Landsforeningen af Menighedsråd svigter menighedsrådene

Formanden for landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Pedersen, har svigtet menighedsrådene, mener Christian J. Andersen, formand for Rungsted Sogns Menighedsråd

"Må jeg som kontingentbetalende medlem af Landsforeningen af Menighedsråd bede om, at Inge Lise Pedersen afholder sig fra at politisere uden mandat fra medlemmerne og i stedet for koncentrerer sig om at servicere medlemmerne," skriver Christian J. Andersen.
"Må jeg som kontingentbetalende medlem af Landsforeningen af Menighedsråd bede om, at Inge Lise Pedersen afholder sig fra at politisere uden mandat fra medlemmerne og i stedet for koncentrerer sig om at servicere medlemmerne," skriver Christian J. Andersen. Foto: .

I DETTE ÅR har Ministeriet for Ligestilling og Kirke udsendt et debatoplæg om en ny styringsstruktur for folkekirken samt et udkast til et lovforslag om nye ansættelsesvilkår for biskopperne og anmodet om høringssvar fra blandt andre menighedsrådene. To vigtige initiativer, ikke mindst debatoplægget til en ny styringsstruktur.

Medlemmer af Landsforeningen af Menighedsråd må derfor forvente, at deres interesser i forbindelse med udarbejdelsen af høringssvar bliver varetaget og støttet af landsforeningen, men dette har desværre ikke været tilfældet.

LÆS OGSÅ: Anbragte børn skal have deres rettigheder respekteret

Da ministeriet udsendte debatoplægget til en ny styringsstruktur, var den fastsatte frist for udarbejdelse af et høringssvar så kort, at det udløste en masse protester, hvilket resulterede i en forlængelse af høringsfristen. I denne protest var landsforeningen ved formand Inge Lise Pedersen passiv og tavs.

Om nogen bør Inge Lise Pedersen have kendskab til menighedsrådenes arbejdsbetingelser og derfor straks have gjort gældende over for ministeriet, at høringsfristen burde forlænges, da menighedsrådene ellers ville få urimelig kort tid til behandling af debatoplægget. I denne meget vigtige sag svigtede landsforeningen efter min mening menighedsrådene.

Da ministeriet kort tid efter udsendelsen af debatoplægget endvidere udsendte et udkast til lovforslag til høring om nye ansættelsesvilkår for biskopper, var der igen tale om en urimelig kort høringsfrist, men værst af alt: Ministeriet glemte at sende forslaget til høring ved menighedsrådene, til trods for at det er dem, som vælger en ny biskop. Men igen var landsforeningen passiv og tavs, og det var blandt andre biskopperne, som foranledigede, at lovforslaget blev sendt til høring ved menighedsrådene.

SOM ANSVARLIG FORMAND for landsforeningen har Inge Lise Pedersen efter min mening svigtet menighedsrådene i disse to vigtige sager, hvilket jeg finder stærkt kritisabelt.

I stedet for at støtte menighedsrådene i deres behandling af debatoplæg og lovforslag er vi vidne til en formand, der politiserer, og som ved tre officielle lejligheder siden udsendelsen af debatoplægget om ny styringsstruktur har udtalt sin støtte til og anbefalet oprettelsen af et kirkeråd til varetagelse af folkekirkens indre forhold og økonomi uden mandat fra menighedsrådene. Første gang på kirkedagene i Aalborg, anden gang på landsmødet på Nyborg Strand og nu en tredje gang i landsforeningens blad, september 2013.

Først efter høringsfristens udløb kendes menighedsrådenes svar, og først da har Inge Lise Pedersen grundlag for at udtale sig om, hvad menighedsrådene mener. Hun har i denne for menighedsrådene og folkekirken meget vigtige sag udvist en himmelråbende mangel på situationsfornemmelse.

Man kan med dette eksempel på, hvordan formanden for Landsforeningen af Menighedsråd har ageret i denne vigtige sag, frygte for, hvordan et eventuelt kirkeråd med tiden vil udvikle sig.

Må jeg som kontingentbetalende medlem af Landsforeningen af Menighedsråd bede om, at Inge Lise Pedersen afholder sig fra at politisere uden mandat fra medlemmerne og i stedet for koncentrerer sig om at servicere medlemmerne.

Christian J. Andersen er formand for Rungsted Sogns Menighedsråd