukkede døre, som det offentlige system er.
Der er mange forskellige instanser, der skal koordineres, når et ældre menneske skal have hjælp. Familieretshuset ser sagen fra en udelukkende retlig vinkel og taler slet ikke samme sprog som lægen, der eksempelvis erklærer den 95-årige for dement med Alzheimers. Plejehjemmet er oftest overbebyrdet med stress og mangler kvalificeret personale. Banken er blevet nedlagt eller er flyttet, og den der forsøger sig som pårørende eller værge er nummer 48 i køen, når de ringer. Ligesom alle de andre steder. Det er et system af lukkede døre og kringlede kroge. Jura, økonomi, lægefaglighed, omsorg og pleje, næstekærlighed og familie, for ikke at nævne trafik, er systemer, der ikke taler sammen. Sandsynligheden for, at der er en eller flere tovholdere, der kan holde trådene samlet er oftest nær nul. Selv de enkleste sager tager en hel formiddag.
Den manglende løsning forstærkedes imidlertid ved at lukke diakonuddannelsen, hvor voksne mennesker med baggrund i eksempelvis sygepleje, fysioterapi og pædagogik ellers kunne koble værdiers rationalisering sammen med organisationers rationalisering, omsorg, teologi og forvaltning. Men nej.
I den forstand, at vi alle bliver gamle, må vi indstille os på, at den livsverden, vi lever i, bliver absurd. Usammenhængende. Mærkværdigvis er den samtidig også ofte sammensat af gode viljer. Men det er ikke nok, og derfor er besparelserne på dette område rigtig dyre.
Gorm Harste er dr.scient.pol. og lektor emeritus ved Aarhus Universitet.