Ida Auken: Langballe skylder den nye biskop en undskyldning

Christian Langballe (DF) har lavet et personligt overfald på den nye biskop i Aarhus ved at påstå, at Henrik Wigh-Poulsen i sin første prædiken som biskop "tegner en karikatur af danskerne". Det er snarere Langballe, der gør det, skriver Ida Auken (R)

Det vil klæde Christian Langballe at give Henrik Wigh-Poulsen en undskyldning, skriver Ida Auken. Arkivbilleder.

Præst og politiker Christian Langballe (DF) har lavet et veritabelt og meget personligt overfald på den nye biskop i Aarhus, Henrik Wigh-Poulsen. Langballe mener, at Wigh-Poulsen i sin første prædiken som biskop ”tegner en karikatur af danskerne” og er ude i et ”Kristus-fornægtende ærinde”.

Det er meget voldsomme ord. Kritikken falder blandt andet på baggrund af følgende ord fra biskoppens prædiken:

”Vi er ikke altid lige gode til at se, hvad vi har og får af fred, frihed og dagligt brød (...). Børn, en ægtefælle, vi ikke skal mase gennem et pigtrådshegn ved en ungarsk grænseovergang. Vi tager gaverne for givet, gør vi. Vi er ikke altid små nok til, at livets storhed falder os i øjnene. Og så udebliver takken. (...). Det er en af velfærdens forbandelser: angsten for ikke at få og have nok. For får de andre i virkeligheden mere end mig? Flere penge, bedre helbred, flere likes på Facebook, et mere interessant liv? I stedet for at glæde os over, hvad vi har, bliver vi optaget af, om vi har nok.”

Når en ny biskop holder en prædiken, hvor han minder os om alt det gode, vi har i vores liv, og opfordrer os til at være taknemmelige og ikke at tage det for givet, så er det god formaning.

Det er ikke politik. Det bliver det først, når Christian Langballe går til angreb og opstiller biskoppen som en politisk modstander. Da jeg læste Henrik Wigh-Poulsens ord, hørte jeg dem som et passende opråb til os alle sammen. Jeg følte mig ramt og vækket.

Jeg følte ikke, det var rettet mod et politisk parti eller en særlig gruppe mennesker i Danmark. En god prædiken er en prædiken, der er nærværende og kan knytte evangeliet til vores liv. Derfor må en god prædiken også turde forholde sig til de historiske begivenheder, vi står midt i. Det gør den ikke politiserende og slet ikke partipolitisk.

Hvis der er nogen, der tegner en karikatur af danskerne, er det Christian Langballe, der tror, at danskerne helt generelt er uberørte af flygtningesituationen, eller at de går i så små sko, at de bliver stødt af at blive mindet om, at vi har så utroligt meget, og at vi selvfølgelig skal være taknemmelige og ikke tage hverken freden eller vores livskvalitet for givet.

Hvis flygtningesituationen kan få os til at glæde os lidt mere over vores liv, kramme vores børn en ekstra gang eller give naboen ros for hans fine nye bil i stedet for at blive misundelige, så er det noget af det bedste, der kan komme ud af denne her ulykkelige situation. Uanset hvor man står politisk, må vi kunne blive enige om, at et fællesskab har bedst af, at vi ikke går rundt og er misundelige på hinanden, men at vi kan glæde os over hinandens lykke og succes.

Og uanset hvor man står teologisk, kommer man ikke uden om, at det er et af de vigtigste budskaber i ”Kærlighedens Højsang”, at kærligheden ikke misunder. Så at biskoppen bruger de begivenheder, der så brændende optager os allesammen i øjeblikket, til at minde os om det, burde ikke kunne falde nogen for brystet hverken politisk eller teologisk.

Det ville derfor klæde Christian Langballe at give biskoppen en undskyldning.

Ida Auken er teolog og medlem af Folketinget for Radikale Venstre