MAN HAR FOR NYLIG kunnet følge en serie på DR 2, der handler om mænd, der ufrivilligt er blevet fædre, enten i forbindelse med engangsfornøjelser under sydlige himmelstrøg, eller fordi kvinderne antageligt skulle have ”snydt” dem. De stakkels mænd er åbenbart på det nærmeste blevet voldtaget af en kvindes livmoder, som det så malerisk beskrives i programmet.
En stor del af os danskere er ifølge en undersøgelse parate til at imødekomme mændenes ønske om såkaldt juridisk abort, altså at man som mand med samfundets velsignelse skal kunne droppe både faderskab, børnebidrag og samvær med barnet i de tilfælde, hvor kvinden for eksempel har snydt med p-pillerne.
Selvom DR er en public service-kanal, så er programmet om de ufrivillige fædre det mest unuancerede tv-program, jeg længe har set. ”Det-er-synd-for-fædrene-perspektivet” får fuld skrue i programmet. Jeg kunne godt have ønsket mig, at man i programmet forholdt sig til dén kendsgerning, at der som bekendt sommetider kommer børn ud af et samleje, og at både manden og kvinden vel i dén sammenhæng har et ansvar for at beskytte sig, hvis man ønsker at undgå graviditet. Endelig - og det er for mig det vigtigste - så savner jeg, at barnets perspektiv bliver taget i betragtning.
Jeg synes, der er opstået en sær tendens til, at vi forventer, at samfundet skal påtage sig ansvaret for den enkeltes gøren og laden i snart sagt enhver tænkelig og utænkelig situation.
Uanset om kvinden har ”snydt” manden, eller hvad der er sket, så må manden for mig at se også tage sin del af ansvaret for resultatet af de fornøjelser, han har valgt at indlade sig på. Det er ikke nogen undskyldning, at man sov i timen den dag, hvor man hørte om blomsterne og bierne.
Personligt bryder jeg mig ikke om, at samfundet skal påtage sig ansvaret for noget, som dybest set er den enkeltes helt personlige ansvar.
Tanken om ”juridisk abort” er for mig et mærkværdigt misfoster, hvor man tilsyneladende ønsker at tildele manden et retskrav på, at samfundet skal beskytte ham mod sig selv og sine egne dumheder her i livet.
Barnets tarv synes totalt overset i debatten. Hvorfor dog gøre barnet til kastebold mellem voksne mennesker, der åbenbart ikke ønsker at påtage sig et personligt ansvar for deres gøren og laden? For mig har barnet i udgangspunktet ret til både en far og en mor, og det kan alt andet lige ikke være i barnets interesse, at faderen får et retskrav på at kunne frasige sig faderskab, børnebidrag og samvær med barnet.
Hvis vi som samfund åbner for muligheden for juridisk abort, betyder det, at faderens fravalg af barnet sker med samfundets velsignelse. Det kan ikke være i samfundets interesse, og det kan som udgangspunkt heller ikke være i barnets interesse.
Christian Borrisholt Steen er medlem af Det Etiske Råd, cand.mag. i samfundsfag og psykologi fra Aalborg Universitet og master i etik og værdier i organisationer fra Aarhus Universitet samt politisk konsulent i Krifa