Nu bidrager også kirken til provinsens forfald. Det skriver Bjørn Bredal i et debatindlæg i dagbladet Politiken den 28. september.
Han og jeg er fælles om i Kristeligt Dagblad med interesse at have læst om menighedsråd, der landet over tilsyneladende for alvor har fået øjnene op for, hvor dyrt det kan være at drive - eller renovere - gamle præstegårde efter vor tids standarder.
Alternativet kan virke brutalt, når menighedsrådene i stedet vælger den radikale løsning simpelt hen at rive dem ned for i stedet at finde en mere tidssvarende bopæl til præsten.
Men det er for galt, skriver Bjørn Bredal.
Da jeg både er kulturminister og kirkeminister, har han ret i, at sagen rammer sylespidst ind i det, jeg beskæftiger mig med: kulturarven og ikke mindst den del af den, der har med kirken at gøre.
Jeg er derfor også meget glad for, at indlægget kredser om noget ofte overset: at folkekirken ikke kun står for tro og gudstjenester, men også varetagelse af netop kulturarven.
Det er kirken, der betaler for vedligeholdelsen af vores cirka 1500 middelalderkirker.
Det er også kirken, der betaler for præstegårdenes vedligeholdelse. Her kan man for en gangs skyld med god mening bruge vendingen om, at ”det koster spidsen af en jetjager“”.
Nogle vil måske sige, at det ligger langt fra et trossamfunds opgave. Men sådan er det ikke - det rummer tværtimod sin egen pointe om, at folkekirke ikke kun er tro og forkyndelse. Det inkluderer her i landet også en god del af kulturarven.
Jeg er sikker på, at mange har det som Bjørn Bredal: Uanset hvor kirkefjern man ellers er, er begrebet ”den fjerne kirke” som den, der bare skal være der, en vigtig del af dansk kristendom.
Også selvom man sjældent kommer i den. Den ligger altid med sin præstegård ved siden af ude i horisonten. Vi er helt enige om, at begge dele skal menighedsrådene fortsat passe godt på.
Derfor er det heldigvis heller ikke sådan, at et menighedsråd kan rive præstegårde ned efter forgodtbefindende. Hvis Kulturstyrelsen har fredet præstegården, må menighedsrådet ikke. Hvis kommunen har vurderet præstegården til bevaringsværdig, skal kommunen sige ja. Hvis kommunen siger ja, skal også provstiudvalget sige ja.
Det er altså en beslutning, der - som Bjørn Bredal skriver - beror på menighedsrådets lokale afgørelse. Men ikke uden at andre myndigheder også siger ja.
Der kan altså ikke rives ned i flæng. Og den fine stand, som præstegårde og kirker i Danmark holdes i, kan jo også skyldes, at et lokalt menighedsråd netop tager opgaven på sig og ser vedligeholdelsen som en naturlig opgave.
Bertel Haarder (V) er kirke- og kulturminister