Vi står midt i en form for krisernes moder. Sådan lyder det i hvert fald i regeringsgrundlagets første afsnit, hvor der står, at “Danmark står over for flere, mere komplekse og kritiske udfordringer, end vi har gjort i årtier”.
En af ophavsmændene til den sætning er som bekendt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Mod). Problemet er egentlig ikke, mener han, hverken inflationen, manglen på arbejdskraft i sundhedsvæsenet, krigen i Ukraine eller klimakrisen i sig selv. Problemet er, at alle kriserne skal løses. På en gang.
“Der er nogle ukrainere, der har desperat brug for, at vi støtter dem. Er det i sig selv en håndterbar situation? Ja, hvis det var det eneste, vi skulle håndtere. Men det skal vi så gøre i en situation, hvor vi også har en demografikrise i Danmark, hvor vores offentlige sektor nogle steder er en smule på pumperne, hvor vi ikke selv føler, at vores sundhedsvæsen er der, hvor det skal være, eller at vores ældreomsorg er der, hvor den skal være. Derfor kan vi ikke bare sige, at vi kører alle vores penge til Ukraine. Derudover har vi en klimakrise, som vi også lige skal adressere samtidig. Og oven i det har vi en helt ny geopolitisk situation, hvor alt det, der har gjort Danmark rigere gennem de sidste 10-30 års globalisering, er udfordret af Kina og en gryende global protektionisme.”
“Det er den samtidighed i en masse store udfordringer, som rokker ved den måde, vi har gjort tingene på, som rokker ved plejer. Det er det, der gør, at vi står midt i noget, vi ikke har stået i før.“
Ikke bare er kriserne mange, de kræver også vidt forskellige løsninger, siger udenrigsministeren. Krigen i Ukraine kræver penge, våben og diplomatisk støtte, mens klimakrisen kalder på en samlet, global indsats for at indfri de mål, verdenssamfundet allerede har sat, mener Lars Løkke Rasmussen.
Hvad ser du som det vigtigste sted at sætte ind først?
“Jeg tror måske i virkeligheden, at svaret ligger i ikke at svare. Altså forstået på den måde, at hvis man tænker, at der er én ting, vi kan gøre, så får man ikke håndteret det her.”
Men regeringens krisefortælling er ikke nødvendigvis mejslet i granit. Den er i hvert fald blevet anfægtet fra flere sider i den seneste tid.
“Jeg ser ikke den store krise for velfærdssamfundet. De offentlige finanser vurderes at være overholdbare,” sagde lektor i økonomi ved Københavns Universitet Jeppe Druedahl for nylig i Deadline, mens hans økonomilektorkollega fra CBS Birthe Larsen nyligt fremførte i Politiken, at de offentlige finanser ligefrem “strutter af sundhed”.
Lars Løkke Rasmussen har hørt argumenter i den retning før.
“Der er nogle, der siger, at vi bare kunne tage pengene til forsvar fra råderummet. Men tager man af råderummet, så er råderummet der ikke længere. Og det skal vi også bruge, for hvordan skal vi ellers løse den demografiudfordring, vi uundgåeligt kommer til at stå i? Så der er en anden kompleksitet, som vi skal håndtere, for at få løst de her samtidige kriser.”
Derudover har både nuværende overvismand Carl-Johan Dalgaard samt hans forgængere på posten Michael Svarer og Hans Jørgen Whitta-Jacobsen sat spørgsmålstegn ved, om afskaffelsen af store bededag rent faktisk vil have den effekt på økonomien, som regeringen regner med.
Den store, folkelige modstand mod det såkaldte kryds mellem forsvar og bededag fik for nylig Lars Løkke Rasmussen til at beskylde danskerne for at mangle krisebevidsthed.
“Jeg synes, vi tager for let på det,” sagde han i radioprogrammet P1 Morgen om befolkningens syn på situationens alvor. Men når han reflekterer nu, er det egentlig mest i medierne, at debatten er kørt af sporet, mener han.
“Jeg vil ikke lyde hovskisnovski, men jeg synes ikke, at jeg har noget problem med at få danskerne til at se alvoren i vores tid, når jeg taler med dem. Jeg har endnu ikke mødt en dansker, som ikke forstår kompleksiteten i det. Det har jeg ikke. Jeg synes, der kan være en tendens til, at medierne klipper et lille stykke af den offentlige debat ud og zoomer ind på den, og så skændes vi over det hen over tre nyhedsdøgn, som vi har gjort med krydset mellem store bededag og oprustningen af forsvaret. Og når vi så har forsøgt at nuancere debatten, så bliver vi beskyldt for at skifte mening.”
