I HOVEDSTADSOMRÅDET mødte jeg for nylig en mand, der gerne ville have min mailadresse. Hvis du da har sådan én, skyndte han sig at tilføje og forklarede straks igen: Ja, for du bor jo i Udkantsdanmark, og I kan vel ikke rigtig komme på internettet.
Det er muligt, denne mand var en spøgefugl, og at han ville gøre grin med skrønerne om vores lille lands såkaldte udkanter. Jeg kunne ikke umiddelbart se det på ham og svarede i fuld alvor, at ja, og jo da, jamen sagtens.
Lad mig her for alle tilfældes skyld bekræfte: Jeg har i min afkrog en 50 Mbit-internetforbindelse, og på skrivebordet ligger min mobiltelefon og opererer med 4G.
Vi har hertillands små kilometerafstande imellem os, men nok altså til at fordomme stortrives. Vildt overdrevne forestillinger om forskellene mellem ”storbyen” og ”landet” vokser stadig op om ørerne på os.
Medierne bidrager gerne - efter valget fastslog den ”landsdækkende” presse (i sig selv et fænomen, der aldrig har eksisteret i virkeligheden), at sønderjydernes stemmeafgivning var udtryk for en særlig provinsiel og gammeldags mentalitet, skønt den kun med få procent afveg fra valgkredse som Hvidovre og Tårnby.
Områder, der ellers ikke betragtes som dele af en tilbagestående provins - i al fald bliver de regnet med, når vores hovedstad lige vil snige til at ligne en metropol.
På det nærmeste systematisk bidrager også de elektroniske medier, som også vi her i syvende kartoffelrække betaler for, til at overdimensionere minimale forskelle mellem regionerne, ikke mindst hvad det kulturelle stade angår.
ET ER, at vi underholdes med, at fynboerne eksempelvis spiser medisterpølse, men københavnerne derimod sushi; alle, der kommer lidt omkring, véd, at hele denne spektakulære kulturkløft udgøres af nogle få gram mere eller mindre af det ene og det andet.
Værre er det, at kunst- og kulturlivet i provinsen konsekvent omtales som konstitutionelt mindreværdigt i forhold til det københavnske, skønt man nok så mange gange kan tiljuble en udstilling i Herning eller en iscenesættelse i Aalborg.
Og det frodigt blomstrende foreningsliv med foredrag, koncerter, udstillinger, ikke mindst i landets yderste sogne, ignoreres helt. Og det er noget værre noget, for det er med til at hindre en løsning på en efterhånden alt for skæv demografisk fordeling. Og fordi det grundlæggende er løgn: Der findes ingen nævneværdige kulturforskelle i Danmark.
Det gjorde der engang. Indtil 1960 sådan cirka. Da det var ved at være slut med den borgerlige dannelseskultur, der i 1800-tallet var opstået om aksen mellem universitetet og Det Kongelige Teater, og som de bedre stillede i de større provinsbyer efter bedste evne efterabede.
Dens idéindhold og kunstneriske hovedværker havde været pensum ved alle landets gymnasier, og de skilte sig nu i rask tempo af med det.
Og det var samtidig ved at være slut med den arbejderkultur, der med den socialdemokratiske bevægelse og i takt med den tiltagende industrialisering havde vokset sig stærk; arbejderne individualiserede sig nu som funktionærer i deres parcelhuse, deres kooperative virksomheder gik for størstedelens vedkommende nedenom og hjem, og det tidligere så energiske virke for udbredelse og formidling af kunst og litteratur blev til ikke ret meget.
OG BEGGE DISSE slutspil fandt sted netop samtidig med - og som følge af - at en kultur, der var så meget ældre og havde været så meget stærkere, drog sit sidste suk: bondekulturen. En fællesskabskultur, der et lille århundrede tidligere var blevet fornyet og revitaliseret af andelsbevægelsen, og som først nu - med traktorer, urbanisering og så videre - måtte slippe den livslære og de grundholdninger, der kunne sammenfattes i ordet tradition: en stadig overdragelse af det arvede til nye generationer.
For bønderne var den enkelte led i en kæde, og det var netop, hvad der gav livet mening. Nu blev de i al hast moderne landmænd og tog andre moderne menneskers - om de så for et øjeblik siden havde været arbejdere eller borgere - livsstil til sig. Uden længere at have nogen mening i sigte, end ikke så meget som en idé. Alle i samme mangel på personligt forpligtende fællesskab og med dette forbrug, som vi til gengæld er blevet fælles om stadig at øge. Og som vi snart må samles om at gøre op med.
Moderniteten har triumferet i alle hjørner og uanset, hvor langt der er mellem husene. De afstande gør dog endnu en virkelig forskel eller to. Vi betaler i udkanten en hel del mindre i husleje, for eksempel. Og luften, vi inhalerer, er væsentligt renere, og vi kan høre fuglene kvidre og græshopperne knistre.
Ja, og vi kan se stjernerne på himlen, og mange af os synes, de kan måle sig med de næsten lige så mange millioner mursten, som man i tætbebyggede egne har at kigge på.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen