Prøv avisen
Debat

Biskop: Lange skoledage gør konfirmationsforberedelse sværere

Den længere skoleuge, for 7. klasses vedkommende fra 28 til 35 timer og i 8. klasse fra 30 til 35 timer, har generelt gjort det vanskeligt at finde plads til konfirmationsforberedelsen i skolens skema, skriver biskop Elof Westergaard. – Arkivfoto fra undervisning af konfirmander i Hillerød: Leif Tuxen.

Den længere skoleuge har generelt gjort det vanskeligt at finde plads til konfirmationsforberedelsen i skolens skema. For den enkelte præst ligger der en stadig stor opgave i at give eleverne et godt undervisningsforløb præget af såvel kundskab og forkyndelse som fællesskab, skriver Elof Westergaard, der er biskop i Ribe og formand for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter

HVORDAN GÅR DET egentlig med folkekirkens konfirmationsforberedelse efter skolereformen i 2014? Hvad er der sket af konkrete ændringer, og hvad kan det tænkes at få af konsekvenser?

Det dokumenteres i den nye rapport fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter ”Slår fundamentet revner? Nye vilkår for folkekirkens konfirmationsforberedelse efter folkeskolereformen”, som også har været omtalt i Kristeligt Dagblad i de forløbne uger. Rapporten, der er forfattet af Kirsten Donskov Felter og Steen Marqvard Rasmussen, har allerede sat drøftelser i gang her i avisen.

Denne debat hilser jeg velkommen, for såvel menighedsråd som præster, skoleledere, provster, biskopper og politikere kan have stor glæde og gavn af at læse rapporten og forholde sig til dens resultater.

KIRKENS konfirmationsforberedelse er i høj grad præget af de forandringer, som sker med skolen. De mange skolesammenlægninger de senere år har kompliceret forholdene for konfirmationsforberedelsen i det enkelte sogn. Ikke mindst i landsognene er det et stort puslespil at få ”egne” konfirmander hjem til sognet, der har nødvendiggjort øget samarbejde præsterne imellem i et skoledistrikt.

Med skolereformen er forholdene imidlertid blevet kompliceret yderligere. Den længere skoleuge, for 7. klasses vedkommende fra 28 til 35 timer og i 8. klasse fra 30 til 35 timer, har generelt gjort det vanskeligt at finde plads til konfirmationsforberedelsen i skolens skema. Også selvom der i 2015 blev åbnet for rammeforsøg, der har skabt lidt større fleksibilitet.

Konsekvenserne er ifølge rapporten tydelige: De ugentlige timer, der før lå spredt over hele året, er mange steder afløst af blokke på hele eller halve dage. Og morgentimerne, som før reformen tjente som et stabilt fundament de fleste steder i landet, er afløst af eftermiddagslektioner. Hvor 71 procent af lektionerne før reformen lå som ugentlige timer, var tallet i 2017 på 51 procent. Tilsvarende faldt den del af de ugentlige timer, der ligger om morgenen, fra 70 procent før reformen til 43 procent i 2017.

Når jeg spørger sognepræster og hører, hvordan udviklingen har været de seneste par år, bliver jeg ofte imponeret over præsternes evne til at navigere og se muligheder, selv når forandringerne er store, og det mange steder er blevet sværere at få skabt gode kår for konfirmationsforberedelsen.

På positivsiden tæller, at stigningen i blokundervisningen giver nye muligheder for udvikling af mere praktisk-kreative aktiviteter, flere fællesarrangementer og større fokus på for eksempel at give konfirmanderne indblik i kirkens diakonale opgaver.

Blokundervisning og temadage har samtidig medført, at præsterne anspores til mere samarbejde indbyrdes, hvilket kan give ny inspiration og variation i undervisningen. Samtidig kræver en sådan undervisning også flere pædagogiske redskaber og mere indsigt i, hvordan halve og hele dages undervisning kan tilrettelægges med størst udbytte for konfirmanderne. Det fordrer, at præsten reflekterer over sin praksis, og at hun kan hente støtte både fra provst og biskop og i efteruddannelsen.

Stigningen i blokundervisning er imidlertid ikke kun positiv. For så vidt som en del af formålet med konfirmationsforberedelsen er at styrke konfirmandernes fortrolighed med kristne praksisformer, bøn og gudstjenestedeltagelse, er gentagelsesdimensionen vigtig.

Det er problematisk, hvis den ugentlige undervisning erstattes af få, enkeltstående samlinger. Muligheden for, at konfirmander og præst kan lære hinanden at kende, får desuden sværere vilkår, hvis undervisningen bliver placeret på ganske få dage. Den kontinuerlige undervisning forbundet med enkelte temadage eller blokke, hele eller halve dage, er i den forbindelse klart at foretrække. Når det gælder flytningen af undervisning fra morgentimer til eftermiddagstimer, kræver dette også andre pædagogiske tilgange. Ud over udfordringerne ved at motivere trætte børn, som har haft en hel skoledag, kan placeringen om eftermiddagen også kollidere med præstens andre opgaver. Det kan så blive vanskeligere at få placeret en begravelse og andre kirkelige handlinger samt at få plads til de andre kirkelige aktiviteter, som finder sted i ugens løb. Her er der brug for hensyn og stor fleksibilitet fra alle sider.

RAPPORTEN DOKUMENTERER, at folkekirkens præster generelt er meget fleksible og udviser stor forståelse for skolens nye situation efter reformen. Det bekræftes af min egen erfaring, når jeg taler med præster i Ribe Stift. Flere, jeg har spurgt, ytrer sig endda positivt om de nye muligheder, som skolereformen giver for et tættere samarbejde mellem skole og kirke.

I vurderingen af reformens konsekvenser hører både mulighederne og udfordringerne med til billedet. Rapporten dokumenterer disse udfordringer, og den giver også nogle pejlemærker, som det er vigtigt vi som kirke holder os for øje, hvis konfirmationsforberedelsen skal lykkes efter reformen.

Det gælder også, når man som præst og/eller provst forhandler med skolerne i et område om placeringen af undervisningen. Her må man desuden henvise til, at præsterne ikke skal modtage en hel årgang konfirmander på et og samme tidspunkt. Det giver problemer med lokaler og stiller den enkelte præst i en meget krævende situation, hvad angår undervisningen. For landpræsten i det lille sogn kan det måske gå an, nogle steder ligefrem være en fordel, men for præsten i byen betyder det meget store hold.

SKOLEREFORMEN I 2014 LAGDE VÆGT på at åbne skolen for det omkringliggende samfund, og det må så også gælde i forhold til kirken. Jeg kan kun opfordre til, at begge parter, både skole og kirke, viser hinanden den fornødne respekt. Her er brug for gensidig forståelse, stor hensyntagen og fleksibilitet. Mulighederne er til stede for, at skole og kirke lærer hinanden bedre at kende.

For den enkelte præst ligger der en stadig stor opgave i, ud fra de muligheder, som er givet for konfirmationsforberedelsen, at give eleverne et godt undervisningsforløb præget af såvel kundskab og forkyndelse som fællesskab.

Præsten har hertil brug for at kunne finde den nødvendige støtte i relevante efteruddannelsestilbud samt i en støtte hos det lokale menighedsråd. Konfirmanderne er et fælles anliggende for et sogn. Er forholdene for forberedelsen blevet vanskeliggjort på grund af skolereformen, bør man lokalt tænke i, hvordan vi i menigheden i højere grad knytter bånd mellem konfirmanden og den lokale kirke og præst.

Her er brug for alle gode kræfter.

Elof Westergaard er biskop i Ribe og formand for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.