Men selvom de borgere, du møder, kan forstå dine pointer, er der jo tydeligvis en stor del af danskerne, som stiller sig på hælene, når det kommer til afskaffelsen af store bededag. Kan det ikke være fordi, de ikke er enige i prioriteringen – og ikke fordi, de ikke er bevidste om krisen?
“Man må gerne være uenig med mig, det er klart. Store bededag er bare et lille ryk, men det er klart, at det er en stor påvirkning af folk. Det er det. Jeg kan godt forstå, at folk reagerer, men jeg vurderer da også i forhold til de forandringer, vi skal lave, at det er en meget, meget lille ting.”
Netop det at få vælgerne med på idéen om, at der skal store samfundsændringer til, ser Lars Løkke Rasmussen som en af sine og den øvrige regeringstops store udfordringer.
“Jo mere man kan eje en problemstilling, inden man så tyer til en løsning, jo bedre og nemmere bliver det da at lave løsninger, og jo flere forandringer kan vi skabe,” siger han.
Er I lykkedes med det i jeres første tid som regering?
“Nej. Det er vi jo ikke. Vi er da selv blevet ofre for det, vi egentlig plæderer imod, nemlig at tempoet er for højt i politik. Altså fordi politik er meget blevet noget med…”
Lars Løkke Rasmussen knipser med fingrene for at illustrere en hurtig løsning.
“Ikke? Og det er også det, der er sket med store bededagsdebatten. Hvis vi skal hjælpe Ukraine, så gør vi sådan her. Dadang, dadang, dadang,” siger han og knipser igen tre gange.
“Så det er vi da ikke lykkedes godt nok med. Det rokker ikke ved, at det er en rigtig beslutning at afskaffe store bededag, og derfor er vi også nødt til at træffe den, fordi det kommer også med en pris at lade være. Og for at være åben om det: Hvor havde man den her regering fremadrettet, hvis man bare kunne sige 'buh', og så røg vi ned i et musehul?”.
En af de store samfundsforandringer, SMV-regeringen har på tegnebrættet, er en frisættelse af den offentlige sektor. Løkke Rasmussen sammenligner det projekt med tidlige tiders etablering af det almene skolesystem og moderniseringen af velfærdssamfundet, der muliggjorde kvinders adgang til arbejdsmarkedet. De seneste år, mener han, har der ikke været udrettet store, politiske forandringer i samfundet.
“Uden at det skal være polemisk, og jeg kan jo inkludere mig selv i den ligning, har vi haft 7-8 år, hvor vi reelt ikke har truffet nogen samfundsbeslutninger. Der har jo været en række år, hvor vi faktisk har kunnet adressere ret store udfordringer uden i virkeligheden at udfordre status quo eller stille større krav til os selv og hinanden, fordi vi har kunnet tage af kassen. Men hvis man kigger tilbage, så må man bare sige, at der har været nogle generationer langt før vores tid, som har truffet nogle rigtig store beslutninger. Og vi er kommet dertil, hvor vi skal træde et halvt skridt tilbage og tænke over, hvilke aftryk, vi vil sætte for at sikre, at det ikke bare lige hænger sammen, men at det hænger rigtig godt sammen,” siger han.
Samme dag, som Kristeligt Dagblad møder Lars Løkke Rasmussen i Udenrigsministeriet, er han vendt hjem fra et besøg i Ukraine.
Her så han det forandringspotentiale, der bor i en krise.
“Nu har jeg lige været i Ukraine, hvor man har udviklet en app, der viser luftalarmer og videreudviklet på en app, så du kan få hjælp og søge kontakt med myndigheder, uanset hvor i Ukraine du bor. Altså store IT-udviklingsprojekter midt i en krigstid som eksempler på, at med ryggen op mod muren, kan folk virkelig handle, hvis nødvendighed og faglig frihed kombineres.”
Under coronakrisen talte man om, at den ville ændre vores samfund på en måde, vi slet ikke kunne forestille os. Nu står vi her, og samfundet ligner i store træk sig selv. Forventer du, at de kriser, vi står i nu, kommer til at sætte et permanent aftryk på vores samfund?
“Ja, det gør jeg, og det mener jeg måske også, at coronakrisen alligevel gjorde på nogle små steder. Jeg har aldrig abonneret på det der med, at vi aldrig igen ville komme til at give hinanden et kram. Men coronakrisen viste en enorm omstillingsevne. De omstillinger, vi lavede i sundhedsvæsenet på ganske kort tid under stort pres, var nogle organisationsforandringer, som i fredstid ville tage flere år med konsulenter og temamøder og alt muligt. Men fordi man skulle, så handlede man.”