Den uforlignelige C. S. Lewis har blandt sine mange perler også skrevet en lille bog med titlen ”En sorgens dagbog” (A Grief Observed) om sorgen efter tabet af sin hustru Helen Joy Davidman.
En sorgens dagbog eller en observeret sorg, det er også idéen bag Cille Hannibals dokumentar ”Den nat vi faldt”, som for nyligt blev sendt på DR2.
Her retter Cille Hannibal nemlig kameraøje og datterhjerte mod sin mors dybe sorg efter tabet af sin mand, fotografen Per Folkver. Mette Hannibal mistede sin mand meget pludselig i en tragisk faldulykke fra en trappe midt om natten. Uden varsel, forberedelse og tid til at sige farvel var ægtemanden blevet revet ud af Mette Hannibals liv. Som præst taler man af gode grunde jævnligt med folk om døden, og flere mener, at den gode død er den hurtige og bratte død. Et langtrukkent og smertefuld dødsleje er af gode grunde ikke noget, folk ønsker sig, men den meget bratte død er ikke nødvendigvis den bedste død. Slet ikke for de efterladte. I Litani-bønnen, som også findes i Folkekirkens Ritualbog bedes der: ”Fri os fra en ond og brat død.”
”Den nat vi faldt” var en velvalgt titel. Per Folkver faldt i døden, men med i faldet tog han de kære og nære, først og fremmest Mette Hannibal. Hun døde ikke, men hendes gamle liv faldt sammen, og vi fulgte sorgprocessens tunge skridt. Stilfærdigt og afdæmpet, men også bevægende og inderligt rapporterede ”Den nat vi faldt” fra det, man med et bibelsk udtryk kan kalde ”sorgens hus”. Det er ikke ligefrem noget drømmehus, men før eller siden flytter vi alle sammen ind.
”Den nat vi faldt” var en langsom dokumentar. Sorgen er heller ikke nogen hurtigløber. Der var scener fra sommerhuset, stranden, lejligheden og fra den vandretur, som Mette Hannibal gjorde muttersalene i Pyrenæerne.
Det viste sig, at Per Folkver tidligere havde mistet en hustru til kræft, og i den forbindelse havde han optrådt i et radioprogram, hvor han fortalte om tiden efter tabet. Mette og Cille Hannibal sad og lyttede til programmet, mens Per Folkver satte ord på en sorg, som nu også var deres. Per Folkver talte om ensomheden efter tosomheden, Hvem skulle han nu dele alle øjeblikkene med? Han kunne jo ikke stå og sige til sig selv: ”Se Per, nu skinner solen”.
Som mange andre sorgfulde prøvede Mette Hannibal at fylde tiden med aktiviteter. Tomrummet må fyldes, selv om der altid vil stå en plads tom. I en stærk scene går Mette Hannibal i gang med at fælde et dødt træ i sommerhushaven, som blev plantet af Per Folkver. Hun ærgrer sig over, at hun ikke er stærk nok i armene og over, at Per Folkver i sin tid købte en sløv sav. En slående kontrast, det døde træ står fast, mens han, som plantede det, faldt så brat og hurtigt i døden.
”Den nat vi faldt” var en personlig fortælling, men sorgen er mildest talt et universelt fænomen. Jeg savnede dog det kristne håb i dokumentaren. Det er måske ikke Mette Hannibals håb, men hvor er det befriende med ovenlys i sorgens hus.
Jesper Bacher er sognepræst.