Prøv avisen
Debat

Langballes svigt: Regeringen og Dansk Folkeparti kriminaliserer Bibelen

Præst og folketingsmedlem Christian Langballe (DF)svigter ganske umisforståeligt sit præsteløfte, når han stemmer for imamlovene, skriver sognepræst Claus Thomas Nielsen. – Foto: Claus Bonnerup/Polfoto

Kun ved atter at sætte evangeliet før staten kan vi undgå den fundamentalistiske og religiøse dyrkelse af den totale stat, som synes på vej til at gro frem af det frihedselskende, kristne samfunds ruiner, skriver sognepræst

JEG MÅ VEDGÅ, at jeg er meget overrasket over Christian Langballes (DF) kronik i Kristeligt Dagblad den 3. december, hvor han imødegår min kritik af den lovgivning, som med hans stemme træder i kraft den 1. januar.

Lovgivningen betyder, at staten fremover vil kriminalisere støtte til holdninger, som findes i den kristne Bibel, hvis disse holdninger ikke falder i statens til enhver tid gældende smag. For første gang i 1000 år skal Bibelen nu – med navns nævnelse – mistænkeliggøres og kriminaliseres i dansk lovgivning.

Jeg havde troet, at Christian Langballe havde nøjagtig samme holdning til den foreslåede statslige overvågning og indskrænkning af den kristne forkyndelsesfrihed, som jeg har. Jeg kender jo Christian Langballe ikke blot som en principfast præst, men også som et klogt og – troede jeg – frihedselskende menneske, der har Ronald Reagan som sin politiske ledestjerne, og som derfor går ind for at staten skal lade være med at blande sig i borgernes liv. Reagans hele politiske virke kan samles i citatet fra hans tiltrædelsestale: ”Staten er ikke løsningen på vores problemer, staten er problemet.”

Jeg troede derfor naturligvis, at Christian Langballe ikke ønskede yderligere statsligt at indskrænke, men tværtimod at genskabe den fulde ytringsfrihed i Danmark. Christian Langballe har altid tidligere erklæret sig enig i for eksempel Trykkefrihedsselskabets heroiske kamp mod den indskrænkning af ytringsfriheden – og en mængde andre frihedsrettigheder – som den muslimske indvandring og den deraf følgende terror og gadevold sammen med racismeparagraffer, antidiskriminationslovgivning, EU-forordninger og så videre har medført.

TRYKKEFRIHEDSSELSKABET har da også på det kraftigste advaret mod den frihedsindskrænkning, Christian Langballe nu anbefaler. Trykkefrihedsselskabet skriver i sit høringssvar:

”Det er selskabets vurdering, at det fremsatte forslag om indførelse af et nyt stk. 3 i straffelovens § 136 ikke alene er reelt virkningsløst i forhold til de personer, hvis adfærd man ønsker at regulere – det er i hele sin grundidé kontraproduktivt i forhold til de mål, man ønsker at forfølge. Man kan ikke værne om sine kerneværdier, herunder ikke mindst den mest grundlæggende frihedsrettighed – ytringsfriheden – ved at indskrænke den (...), begynder man først at skære skiver af ytringsfriheden, som tilfældet er her, bevæger man sig ind på en glidebane, der i sidste ende kan føre til demokratiets fald.”

Trykkefrihedsselskabet mener således, at Christian Langballe svigter sin pligt til som folketingspolitiker at forsvare demokratiet.

Men Christian Langballe har ikke kun afgivet løfter som folketingspolitiker, han har også underskrevet et præsteløfte, som indebærer, at han skal sætte Den Hellige Skrift over alt andet – også over den til enhver tid gældende danske lovgivning. Det er for den kristne altid Bibelen, som dømmer og relativerer statens lovgivning, det kan aldrig være staten, som skal overvåge og dømme Bibelen.

Christian Langballe svigter ganske umisforståeligt sit præsteløfte, når han stemmer for et lovforslag, hvori der – i bemærkningerne – står:

”Den blotte oplæsning eller gengivelse af et skriftsted eller af religiøse forskrifter, hvori der gives udtryk for en opfordring eller støtte til strafbare handlinger, vil heller ikke være omfattet af kriminaliseringen, medmindre den pågældende tilslutter sig (billiger) det oplæste eller gengivne i en eller anden form. En religiøs forkynders oplæsning af f.eks. Bibelens eller Koranens budskaber om korporlig afstraffelse vil derfor som udgangspunkt ikke være omfattet af kriminaliseringen.”

Det fremgår for det første heraf, at Folketinget sætter sig til dommer over Bibelen, og for det andet at det er strafbart for en præst at billige handlinger i Bibelen, som folketinget ikke bryder sig om.

LAD OS TAGE ET UHYGGELIGT nærværende eksempel: Alt tyder på, at Folketinget inden for et par år vil følge folkestemningen og forbyde omskæring af drengebørn. Derved vil man begå den uhørte forbrydelse efter 1000 års samliv at fordrive alle jøder fra Danmark, da man naturligvis ikke kan være jøde uden at lade sine sønner omskære inden for otte dage efter deres fødsel.

Ikke desto mindre støtter for eksempel Dansk Folkepartis sundhedsordfører et sådan forbud og den deraf følgende jødefordrivelse. Omskæring skal, mener også Dansk Folkeparti, betegnes som vold mod børn.

Nu er det blot for det første således, at omskæring i Bibelen er et guddommeligt indstiftet pagtstegn. Stadig i dag lader også kristne, som har rod i det jødiske folk, sig naturligvis omskære.

For det andet lod den almægtige Gud, da han lod sig inkarnere som menneske i Jesus Kristus, sig selv omskære på syvendedagen. Evangelieteksten om Jesu Kristi omskæring læses i kirken nytårsdag.

Når Folketinget har kriminaliseret omskæring af drengebørn, vil det ifølge lovens ord for det første være kriminelt at sige ”Dette hellige evangelium...” før oplæsningen, da ”vold mod børn” jo derved billiges som en hellig og glædelig begivenhed.

For det andet vil det være forbudt at sige ”amen” efter oplæsningen, da ordet ”amen” betyder, ”dette er sandhed”.

For det tredje vil det være ulovligt i prædikenen at billige Jomfru Marias gerning, når hun som en god og from jødisk moder lader sin søn omskære og derved blive en del af Israels folk.

Alt dette er ikke noget, jeg finder på. Der står direkte i lovgivningen, at det er ulovligt at billige handlinger i Bibelen, som Folketinget skulle finde på at misbillige.

Man kan ikke som kristen stemme for en lovgivning, som udtrykkeligt kriminaliserer billigelse af Bibelens forkyndelse. Tværtimod: Som kristen har man pligt til at lade Bibelen dømme og relativere statens lovgivning.

I øvrigt kan vi også kun ved atter at sætte evangeliet før staten undgå den fundamentalistiske og religiøse dyrkelse af den totale stat, som synes på vej til at gro frem af det frihedselskende, kristne samfunds ruiner.

Claus Thomas Nielsen er sognepræst og medudgiver af Tidehverv.