”Der er så meget, kvinder ikke forstår.” Nogle vil sikkert huske formuleringen fra en Oddset-reklame fra Danske Spil, hvor en kvinde opsnapper fodboldudtryk, som hun qua sit køn ikke forstår.
I en reklame fra EM i 2012 hører en kvinde, at en spiller beskyldes for at filme, mens hun er i gang med strygetøjet. Det enfoldige hunkønsvæsen ved ikke, at det at ”filme” er fodboldjargon for at lade, som om der er begået en forseelse mod en for derved at opnå en uretmæssig fordel, og hun forestiller sig, at der står en spiller og filmer med et kamera inde på banen. Kønsstereotypt står det fodboldignorante kvindemenneske med sit strygejern og gør sig latterlige forestillinger om det maskuline spil. Den var nok ikke gået i dag.
Men helt ærligt. Vi er ikke så få mænd, som har det som kvinderne i de gamle Oddset-reklamer. Vi forstår ikke fodbold og har heller ingen ambitioner om at komme til det. Vi har virkelig svært ved at se, at det er et gabende hul i den almene dannelse eller en selvkastrering for den rigtige mand at leve i frimodig mangel på interesse for fodbold.
Fodbold er en populær sportsgren, men det er en pinagtig affære, hvis fodboldinteressen bliver hysterisk og quasi-religiøs. Der er mildest talt større og vigtigere mål end dem på grønsværen, og dybere ånd end hold- og klubånden. Ja, lidenskaben for fodbold kan ligefrem give sig voldelige udslag, når grupper af fans tørner sammen. Det sker alligevel sjældent med fans af springgymnastik eller curling. Nuvel, hver sin lyst, og vi skal elske vores næste, ikke nødvendigvis hans interesser og passioner.
”Der er så meget, kvinder ikke forstår,” hed det i reklamen, som gjorde mangen en fodboldkyndig kvinde uret, men der er forhåbentlig ikke mange, hverken kvinder eller mænd, som ikke forstår, at fodbold i denne tid har en anden og større dimension. Fodbold er ikke bare en sag for de særligt interesserede. Fodbold er ikke bare en sportslig aktivitet blandt andre. Fodbold er et nationalt anliggende.
Det danske fodboldlandshold er som nationens repræsentanter trådt i menneskelig og sportslig karakter, så det må røre og imponere danske hjerter, også dem, som ellers ikke brænder for fodbold. Den anden dag traf jeg en pensioneret kollega, som betroede mig, at han sin vane utro så fodbold for tiden, og jeg svarede, at det måtte regnes for en patriotisk pligt at se Danmarks kampe. Det er ganske vist også en af de lettere.
Men fædrelandskærlighed har mange former og udtryk, og et andet er glæden ved Dannebrog. For tiden er det næsten som i den gamle befrielsessang ”En lærke letted, og tusind fulgte”, hvor det lyder, ”og byer blomstred i rødt og hvidt”. Der er dem, som mener, at EM igen har gjort Dannebrog til allemandseje og ikke bare symbol på højrefløj og nationalisme. Det har Dannebrog da aldrig været, men Dannebrog er begribeligvis knyttet til Danmark. Det er også svært at spille landskamp uden et land. Og i aften er landet sat stævne på Wembley Stadion. Gud giv den bedste sejr!
Jesper Bacher er sognepræst.