Lande investerer fortsat i militarisering trods globale kriser. Vi burde investere i fred

Sociale uroligheder og voldelige demonstrationer steg på verdensplan med 10 procent i 2020 samtidig med en markant forøgelse af de globale udgifter til militærudstyr. Det er forbavsende, hvor lidt denne debat fylder

Et af de lande, hvor militærudgifterne er steget mest markant, er Storbritannien, ledet af Boris Johnson. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Som allerede omtalt her i avisen, udkom den årlige rapport ”Global Peace Index” i sidste uge. Rapporten, der udgives af Institute for Economics and Peace, indeholder to overordnede konklusioner:

Sociale uroligheder og voldelige demonstrationer steg på verdensplan med 10 procent i 2020 samtidig med en markant forøgelse af de globale udgifter til militærudstyr.

Rapporten vil være med til at sætte yderligere fokus på den helt overordnede økonomiske, men også dybt moralske debat: Hvor mange penge kan eller bør vi retfærdigvis bruge på våben og militarisering?

Egentlig er det forbavsende, hvor lidt denne debat fylder. Spørgsmål om miljø og raceulighed har mediernes og politikernes fulde opmærksomhed og kan mobilisere masserne i globale protestbevægelser. At vi er i gang med et eskalerende globalt våbenkapløb, foregår nærmest under en form for stiltiende accept.

Når debatten alligevel er blusset op i løbet af 2020, er det, fordi militærudgifterne er blevet ved med at vokse i en covid-19-tid, hvor sundhedsvæsenet kører på pumperne, og hvor man verden over har måttet skære ned på offentlige udgifter inden for stort set alle andre områder end lige militæret.

Resultaterne i ”Global Peace Index” bekræfter blot tendenserne i en rapport fra Stockholm International Peace Research Institute, der udkom i foråret.

Blandt andre Deutsche Welle kunne tørt konstatere, at ”udgifter til militær oprustning steg i 2020, på trods af de globale kriser i sundhed og økonomi”.

Pave Frans har kaldt de stigende militærudgifter for en moralsk skandale. Som han ifølge Vatican News sagde i forbindelse med en påskegudstjeneste:

”Pandemien spreder sig stadig, og den sociale og økonomiske krise er hård, især for de fattige. Ikke desto mindre, og dette er skandaløst, fortsætter de væbnede konflikter og den militære oprustning,”

Den italienske katolsk-inspirerede avis Avvenire skrev i samme forbindelse:

”Vi har set appeller fra paven og FN for at sænke udgifterne til våbnene, i det mindste under de mest dramatiske faser af pandemien. Og nogle havde håbet, at vi i en post-covid-verden ville blive mindre krigsførende. Men det er gået i den stik modsatte retning. I 2020 steg verdens militære udgifter med 2,6 procent sammenlignet med 2019, som allerede var et rekordår for militærudgifter, som ikke har været så hyperbolske siden afslutningen af den kolde krig. Sidste år opslugte hære og våben næsten to billioner dollars (1981 milliarder dollars) på trods af et fald i verdens rigdom, estimeret af IMF til cirka minus 4,4 procent.”

Et af de lande, hvor militærudgifterne er steget mest markant, er Storbritannien, ledet af Boris Johnson. ”Den æra, hvor vi skar på forsvarsudgifterne, skal komme til en ende, og det gør den nu. Jeg gør dette midt i en pandemi, fordi det britiske folks sikkerhed er vigtigere end alt andet,” som Boris Johnson udtalte til BBC tidligere på året. Blandt andet ønsker Boris Johnson at genetablere den britiske flåde som den største i Europa. Det affødte følgende kritiske kommentar af journalisten Simon Jenkins i The Guardian :

”Storbritanniens territoriale integritet er ikke udsat for nogen form for sandsynlig trussel og har ikke været det siden afslutningen af den kolde krig, eller realistisk siden Anden Verdenskrig. Debatten informeres derfor af abstraktioner som national stolthed, indflydelse og attitude. Regeringen kan lige så godt bygge krudttårne som ubåde. Londons Kina-politik er meningsløs. Kina er fuldstændig uden for rækkevidde for britiske magtdemonstrationer. Den eneste plausible trussel mod Storbritanniens interesser er en hensynsløs russisk leder, men det er åbenlyst en fælles europæisk opgave. Fordi Johnson hader Europa, ignorerer han det bevidst ved at sende et krigsskib til Det Sydkinesiske Hav. Dette er udenrigspolitik for skoledrenge. Det bedste forsvar for et frit land i det 21. århundrede er en robust økonomi, en åben grænse og borgerrettigheder.”

En rapport udgivet af Institute for Economics and Peace tidligere på året, og som stadig er at læse på instituttets hjemmeside, understreger, at det ikke blot er blåøjet optimisme at håbe på en mere fredfuld verden, men ganske enkelt vejen til en bedre økonomi:

”Væsentlige økonomiske forbedringer er knyttet til forbedringer i fred. Derfor bør regeringspolitikker rettes mod forbedring af fred, især i et covid-19-miljø, hvor den økonomiske aktivitet er blevet dæmpet.”

Rapporten understregede også, at ”positiv fred” er endnu mere gavnlig end ”negativ fred”, som simpelthen er fravær af vold eller frygt for vold:

”Positiv fred indebærer at fremme de holdninger, institutioner og strukturer, der skaber og opretholder fredelige samfund.” Vi bør simpelthen investere i fred.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.

Pave Frans, i Vatican News